Her er dragen fra Rhodos
Kircher, Athanasius: Mundus subterraneus in 12 libros digestus. Amstelodami, 1665-1664

Drage
Scheuchzer, Joh. Jac.: Oresiphoites Helveticus. Lugduni Batavorum, 1723

Dragehoved
Kalkmaleri i Nibe kirke, Viborg stift

St. Jørgens kamp med dragen
Kalkmaleri i Osted kirke, Roskilde stift

St. Jørgens kamp med dragen
Kalkmaleri Århus domkirke

Kilde til kalkmalerierne: www.kalkmalerier.dk

Ordet kommer fra græsk drákon (orm, drage, egl. den skarptseende, stiftstirrende) over latin draco og nedertysk drake til nudansk drage. Grækerne brugte ordet om både drager og store slanger, og der er da også noget slangeagtigt over dragerne, også selv om de ofte bliver forsynet med både ben og vinger.

Dragen forekommer i forskellige skikkelser i rigtig mange folkeslags traditioner. Dragen er forskellig fra tradition til tradition, både hvad symbolværdi og egenskaber angår. Fælles for alle de europæiske lande er, at dragen er et ondt væsen. I Kina derimod, er dragen et venligt væsen. Kristendommen identificerede ligefrem dragen med den onde selv. Der er mange dragedræbere blandt de katolske helgener med Sankt Jørgen (Georg) som den kendteste. Han dræbte en drage, der tyranniserede en by til at udlevere sine indbyggere som dragemad. Udvælgelsen foregik ved lodtrækning. Jørgen dræbte dragen for at undgå, at kongedatteren skulle blive spist.

Andre fællestræk for de europæiske drager var, at de vogtede over skatte, og at de havde en glødende ånde, de spyede ild, var vise, og at man kunne få del i dragens visdom ved at spise dragekød (lever, hjerte eller kød); drager havde en karfunkel i hovedet, og hvis man kunne få fat i den, kunne man bruge den til guldmageri, ligesom den ville gøre ejeren usårlig og gøre ham i stand til at flyve - og så kunne de ifølge romeren Plinius gøre deres døde artsfæller levende igen vha. en bestemt plante, balis.

Dragernes dårlige rygte gjorde dem velegnede som skræmmemidler, og de ses da også ofte på krigsudrustning, eksempelvis både hos romerne og hos nordboerne, som satte dragehoveder på stævnen af deres skibe.

Jean Anker og Svend Dahl behandler i deres bog om fabeldyr spørgsmålet om, hvad de rester af drager, som faktisk er blevet fremvist, er. Der kan fx være tale om skeletrester i de huler, dragerne skulle bo i. Nogle af ”dragehulerne” er også kendt som findesteder for et af istidens pattedyr, hulebjørnen. I et kloster i Innsbruck opbevarede man en dragetunge, som senere viste sig at være snudespidsen af en sværdfisk; det er desværre ikke altid, at historierne bliver morsommere, når fagfolk afdækker virkeligheden.

Og så tager vi et spring væk fra de trykte bøger, for man kan udmærket studere drager i de danske kirker, hvor der rundt i landet er flere end 100 kalkmalerier med drager. En svag afglans af kalkmaleriernes herligheder kan ses på www.kalkmalerier.dk. Her er tre smagsprøver, alle fra skildringer af Skt. Jørgens kamp mod dragen. Øverst et drabeligt dragehoved fra Nibe ved Ålborg med Skt. Jørgens lansespids i kæften; lansespidsen har gennemboret hovedet. I midten Osted mellem Roskilde og Ringsted med en flyvende drage, og nederst domkirken i Århus, hvor dragen dræbes, mens kongedatteren ser på. Dragen i Århus underkaster sig Skt. Jørgen ved at lægge sig på ryggen. Den ser helt indladende ud.

Sigurd Fafnersbane
I den nordiske tradition er fortællingen om Sigurd Fafnersbane central. Sigurd og den fra Wagners opera kendte Siegfried er samme figur, som optræder i to sagnkredse. Sagnet om Sigurd Fafnersbane indeholder flere af de elementer, man ofte forbinder med drager: Fafner var ond, han rugede over en skat, og der skete noget, når man drak drageblod eller spiste dragehjerte. Her er den meget korte version:

Regin havde to brødre, Fafner og Oter. Oter kunne skabe sig om til en odder, og han var en dygtig fisker. Fafner var den gæveste af de tre brødre, hård og egenrådig, og han ville eje alt, hvad han så. En dag, Oter var på fiskeri i odderskikkelse, blev han set af guderne Odin, Loke og Høner, som var på fiskeri. De ville gerne have odderens skind, og derfor dræbte de odderen og flåede den. De vidste ikke, at de havde dræbt et menneske. Da Oters far og brødre opdagede, hvad der var sket, forlangte de, at guderne skulle betale erstatning. Odderskindet skulle først fyldes med guld og bagefter dækkes med guld, så man slet ikke kunne se noget af skindet. Det måtte guderne gå ind på. Derfor fangede de en dværg, som boede i nærheden, og forlangte at få alt hans guld i løsepenge. Dværgen måtte betale, selv en lille fingerring blev taget fra ham. Da han endelig slap fri, forbandede han skatten: Alle ejere af skatten ville blive dræbt. Forbandelsen gik i opfyldelse; Fafner dræbte sin far og tog skatten uden at dele med Regin. Fafner blev nu til en drage og gik ud på en hede, hvor han lå og rugede over skatten. 

Regin fortalte om dette til sin fostersøn Sigurd for at lokke ham til at dræbe Fafner. Efter at Sigurd havde dræbt dragen (Regin gemte sig imens), drak Regin af dragens blod og bad Sigurd om at stege dragens hjerte. Under stegningen af hjertet mærkede Sigurd på det med fingeren og puttede den i munden for at smage, om det var færdigt. Nu fik han dragens hjerteblod på tungen, og så kunne han forstå fuglenes sprog. De sang om, at Regin ville forråde Sigurd, og at det var meget bedre for Sigurd at dræbe Regin, så han selv kunne få hele skatten. De sagde også, at Sigurd selv skulle spise dragens hjerte, fordi han så ville blive den klogeste af alle. Sigurd dræbte nu Regin, spiste noget af dragens hjerte og hentede skatten, som var meget stor. Derefter blev Sigurd kaldt for Fafnersbane – den mand, som dræbte Fafner.