Kritisk Revy, 1928 Hefte 3. Tekstversion

Findes også i en
version med facsimiler af hver side. Denne version kræver en browser, der kan håndtere frames.


| Indholdsoversigt | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy 1928, hefte 3 forside]


Kritisk Revy Hefte 3 Okt.

1928

Oplag: 2000 Eks.

[[illustration]]

Du slaar endnu din Vingering
og er en simpel, nyttig Ting
i Jernets knappe Arbejdsdragt.
Tag dine sidste Aar i Agt
og pas din Pligt mod Dag og Jord,
din gamle, rustne Vindmotor.

Du har hørt onde Ord engang,
at du var grim, som du var lang.
Du knirked kun din Aftensang.
Ingen kan undgaa Livets Aften
Tiderne veksler for Motorkraften.
Alt har sin Chance, og du har haft den.

Nu kræver Livet, du skal dø.
Som Mælkebøttens tabte Frø
i Spindelvævets Sommernet
skal Møllehjulets Vindroset
paa Stilkens spinkle Staalskelet
en Dag henvejres slet og ret.

Alt nyt og Artigt er saa stygt
og smukt kun Skaar og Saar og Sygt.
Slid dig til Ende, pump og kværn,
saa stiller intet Fredningsværn.
Og ingen aner, du er smuk,
før Hjulet sukker sidste Suk.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, omslagets side 2]


INDHOLD

Forord 1
Omkring Havnen af Poul Henningsen 2
Die neue Sachlichkeit 5
Til de triste Modernister af Poul Henningsen 6
Fiasko 8
Evige Værdier i Tivoli 10
Varietérevyen af Poul Henningsen 11
Pressekultur 17
Jazzmusik og Kunstmusik af Jørgen Bentzon 18
Wieth-Knudsen! 19
Nøgenhed og Forargelse af Peter P. Rohde 20
Det principielle og det aktuelle 22
1905 - 1928 23
Forkørselsret af Poul Henningsen 24
Naturen og Forskeren af Prof Aug. Mentz 27
Udviklingens Spor 32
Guld og grønne Skove af Prof Carl Mar. Møller 33
Willumsens Relief af Otto Gelsted 44
Willumsens Relief II af Axel Salto 45
Myriader Margueriter 46
Kan Danmark afkristnes? af Hans Kirk 47
Hjemstavns-Stemning 50
Metoden i Frisch's Kulturhistorie af Otto Gelsted 52
Moderne Materialer og Konstruktioner 57
Kunst kontra Teknik af H. V. Ringsted 62
Russisk Film 63
Pressekultur II 64
International Orientering 65
Rationel biograf af Arkitekt Alvar Aalto 66
Smaa Slag 71

Vend Heftet om!

PORTRÆTREGISTER

Barral C., Mlle 23
Brorsen Søren, Forsvarsminister 61
Chaplin Charlie 66, 70
Clement, Enkefrue 17
Geismar Edv., Professor 61
Glæsel Grete 17
Hansen Henning 8
Holbøll Valdemar, Departementschef 61
Jacobsen J. C., Professor 61
Kaiser Dora 59
Larsen N. A., Professor 61
Lenin 55
May Wong Anna 23
Mussolini Benito 55
Møller H. C. V., fhv. Borgmester 61
Nielsen Henry 14
Njetotsjka 46
Nordentoft Johs., Provst 61
Petersen Robert Storm 12
Plum Niels Munk, Professor 61
Stamm, Politiassistent 61
Storm Petersen Robert 12
Svendsen Olga 14
Form Fr., Professor 61
Wanscher Vilh., Professor 64
Wong Anna May 23

________

Dette er Juleheftet for at pudse Postvæsnet.

________

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 1]

Vi forherliger ikke det nye ubeset. Vi gør kun et Modtræk mod Forherligelsen af det gamle, som har alle Kort paa Haanden. Stort set hører Antikvitetsglæde og Naturfredning ogsaa med til det nye i Tiden, og vi gaar mod Strømmen her, hvis vi synes, Strømmen har Uret. Gamle Huse, Møbler, Dragter og Forhold staar nu for Almenheden som noget afklaret og harmonisk. Folk vil ikke tro, at Nutiden i Kultur kan maale sig med Fortiden, men det er en fejl Vurdering af Kultur, som vi ogsaa træffer i Dyrkelsen af Negerkunsten og i Hjemstavnsbevægelsen - to kunstnerisk ganske analoge Fejltagelser. Kultur er ikke blot Harmoni, men et Produkt af Harmoni og Horisont. Der er megen Harmoni over Negrenes Kunst, men den er opstaaet gennem lang Tids Opdyrkning af et ganske snævert aandeligt Omraade - altsaa er der ikke meget Kultur over den. Det var Fanøboerens snævre Horisont, som gjorde en gennemført Harmoni mulig før. Nu har han Telefon aandelige Rørelser, Utilfredshed og Krav, og hans Drøm er Villaen. Spørgsmaalet er ikke, om han er lykkeligere, for det er en Temperamentssag, men han er fjernere fra Dyret og har mere Begreb om Menneskeheden. Ved Hjem- stavnsprægets Forsvinden gaar der altsaa ikke en Kultur tabt, men en Række Harmonier. Deres snævre Horisonter er alle indeholdt i Nutidens Horisont, som er mange Gange udvidet i Forhold til forrige Aarhundrede. Demokratiet har tilført Kulturen saa mange nye Opgaver, at det sikkert staar Maal med Gotikens og Renæssancens Horisontudvidelser. Man behøver blot at nævne Arbejderboligen og Storbyen.

Vi maa have nogenlunde samme Tid til at harmonisere dette store, nye Stof, som de to nævnte Kulturskift fik, selvom vi maaske kan gøre det lidt hurtigere paa Grund af det moderne Samkvem. Endnu tør vi kun vente de afklarede, typiske Resultater, vi kalder Stil, fra enkelte Dygtigheder paa specielle Felter. Men vi ved fuldt ud, hvordan vor Tids Stil vil afklares, for den maa naturligvis stemme overens med Nutidens Samfundsopfattelse og Stræben, ganske som Stilen svarede til Tiden under Gotiken og Renæssancen. Netop derfor bliver det svært at skabe Nutidskunst, og de fleste klarer sig med at efterligne en død Kulturs Harmoni, som foreligger færdig, eller med at give Tingene et udvendig moderne Præg. At skabe Genstande og Forhold, som fra yderst til inderst er i Overensstemmelse med Tidens Idéindhold og Krav, det er at skabe ægte Typer, og det skal der ofte Generationer til.

Vi skal løse de nye Opgaver, harmonisere det nye Stof, og dertil kræves et dybt Kendskab. Et Menneske er kun et Menneske og maa afgrænse Virkeligheden for at kunne magte den. Paa den rigtige Afgrænsning kender vi da Kunstnerne, Kulturfornyerne. Den, der vil beskæffige sig med den store Sammenhæng, maa gøre det kritisk og uden Detailler, stort og helt moderne. Den, der vil gøre en produktiv Kunst-Indsats, maa ud fra saglige Synspunkter afskære sig et Problem og løse det.

Den slette Kunstner derimod paatager sig tilsyneladende store Opgaver og løser dem ved at afskære, hvad der er foregaaet i Verden siden 1850. Han snævrer Horisonten ind igen og bliver Kulturfjende. Saadan er de store Løgne skabt i dansk anvendt Kunst, Christiansborg, Holger Jacobsen o. s. v.

Tiden har vi ikke Lov at skære i, for det er Virkeligheden. Efter Evne har vi Lov til at afgrænse den Opgave, vi vil løse, rent sagligt, men ikke tidsmæssigt. Derfor er en Fyldepen større Kunst end Politigaarden. Sjusker Kunstneren sig fra sine Pligter, saa skal han have Snuden dyppet i Virkeligheden. Derfor kalder man os ensidige Praktikere. Men er først Virkelighedssansen gaaet ind i dansk anvendt Kunst, saa skal Kunstneren konfronteres med den ideelle Stræben efter Harmoni. Derfor vil man maaske engang kalde os ensidige Æstetikere. Vi er ingen af Delene. Vi er positive Kritikere med Hensyn til Helheden, og hvad vi skaber af Kunst, er blot Eksempler paa de Ideer, vi kæmper for.

K R I T I S K R E V Y

Udkommer 4 Gange aarlig.- Oplag 2000 Ekspl. Næste Hefte kommer i December. Faas gennem Boghandlerne, Postvæsnet og Eksp. - Koster 10 Kr. aarlig. Enkelthefter 3 Kroner. 1. Aarg. 50 Kr., 2. Aarg. 10 Kr., 3. Aarg., Hefte 2 uds. i Løssalg. Adressen paa Redaktion og Ekspedition er: Sundvænget 47, Charl. Telefon: Helrup2686. Postgirokonto: 1307. Annonceeksp. samme Sted.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 2 ]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Grafisk Fremstilling af Havets Strømninger omkring København og de økonomiske Strømninger i Byen - de to Kræfter, som har skabt og er skabt af Køb-mandshavnen. Den søstjerneagtige Organisme afbilder de stigende Grundpriser indtil Centret, som er sort.
I Havet er de to store Strømme, Kongedybet og Hollænderdybet, lyse, medens Fladvandet, det smalle ved Pladsen for Østhavnen og det store ved Sydhavnen, er sort.
[[billedtekst slut]]


Omkring Havnen.

I Tidskrift for Industri kredser Redaktøren, Hr. Povl Drachmann, omkring Havnens Problemer paa en Maade, som vistnok forekommer ham særdeles central. Hr. Drachmann er Industriens Mand, og det er kun godt. Men den ret indflydelsesrige Sydhavnsindustri er tillige interesseret i Grundværdistig-ninger, og dermed bliver det unægtelig vanskeligt at udrede, hvor meget af den Glæde, Folketingsmanden føler for Kommunens Dispositioner, der gælder Industrien, og hvor meget Sydhavnsspekulationen. Men af hans Hyldest til Beslutningen om Sydhavnens Udvikling til Verdenshavn og Langebros Ombygning (vidunderlige Misforhold mellem Maal og Midler!) tør man i hvert Fald slutte, at den socialdemokratisk styrede Kommune endnu engang er gaaet den helt nytteløse Privatspekulations Ærinde. Kommunen maa naturligvis støtte Industrien, fordi den skaber Værdier og Arbejdsmuligheder. Det kapitalistiske Samfund maa være en Realitet selv for en socialdemokratisk Kommunalpolitiker. Men endnu er Grundspekulationen ikke medregnet blandt arbejdsskabende Virksomheder!

Hr. Drachmanns Hovedbetragtning er den rigtige, at Havnevirksomheden er gledet fra Trafikhavnen over i Industrihavnen. Det er Industrien, der skal bære og berettige Københavns Havn. Han beviser dog dette med nogle Ton- nagetal, der forekommer farlige for en Industri som Københavns, der i Hovedsagen er en Forædlingsindustri af indførte Raavarer. Han slutter videre fuldkommen rigtigt, at det ikke drejer sig om en Udvidelse af Københavns Trafik-havn, men om at byde Industrien de bedst mulige Betingelser gennem en god Fabrikshavn. Han opstiller endelig de logiske Betingelser for en saadan Fabrikghavn, som er fremsat fra Byplaninteresserede i de sidste 10 Aar: Virkelig Forbindelse med Havet, med Trafikhavnen og med Land.

Paa Grundlag af disse fuldkommen rigtige Betragtninger paastaas det da glat væk, at Sydhavnen er den eneste Mulighed for en Fabrikshavn! Nu skal det bedyres Hr. Drachmann straks, at hvis en virkelig Undersøgelse fører derhen, at Sydhavnsarealerne er Stedet, hvor de opstillede Betingelser lettest

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 3]

og bedst praktiseres, saa vil han ogsaa faa dansk Byplanlægning og samtlige saakaldte »Østhavnsvenner« paa sin Side med det samme. Og vi er yderst loyale. Der kræves bare eet bestikkende Argument, for at vi skal tage Sagen op til Revision.

Hr. Drachmann fremfører intet Argument for Sydhavnen, og dog er jeg tilbøjelig til at tro, at han besidder et eller andet, som kunde være Drøftelse værd. I Stedet gentager han en Række Dumheder om »Østhavnstilhængerne«s Anskuelser, som ustandselig, men øjensynlig uden Held er blevet gendrevet.

For det første er der aldrig slaaet til Lyd for blind Bygning af en stor Østhavn, men Fordelene ved en Østhavn er brugt som Bevis for, at Sagen maa tages op til virkelig Undersøgelse og Drøftelse. Kritiken bestaar ikke af Projektmagere. Det er Kommunen og Havnevæsenet, der laver Projekter. Vi søger blot at vise, at en Undersøgelse er paakrævet. Vi er altsaa ikke »Østhavnstilhængere«, men Tilhængere af den Fornuft, der undersøger, før den handler. Paa dette Omraade kaldes den Byplanlægning. Men dernæst har ingen, mig bekendt, fremsat ønsker om en Trafikhavn paa Amagers Østside. Jeg forstaar slet ikke, hvordan Hr. Drachmann kan fremføre en Række aldeles overbevisende Argumenter mod en saadan taabelig Ordning, ledsaget af Fnys over disse Østhavnsfantaster, - naar de samlede Artikler om denne Sag klart beviser, at det er en Industrihavn, vi har paapeget Muligheden for.

Videre fremfører Hr. Drachmann, at man helst vil skovle den gamle Havn til, i hvert Fald lægge Industrien i Sydhavnen Hindringer i Vejen. Jeg skal ikke trætte med at citere Antallet af Gange, jeg har tilbagevist disse Anskuelser med en Gentagelse af mit Standpunkt fra første Færd: En Ordning, som ikke byder den nuværende Industri i Sydhavnen mindst lige saa gode Betingelser for industrielt Arbejde, som den har nu - er ubrugelig. Helst skulde den skaffes bedre Betingelser. Men derfra og til at støtte Industrien dernede ved at honorere dens Haab om en Værdistigning paa dens store, ubenyttede Arealer, er der et afgørende Skridt. For Industrien som Industri vilde det være til størst Gavn, om der ikke kom flere Virksomheder dernede, som yderligere vil vanskeliggøre Sejladsen og forøge Faren for Spærretimer og andre Ulemper.

*

Der er i Hensynet til den bestaaende Industri et Moment til Forsvar for Sydhavnen ogsaa som Fremtidens Havn, som Folketingsmanden ikke har udnyttet tilstrækkeligt. Til en virkelig Undersøgelse af dette er det ikke nok at postulere sin egen Kærlighed til Industrien og andres Forfølgelse åf den.

Skønt jeg fuldt ud ser Fordelen ved at kunne fortsætte Havneudviklingen, hvor den er begyndt, mener jeg, at en radikal Ændring bør overvejes, inden det er for sent.

Det er ikke ligetil at overskue, hvor store Fortrin Industrien (som Industri) i Sydhavnen vilde have af en paabegyndt Østhavn, og dertil kommer det allerede eksisterende Industrikvarter paa Amager, som vilde have stor Nytte af en Østhavn. Det andet Moment til Forsvar for Sydhavnen: at Trafiken over Broerne vil stige ved Bygningen af en Østhavn, har Hr. Drachmann derimod udnyttet langt ud over Sandsynlighedens Grænser. Han hævder, at Anlægget af en Havn paa Østsiden af Amager vil føre til mere Trafik paa Broerne, end hvis der anlægges en Havn paa Vestsiden af Amager! Det staar der virkelig.

Til nærmere Belysning af Problemet maa det medregnes, at adskillige Personer, knyttet til Industri og Havn, nu bor paa Amager, og de vil ved et Havneanlæg paa Amager (naturligvis ligegyldigt om det bliver en Sydhavn ved Soyakagefabriken eller en Østhavn ved den gamle Flyveplads) udgaa af Brotrafiken. Men bortset herfra er det afgørende Moment, at en Østhavn

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 4]

ikke kræver Brooplukninger. Saafremt Brooplukningerne reduceres til Nul, bliver Muligheden for Brotrafikens Forøgelse praktisk talt ubegrænset.

Det vigtigste Moment er imidlertid, at der ikke skal forudsættes andre Fabriker anbragt ved en Østhavn end dem, der ellers vilde have anbragt sig i Sydhavnen, og som derigennem vilde have forstærket Gennemsejlingen (for hvilken ingen forøget Brobredde hjælper), medens en Østhavn kun (og endda kun midlertidigt) kan forstærke selve Brotrafiken (for hvilken forøget Brobredde hjælper).

Den Mulighed, at en Østhavn vil stimulere Fabriksbyggeriet direkte., saaledes at der paa Amager vilde vokse en Industri op, som vi nu ikke faar i Sydhavnen - venter jeg, at Hr. Povl Drachmann vil betragte som U. C. i Diskussionen, for i saa Fald vil Østhavnen saa eklatant have bevist sin Værdi som industriskabende Havn, at vi straks kan skride til den hensynsfulde Afvikling af Sydhavnsfejltagelsen.

Medens baade Hensynet til den nuværende Industri i Sydhavnen og Frygten for Forøgelse af Brotrafiken angaar en Overgangssituation, saa kan der opstilles et Forsvar for Sydhavnen paa rent økonomisk Basis, altsaa et Spørgsmaal om Anlægsudgifterne. Selve Havneanlæggets Pris er ved Sydhavnen afhængig af Kalkbunden, Grundprisen, Udgifterne til Broforbedringer, Tab ved Trafiksinkninger baade for Land- og Søtrafik (hvordan man saa vil fordele dem mellem By og Havn, er en anden Sag) og endelig Sydløbet. For Østhavnen bliver Prisen bestemt af Sikringen mod det frie Vand, Grundpriserne dér og endelig Baneforbindelsen. Det er ganske rigtigt, at det udækkede Havneanlæg paa Amagers Østkyst vil fordre Arbejdet gennemført i lidt større Tempi end de gennem Aarene stadigt udførte Udvidelser i den dækkede Sydhavn, men sammenlagt er der, siden Kritiken rejstes, udført saa store Kajanlæg i Sydhavnen, at en Østhavn nu kunde have været Virkelighed for de samme Penge.

Der er ikke fremført noget Argument til Bevis for, at et Østhavnsanlæg alt iberegnet skulde være dyrere end et Sydhavnsanlæg, og der er intet i Grundpriserne (som i begge Tilfælde for største Delen falder paa indvundet Vandareal), der peger hen paa, at et Arbejder- og Industrikvarter i samme Afstand fra Bycentret skulde være dyrere paa Amager end i Sydhavnen. Tværtimod viser Grundpriskortet over eksisterende Grunde. at det er omvendt.

*

Lad os da tilslut, med Støtte i Hr. Drachmanns udmærkede Præmisser og med Overspring af hans udokumenterede Konklusion, gaa Spørgsmaalet Østhavn eller Sydhavn igennem.

God Forbindelse til Havet, til Trafikhavnen, til Land (Jernbanenet, Arbejderboliger, Opland). Det er Præmisserne.

Her skulde man nok mene, at den gode Forbindelse med Havet var den vigtigste Betingelse for en Havn, men selv bortset herfra er det den dyreste at fremskaffe, hvis den mangler!

Hvad er da det billigste: At skaffe Sydhavnen, som ligger godt for Land, virkelig Forbindelse med Havet gennem Udgravning af Sydrenden eller stadige Brooplukninger - og endvidere god Forbindelse med Trafikhavn gennem stadige Brooplukninger - eller at skaffe en Østhavn en god Baneforbindelse over Spærredæmningen?

Svaret er ligetil, naar man kender Autoriteternes Forslag i begge Retninger. En Godsbanegaard ved Østhavnen faar samme Afstand fra Roskilde som den nuværende, og Projektet er forlængst udarbejdet og billigt. Østhavnen faar den bedst mulige Søforbindelse med Trafikhavnen (Inderhavn, Frihavn, Nordhavn), den korteste Vej til Arbejderboliger og Handelskvarter og fælles Interesser med Byen med Hensyn til Broforbedringer over den gamle Havn.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 5]

En Sydhavn kræver i Forhold hertil store Udgifter til Broerne, uden at Brooplukninger nogensinde, som paavist af Hr. Drachmann af Hensyn til Forbindelsen med Trafikhavnen, kan undgaas. Før eller senere kræves dertil et Sydløb af en saadan Længde og Beskaffenhed, at man lige saa godt kan sætte Roskildefjord i Forbindelse med Køgebugt.

Lad det atter blive understreget, at disse Argumenter ikke fremføres for at faa skabt en Østhavn i Blinde, men for at føre Diskussionen ind paa Realiteternes og Sammenhængens Grund. Argumenterne strømmer stadig ind mod den nuværende, sindssyge Ordning. Vi taler ikke her de Folks Sag, som skal vente ti Minutter ved Langebro. Vi har endog med al Kraft fremhævet, at hvis Sydhavnen skal være Hovedhavn, bør Broforbindelserne ikke forbedres, da det blot fører til ny Bebyggelse paa Amager og deraf følgende ny Krav om Broforbedringer. Vi taler i højere Grad, end Hr. Drachmann synes at forstaa, Industriens Sag. Vi ved, at en By som København lever og bestaar paa Livsmuligheder for Borgerne, og vi har forlængst forstaaet, at den nu værende Situation er mest uholdbar for Industrien og den produktive Virksomhed i København.

I Stadsingeniørens Indstilling om Udvidelsen af Nørrebrostræde i den vestlige Del af København fremhævede han, at denne Gade blev stærkere og stærkere trafikeret, fordi Samlefabrikerne i Sydhavnen udlossede deres Varer i Frihavnen og kørte dem paa Lastbiler tværs igennem hele Byen. Hr. Drachmann skylder os bare eet Argument, der kan hamle op med denne Kendsgerning om Sydhavnen som Industrihavn.

Poul Henningsen.
________
En forsigtig Mand spænder en Hest for hver Ende af Vognen.

Die neue Sachlichkeit

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Rummet virker akustisk som en Blikæske, hvor hvert Ord hamrer paa Laag, Sider og Bund. Vinduesarealet er i sig selv for stort, og Lyset fra de underste Ruder kastes som ondt Strejflys hen ad Gulv, Borde og op i Øjnene, som ikke kan beskytte sig mod Lys fra neden. Lyset fra Hængelampen er haardt som Pigtraad, skarpt i Skyggerne. Skatotlampen i Baggrunden hviner som Sand mellem Tænderne. Fra Gulvet, Bordenes Glasplader og Stolenes Nikkelrør borer Glanslys og Spejlbilleder sig op i Øjet. Møblementet giver den moderne klædte Dame blaa Streger paa Laarene af Kulde. Armstolen er hverken Lænestol eller Arbejdsstol. Taburetten sidder man bedst paa! Forhold et mellem Hygiejne og Hygge er fejlagtigt overført fra Hospitalet til Dagligstuen. Ved denne konsekvent gen- nemførte Støvskræk er al Fornemmelse af Rum og Hjem steriliseret ihjel.

Akustisch wirkt der Raum wie eine Blechdose, wo jedes Wort auf Deckel, Seiten und Boden lospaukt. Das Fensterareal ist an sich zu gross, und das Licht der untersten Scheiben wird wie böse Streiflichter über den Boden die Tische und hinauf in die Augen geworfen, die sich gegen Licht von unten nicht wehren können. Das Licht der Hängelampe ist hart wie Stacheldraht und scharf in den Schatten. Die Schafottlampe im Hintergrund kreischt wie Sand zwischen den Zähnen. Glänzende Lichter und Spiegelbilder bohren sich aus dem Boden den Glasplatten der Tische und den Nickelröhren der Stühle ins Auge hinein. Die Möbel geben der modern angezogenen Dame blaue Froststreifen auf die Schenkel. Der Armsessel ist weder Lehnstuhl noch Arbeitsstuhl, auf dem Taburet sitzt man noch am besten! Das Verhältnis der Hygiene zur Gemütlichkeit ist irrigerweise vom Spital ins Wohnzimmer übertragen worden. Durch diesen konsequent durchogeführten Schreck vor dem Staub ist jegliches Gefühl von Raum und Heim zu Tode sterilisiert.
[[billedtekst slut]]

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 6]

Til de triste

Tillad os at benytte Werkbunds Vandreudstilling i Kunstindustrimuseet fornylig til et Opgør. Vi har ganske vist gentaget det i hvert Hefte, men alligevel forveksles den Realitetsdrøftelse af moderne Problemer og Ideer, vi søger at indføre, med Modernisme. Vi har yderligere det Haab, at Modernisterne vil overtænke dette Angreb, fordi vi har fælles Fjender i de Kunstkonservative, Traditionalisterne, og fælles Opgave i Anvendelsen af alle moderne Hjælpemidler.

Vi deler Modernisternes Glæde over Tingen selv, vi anerkender Beton, Glas og Staal som nyttige og gennemskuer det overflødige, luksuøse og usociale med en Klarhed, som maaske kan forbavse selv en Modernist. Men for os er den menneskelige Aands Indsats afgørende. Vi anser det ikke for nok, at Tingen passer til Tiden; den maa indeholde en ideel Stræben udover Tiden, et Forsøg paa Kulturfremskridt. Det harmer os, at Modernisterne slaar sig til Taals med at benytte moderne Virkemidler, og vi ledes ved endnu engang at stilles overfor den samme halvandenbenede Lyrik over tre Gasrør og en Glasplade, som nu snart et Tiaar har gjort det ud for ærligt teknisk Arbejde i Europa.

Hvad er Modernisternes Indsats? Er det en Modernist, der har opfundet Cementen, Gasrøret, Spejlglasset? - eller har bare en af dem brugt dem paa en ny, formaalstjenlig Maade? De Staalrørsstole, som trækkes frem Gang paa Gang til lysende Eksempel, er ringere end den amerikanske Gyngestol og Wienerstolen. De store Forbilleder, Luftskibshallerne, Oceandamperne, Flyvemaskinerne, er skabt af Ingeniører uden modernistiske Nykker og er aldrig naaet, endsige overgaaet, af nogen Modernist paa noget Omraade. Jernbetonen er benyttet paa en Gang dristigt og fornuftigt, længe før for elskede Udygtigheder misbrugte den til Leg og glemte, at Klodserne var Menneskeboliger. Hvad om man indførte Straf for Omgang mod Naturen med Realiteterne?

Hvis disse europæiske Berømtheder vil hævde, at deres eneste Indsats er Propaganda for moderne Saglighed, saa maa det svares, at dette er baade sandt, opofrende og overflødigt. Vi véd i Forvejen, at en Ting, der duer! gaar ind i Befolkningens daglige Liv, uden at der forlanges et bestemt Ud seende, ja endog selv om den anses for styg fra Begyndelsen. Telefonen, det elektriske Lys, Centralvarmen, har ikke behøvet Modernisternes Propaganda for at trænge igennem. Det er kun den internationalt gennemførte, udvendige Saglighed og indvendige Hulhed, som behøver det. Som Kubismen var indført i de fleste Ølknejper i Berlin omkring 1918, er det nu lykkedes at rejse en hel Bevægelse, hvor slette Løsninger kan sælges til et snobbet Publikum paa et sagligt Udseende.

Saa langt er vi da borte fra Sandheden, at Modernisterne endog har gjort Sagligheden til Ornament. Det redelige Arbejde har hverken faaet bedre eller daarligere Kaar derved, men en Række, sikkert talentfulde, men forvirrede Kunstnere er derved blevet unddraget Arbejdet for Fremskridtet. Det kræver Dygtighed og Taalmodighed. Forelskelse er ikke nok. Hvor tragisk at høre Modernismen hulke Serenaden til Tekniken, den tilbedte. Arbejdsomheden gav hun sin Haand, Opfindsomheden et æggende Blik, den kritiske Vurdering sit Hjerte og Genialiteten sin Elskov. Den lyriske Bejler, som haaber paa et Glimt af hendes skønne, kolde Udseende er frosset ihjel i Morgen.

Poul Henningsen.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 7]

Modernister


Wir möchten uns erlauben, die neuliche Wanderausstellung des Werkbundes im Kunstindustriemuseum in Kopenhagen zu einer Aussprache zu benützen.

Wir haben zwar in jedem Heft dagegen protestiert - die Realitätserörterung moderner Probleme und Ideen, die wir einzuführen versuchen, wird aber trotzdem mit Modernismus verwechselt. Wir geben uns ausserdem noch der Hoffnung hin, dass die Modernisten über diesen Angriff nachdenken werden, da wir in den Kunstkonservativen, den Traditionalisten, gemeinsame Feinde und in der Anwendung aller modernen Hilfsmittel eine gemeinsame Aufgabe haben.

Wir teilen die Freude der Modernisten über das Ding an sich, wir anerkennen Beton, Glas und Stahl als nützlich und durchschauen das überflüssige, das Luxuriöse und das Unsoziale mit einer Klarheit, die vielleicht sogar einen Modernisten in Staunen setzen könnte. Für uns ist aber der Einsatz des menschlichen Geistes das Entscheidende. Unserer Ansicht nach ist es nicht genug, dass ein Ding in seine Zeit hineinpasst; es muss auch ein ideelles Streben über seine Zeit hinaus, einen Versuch zu einem kulturellen Fortschritt enthalten. Es erbittert uns, dass die Modernisten sich mit modernen Arbeitsmitteln begnügen, und es langweilt uns, wieder einmal der gleichen anderthalbfüssigen Lyrik gegenüberzustehen, die drei Gasröhren und eine Glasplatte besingt und damit schon bald ein Jahrzehnt lang als Ersatz für ehrliche technische Arbeit in Europa gegangen ist.

Welches ist der Einsatz des Modernisten? Hat er den Zement, die Gasröhre, die Spiegelscheibe erfunden? - oder hat er diese Sachen bloss auf eine neue, zweckmässige Weise angewandt? Die Stahlrorstühle, die ein über das andere Mal als leuchtendes Beispiel hervorgehoben werden , sind minderwertiger als der amerikanische Schaukelstuhl und der Wienerstuhl. Die grossen Vorbilder, die Luftschiffhallen, die Ozeandampfer, die Flugmaschinen sind von Ingenieuren ohne modernistische Grillen gebaut und von keinem Modernisten je auf irgend einem Gebiet erreicht, geschweige denn übertroffen worden. Der Eisenbeton ist zugleich kühn und vernünftig angewandt, lange bevor verliebte Unfähigkeiten ihn zum Spielen missbrauchten und vergassen, dass die Bausteine Menschenwohnungen sind. Sollte man den naturwidrigen Umgang mit Realitäten nicht unter Strafe stellen?

Wenn diese europäischen Berühmtheiten behaupten, ihr alleiniger Einsatz für moderne Sachlichkeit sei Propaganda, muss darauf erwidert werden, dass dies sowohl wahr, wie aufopfernd und überflüssig ist. Wir wissen im Voraus, dass ein nützliches Ding sich in das tägliche Leben der Bevölkerung einfügt, ohne dass ein bestimmtes Aussehen von ihm verlangt wird, ja selbst wenn es von Anfang an als hässlich gilt. Das Telefon, das elektrische Licht, die Zentralheizung bedurften, um durchzudringen, nicht des Propagandas der Modernisten. Wer das aber nötig hat, ist die international durchgeführte, äusserliche Sachlichkeit und inwendige Hohlheit. Wie der Kubismus um 1918 in den meisten Bierkneipen in Berlin eingeführt worden war, ist es jetzt gelungen, eine ganze Bewegung anzustiften, bei der schlechte Lösungen auf deren sachlichen Schein hin an ein Publikum von Snobs verkauft werden können.

So weit entfernt sind wir also von der Wahrheit, dass die Modernisten sogar aus der Sachlichkeit ein Ornament machen. Die ehrliche Arbeit hat dadurch weder bessere noch schlechtere Lebensbedingungen erhalten, aber etlichen sicher talentierten, doch irre gemachten Künstlern ist die Arbeit für den Fortschritt entzogen worden. Eine solche erfordert Fähigkeiten und Geduld. Verliebtsein ist nicht genug. Wie tragisch, dem Modernismus zuzuhören, wenn er der Technik, der Angebeteten, seine Serenade vorschluchzt. Der Arbeitsamkeit gab sie ihre Hand, der kritischen Beurteilung ihr Herz und dem Genie ihre Liebe. Der lyrische Freier, der auf einen Schimmer der schönen kalten Erscheinung hofft, ist am morgigen Tage zu Tode erstarrt.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 8]

Fiasko

Kritisk Revy begyndte i 1926 med et ondsindet Angreb paa Arkitekt Henning Hansen, fordi han drev en livlig Byggepraksis paa mange Millioner, samtidig med at han som eneste Arkitekt i det kommunale Byggeudvalg havde afgørende Indflydelse paa en hver Byggesag.

Dette blev fremført, saa det vakte Opsigt. Akademisk Arkitektforening rykkede ud med en Erklæring (optrykt i Hefte 2, 1926), som ved Gennemlæsning idag virker om muligt endnu taabeligere, end da den blev udsendt. Men man gav os derved en god Start, bladmæssig set, og vi skylder Foreningen Tak. Heldet skulde følge os yderligere, idet Henning Hansen efter vore fortsatte Angreb traadte ud af Bolignødsudvalget, og vi kunde aftrykke Kritisk Revys Glæde over Sejren ved tværs over Forordet til Bladets femte Hefte at male med rødt: Henning Hansen er gaaet!

Nu skal det siges, at den Begivenhed aldeles ikke var nogen Sejr for Kritisk Revy udover den Reklame, den indebar. Sagligt og fagligt var det en Fiasko. Har vi end et øjeblik ladet os foregøgle eller villet give det Udseende af, at Henning Han-sen kunde gøres bange, saa har vi haft Tid nok til at indse Naiviteten, og Læserne skal ikke se anderledes paa Sagen, end vi selv. Henning Hansen gik ikke paa Grund af Kritiken. Han gik, fordi der ikke var flere Kort at spille i Bolignødsudvalget. Han gik nøjagtig i det Øjeblik, da Udvalget ikke længere havde Magt over Boligbyggeriet, og han gik lige over i Aktieselskabet Silvans Bestyrelse, som paa det Tidspunkt helt og holdent havde overtaget Føringen i det københavnske Byggeri.

Det Monopol indenfor Bygningssnedkeriet, som Silvan opnaaede, da det opslugte Phønix, var en Katastrofe omtrent som Burmeister & Wains Overtagelse af Flydedokken. I saadanne Begivenheder gemmer sig gerne Haabet om at lade Forbrugerne betale de Tab og forrente den Overkapitalisering, som Krigen medførte. Den bag Silvan førte Bankpolitik gjorde Firmaet til Hovedentreprenør en Overgang for det meste Boligbyggeri i København. Maaske har Arkitekt Henning Hansen uforvarende undergravet Silvans og sin egen Position ved Planlæggelsen af Vibekevang paa en saadan Maade, - som en Udklækningsanstalt for Husejere og Højremænd, men Beregningen slog fejl - at det nødvendigvis maatte give Tab baade af Penge og Anseelse. Men vigtigere er det naturligvis, at de andre Banker opgav deres ligegyldige Holdning, og at Rækkehusbebyggelsen kom frem. Denne Byggeform støttes ikke af Silvans Bank, som enfoldigt nok mener at have Erfaringer om den fra Vibekevang! Lad det være et Billede paa Byggebankernes Kendskab til deres Arbejde, at tre Etagers Huse med Leje-Lejligheder regnes for gode til at faa Erfaringer om Rækkehuse af!

Alt i alt har Henning Hansen ikke den Magt idag, som han fortjente efter sin beundringsværdige Politik. Det staar os ogsaa klart, at hans Stilling i Silvans Bestyrelse er juridisk uangribelig, og at hans Fagforenings Love ikke forbyder den. Men mon ikke det var rigtigt at bringe Klarhed paa dette Punkt. Os forekommer Springet fra den forbudte Entreprenørvirksomhed og over i den økonomiske Interesse i et Bygge-Aktieselskab ikke at være stort, og Entreprenørarkitekten har endda den store Fordel, at han staar i Telefonbogen

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 9]

som saadan og i ethvert Forhold præsenterer sig og fungerer som det, han er. Men vi ved paa den anden Side ganske bestemt, at der bliver ikke rørt ved noget indenfor danske Arkitektforeningskredse. Dertil har Henning Hansen trods alt for megen Magt.

Hvorfra har han denne Magt, hvorfor er han urørlig, hvorfor forsvares han paa Forhaand af Foreningsbestyrelsen officielt? Til hvilke gode Gerninger kan man henvise for dansk Arkitektur? Os bekendt har den Mand aldrig vovet Skindet for en Idé eller paataget sig en eneste utaknemmelig Opgave for Faget og Standen, som kunde berettige hans Tabu. Det eneste, vi ved, er, at selv de Folk indenfor Standen, som har villet ham tillivs, er grundig bange for ham. At han er en eminent Dygtighed indenfor sit Speciale betvivler vi ikke. Ellers vilde denne Angst ogsaa være uforklarlig.

Vi spilder disse Ord paa en Sag, som af Hjertet ikke længere interesserer os, blot for at sige ledende danske Arkitekturkredse hjerteligt Farvel. Vi havde saa indlysende og overhaandtagende Ret, da vi rejste Angrebet, men ikke een af hele Bangebuksegeleddet turde støtte os: De hyttede hver deres. Ingen skulde have et Byggeprojekt i Klemme. Nu kommer Lønnen for deres Ydmyghed. Bare de venter stille, skal de hver faa deres Del af Stadsarkitekt Holsøes venlige Uddeling af »Karréer« og automatisk derefter Præmier. Der uddeles efter et strengt Retfærdighedsprincip: at den ene har ikke før haft noget, og den anden kunde ogsaa nok fortjene sin Karré, naar saa mange andre faar den, og den tredje har ingen Evne til at skaffe sig noget selv, mens den fjerde er en Dygtighed, der forstaar at bygge og skaffe sig Arbejde, saa han skal ikke have noget for Kommunen. Der kræves saaledes ikke andre Kvalifikationer for at komme med i Gaveuddelingen, end at man er vel lidt. Med Holsøe, Henning Hansen og Hygom paa de ledende Pladser i københavnsk Byggeri - tillader vi os at tage Afsked. Det er ikke muligt at skimte en ideel eller principiel Indstilling i noget Spørgsmaal. Det gaar altsammen ved Lodder efter Politik, Fagpolitik, Fagfællespolitik; Magt er Penge, Præmie til den, Karantæne til den og Opmuntring til den.

Idag staar J. Chr. Jensens Sag daarligt. Forhaabentlig staar den bedre, naar dette Blad naar Læserne. Han er en Mand som paa en lille Gage har gjort et langt mere ideelt indstillet Arbejde i Byggeriet end Henning Hansen, Hygom og Holsøe tilsammen. Det er en Sag for sig, at der kan paavises Uorden i en Virksomhed af Arbejdernes Andelsboligforenings Omfang, at han har manglet Evne til at vælge Medhjælpere, at han har vist Letsindighed, Udygtighed - uundskyldeligt maaske, men hellere saa vi hele Bundtet af de andre Herrer, som ingenting har gjort, os bekendt, ryge ud i Glemslen, end J. Chr. Jensen, som har gjort noget - godt.

Denne Sag, misbrugt som Bevis mod de socialistiske Virksomheders Idé og som Bevis for, at det private Initiativ ikke er mere raaddent, forekommer os en Vederstyggelighed.

Der skal meget til - helst noget kriminelt - , for at vi herefter gider beskæftige os med det Hold af københavnske Arkitekter, som nu staar til Rors. Det var en skidt Aargang, og dansk Arkitektur har lidt afgørende derunder. De bedste af dem har vel ikke haft Styrke nok og sidder nu rundt i Krogene og Provinsen og er Idealister - Ære være dem. De stærkeste af Holdet har saagu manglet Idealisme i enestaaende Grad.

Lad os nu vende os til den Ungdom, af hvilken vi venter alt. Lad os tro, at den vil reagere mod enhver Form for Politik, og lad os haabe, at dansk Arkitektur efter en kort Dekadence vil vende tilbage til Sagen. - Har vi end haft en afgørende Fiasko i Forsøget paa at rense ud opefter blandt de gamle, saa ved vi, at Kritisk Revy har haft sin Betydning blandt de unge. Lad os tro og arbejde paa, at næste Generation skal kunne sige: Jeg var ung i Kritisk Revys Tid, og ikke: Jeg var ung, da Henning Hansen og Holsøe regerede.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 10]

Evige Værdier i Tivoli.

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Maaske tror man, at vi aldrig kan se noget smukt ved Tingene, men kig selv med paa disse Billeder fra Sommerens Tivoli! Der var de sædvanlige fæle Festarrangementer, blot med nyt Motiv: Oliemalede Papmaché-Flamingoer i halvanden Gang naturlig Størrelse og plantet skævt af Papmaché-Gartneren, godt med frit stikkende kulørte Glødelamper mod en natsort Himmel. Der gaar meget i Svang i Tivoli, og enten har Arne Petersen Procenter af Københavns Øjenlæger, eller ogsaa lider han selv af en saa fremrykket Kæmpestær, at der skal adskillige Kilowatt til at trænge ind i Baghovedet paa ham og give ham Indtryk af »lllumination«.

Formodentlig var det af en Fejltagelse - gjort for at være i nøjagtig kinesisk Stil - at man paa tværs af al Arne Petersensk Tradition havde ophængt en virkelig Illumination i de store Træer: Vældige, stribede Frugter i hvidt og blaat, svagt lysende, stemningsfulde i det festlige Spil mellem Nat og Lys, Mennesker og Træer, By og Natur. Man oplever engang imellem i Tivoli de evige Værdier paa Festens og Lystighedens Omraade, som gør, at Haven paa Trods af talentløs, rovdriftig Ledelse endnu eksisterer midt i Byens og Københavnerens Hjerte.

De blomstrede Duge over de simple Kaféborde giver os Billedet af en anden uforgængelig Værdi i Tivoli: Promenadekaféen. Den bliver tilbage, naar Nimbs susende, trækkende Balkonterrasse er sunket ned til Kælderbeværtning.
[[billedtekst slut]]

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 11]

Varieterevyen.

At efterspore Aarsagerne til den satiriske Revys Forfald er at skrive Nutidens Kulturhistorie, følgelig handler denne Artikel om noget andet. Varieterevyen er Symptomet paa dette Forfald, og den er ens over hele den civiliserede Nutid. Derimod lader den aktuelle Stemning for Revyens Fornyelse sig lettere og kortere analysere i sit Indhold paa godt og ondt.

Naturligvis træffer man Sentimental-Ruinismen ogsaa paa dette Felt. Men mon det gode gamle var saa godt indenfor Revyen? De Stumper, ældre Herrer fremnynner med skinnende øjne, virker aandsvage og naive paa et moderne Menneske, omtrent som Forherligelsen af Rheinlænderpolkaen. Fri os for at faa de gamle, klodsede, uappetitlige Danse igen saavel som de gamle Revy-viser.

Men bag den gamle Revy stod tillige en Klassekamp for Borgerskabets aandelige og timelige Frigørelse, som nu er fuldbragt. Der var et stort Publikum for den politiske Satire. Det er baade godt og bittert, at Borgerskabet nu har sejret saa eklatant, at Bourgeoisiet strækker sig helt til den ufaglærte Arbejder. Det svigtede, underkuede, retsløse Proletariat i Danmark er nogle Landarbejdere, de Hjemløse og Kolonihavebeboerne. Tror nogen, at et Publikum Iydhørt vil juble og harmes paa deres Vegne?

Satiren i Revyen lader sig kun genrejse paa Ironi mod Publikum, Revselse af de i Lokalet tilstedeværende, og det siger sig selv, at den Form kræver baade Takt, Talent og Sjældenhed. Den maa ikke misbruges. Vi gaar almindeligvis ikke i Teatret for at blive haanet, saa ser vi hellere Fjenderne dyppet. Man kan vel ophidse en Selverkendelse hos Tilskueren, men det er lettere at appellere til Skadefryden, Misundelsen. Derfor sætter man navngivne Personers Privatliv under Debat hellere end at revse alment, skønt Personen aldrig burde rammes, med mindre han personificerer noget principielt, der er Had værd. Hvad vedkommer det os, hvad han og hun drikker, med mindre det er Bergstedt.

Man kan haabe paa bedre Satire i Revyen, men man tør ikke vente den helt satiriske Revys Genkomst, hvis den nogensinde har eksisteret i Danmark. Det politiske Liv giver ikke mere Mulighed for virkelig Satire udover rent banale Beklagelser over for mange Rigsdagsmænd, og det er et rigtigt Symptom, at Frimændene vil lave Afholdsrevy. Saa kan man gaa derhen som Modstander eller Tilhænger og faa en Aften ud af det. (Serveringen bør dog ikke stryges.)

Kun de store, menneskelige Problemer lader sig behandle i en moderne Form, det kønslige, Levemaaden, Indstillingen, Aktualiteterne, Pressen o. s. v., men naturligvis dybt frisindet eller stokreaktionært. Den nuværende Revyblanding af lunken-sentimentalt Frisind og fejg Konservatisme dysser Bevidstheden isøvn. Eksemplet er fffirst og fremmest det studenterforenings-agtige ved Cooptimisterne, og de fik ogsaa deres Straf for Visen om de gode gamle Dage. Deres Publikum er blevet Nationaltidendes Læsere, og det er Synd, for de mangler hverken Kræfter eller Forhaandsvelvilje, men Kræfterne spiller de forkert paa, og Velviljen tærer de paa.

Har man end den stærkeste Afsmag for den opkogte Satire, som serveres i øjeblikket, saa bør man dog ikke derfor angribe det rent artistiske, usatiriske i Revyen. Der er ingen Tegn paa, at Satiren kan faa større Plads i Forhold til Revyen foreløbig. Vi kan da forlange, at Satiren bliver saa meget bedre, men vi kan ikke bebrejde Varieteen i Revyen, at den ikke er Satire.

Kritisk Revy har sit gode Program for den anvendte Kunst, at Nytten maa gaa foran det kunstneriske. Det svarer til, at det er ikke nok ved Satiren, at den er ondskabsfuld og talentfuld, der maa ligge en Hensigt bag.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 12]

[[Foto-illustration]]

[[billedtekst:]]
Robert Storm-Petersen
[[billedtekst slut]]

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 13]

Men det maa ikke føres derhen, at vi fornægter Varietekunsten indenfor Forlystelsen, den rene, frie Kunst, for saa kan vi lige saa godt kræve Tivolis Bygninger udført under de alvorligste sociale Hensyn. De Mennesker, som helt udtrykker deres Sind i utendentiøse Indfald, er dog i deres fulde Ret, og ofte viser det sig senere, at de faldt godt indenfor Tidens Tendens, stort set. Vi kan ikke revse Lundstrøm, fordi han i Stedet for at fremstille kommunistiske Plakater foretrækker at male en Vandkande, eller Storm Petersen, at hans Sind er een Elskelighed. Vi har gennem ham mødt Scenekunsten, det stærkeste ved al Optræden, Oprindeligheden, Personligheden, som da han traadte ind ved Midnats-Cirkusforestillingen og var Verdensklovnen. Han har Ballon, om nogen har det!

Revyens Forlis kan i hvert Fald ikke bebrejdes Skuespillerne. Vi har en Stab af Revykunstnere, som helt ægte tolker det værdifulde danske Humør. De er saa fremragende, at de frister Revyforfatterne til sjusket Arbejde. Mange taabelige Ting har de faaet til at glimte som ægte Humor ved Betoningens Kunst, mangen vaskeægte Sukces er skabt paa en daarlig Vise. Aarsagen er her den rent psykologiske, at Publikum ikke kan opfatte en god Melodi, en glimrende Fremførelse og en god Tekst samtidig, med mindre det hele er af en saa folkelig sammensmeltet Enkelhed som Jens Vejmand. To Ting - Ord og Foredrag - Melodi og Foredrag - er derfor ofte nok for Sukces'en.

Dette er Forklaringen paa mange mærkelige Fænomener indenfor Revyvisens Teknik og Psykologi. Det hænder, at en Vise gør stormende Lykke, fordi Ord og Foredrag er gode, som Carl Fischers »Det er jeg nødt til at finde mig i«, og saa drukner Melodien i Folkebevidstheden, skønt den var førsteklasses. Det hænder oftere, at Melodi og Fremtoning er saa indsmigrende, at det værste Pjank af en Vise glider ned og bliver Sukces. Man skal altsaa ikke undre sig - alt maa have sin Forklaring, og selvom den store Sukces bestaar i Sammensmeltningen af Ord, Foredrag og Melodi til een folkelig Helhed, saa findes mange Eksempler paa, at de to Ingredienser er nok.

En Skønsang af Mogens Dam:

Har du mon det samme lyse Smil som før
og dit Krigshumør
naar jeg møder dig igen?
Ejer du det samme stolte Mod og Kraft
som du før har haft
naar jeg møder dig igen?
Livet skiller og forandrer dem, vi mest har kær,
deres Smil og Stemmer faar i vor Erindring Værd
dobbelt Værd.

Det er svagt i Tillægsordene, men smukt. Lyse Smil og stolte Mod er unægtelig banalt, stolte Smil og lyse Mod havde bedre givet denne Dame, hvis Karakteristik allerede er paabegyndt morsomt ved Krigshumøret. Det er Smaating at indvende, men maaske er de afgørende. Og dog, ingen spørger om Ordene til en Vise fremført saa sentimentalt, paa en saa fremragende sentimental Melodi som denne. Melodien er af en saa stærkt kildrende Rytme, at ingen faar Tid til at høre efter Ordene. Et moderne Pigehjerte banker, det er nok. Derfor gør en anden Vise af den samme Forfatter samme Lykke:

En dejlig Foraarsaften, jeg var kun tyve Aar,
da vinked' røde Læber og saa ( ! ) et gyldent Haar,
og Maanens Sølverstrenge
paa Neckars Bølger sprang.

Se, det er jo helt ad Helvede til! Men Melodien er gammel sentimental, det konservative Instinkt forherliges i Melodi og Fremførelse, Ordene er underordnede.

I dette enkle Forhold, at Publikum vanskeligt opfatter tre Ting, dersom de ikke sammensmeltes til en ubrydelig Enhed, kan man ogsaa søge Forkla-

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 14]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Olga Svendsen og Henry Nielsen
[[billedtekst slut]]

ringen paa, at en saa aandelig sjofel Tekst som Axel Breidahls til Sangene i de Tre smaa Piger overhovedet lader sig synge uden Udpibning. Desværre er den ikke engang sjofel i pornografisk Forstand:

Din Lykke vil jeg ikke staa i Vejn,
Farvel, lille Pige Farvel.
Den Lykke, jeg bød dig, var krank og klein,
Farvel, lille Pige, Farvel.

Eller denne:

Broder, skænk i,
Vinen gør fri
øser bundne Tanker
fjerner alle Skranker.
Broder, drik ud
Druen er prud.

Eller følgende:

Lille Pige, tro blot ej,
Gud Amor glemmer dig.
Derfor skal du ej græde,
hvis ikke Elskovsglæde
er straks for dig tilstede,
ak nej.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 15]

Hvert Rim har Astma og hver Fod syv Tæer i denne Elendighed. Det var Breidahl, som kom til at skrive Nekrologen over Martinius Nielsen, venligt overbærende. Det var ham, der nylig profeterede, at Filmen nu er ved at »indtage den Andenplads, som den altid burde have været henvist til«. Mon ikke det var vigtigere for dansk Teater, om Breidahl fandt sin Plads?

Meningen er naturligvis ikke, at Viserne skal være literære, at de ikke maa være noget Vrøvl, men det skulde gerne være bevidst Vrøvl: Aage Steffensen:

Det var Kaninen, der begyndtet var Kaninen der begyndte,
den sad paa Fjedervognens Hynde
og vrænged' Næse, mens den mimrede med Munden,
det var den, der først gjorde Nar ad Hunden.
Skal du skyde Skylden paa min Mynde,
naar det var Kaninen, der begyndte.
Skal saa'n en ægte Hanhund staa og være til Grin
for saa'n en lille Persille Kanin.

Eller Kjerulf og Steffensen:

Nu skal vi hjem i Buret
og kigge paa Pappegøjn.
Der har hun lagt og luret
og ventet i flere Døgn,
siger man noget erotisk,
saa vender hun Ryggen te,
saa staar man og glor idiotisk,
og saa er det Nat med de.

Det er helt og holdent ægte, rigtigt Københavnerhumør, og derfor gør det Lykke. Det daarlige gør aldrig Lykke. Man kan overhøre det, men længere strækker Folkets Taalmodighed ikke.

Mange Viser kunde synges med Gentagelsen af nogle Gloser uden Mening, naar blot Melodien og Fremførelsen er god. Det gælder naturligvis først og fremmest Skønsange. Ellen Gottschalck har Talent og Charme til at synge en Sang paa en smuk Melodi med Omkvædet: »Den har sin egen Melodi, der er et Væld af Toner i. Det er saa let at faa den lært, men glemme den, det er saa svært« - uden at nogen smiler paa forkerte Steder. - »Melodi« og »Æventyr« er ufejlbarlige Ord i Skønsange:

Fandt du, lille Pige, Lykkens Rige,
Æventyret her paa Jord?
Saa du Solen skinne paa et Minde,
som dybt i dit Hjerte bor.
Fik paa dine Veje du i Eje
Drømmen om en Kærlighed
som kan Lykken give dig og blive
din fra nu til Evighed?
Pige, fortæl mig et Æventyr,
husk, at vor Lykke saa hastigt flyr,
Tonerne klinger som Klokker, der ringer
langt borte, langt borte i din Lykkes Land.
Pige, fortæl mig et Æventyr
husk, at vor Lykke saa hastigt flyr.
Natten er stille, og Toner saa milde
os fryder og lyder som et Æventyr.

Læseren skal ikke gøre sig Ulejlighed med at finde Meningen, for der er notorisk ingen.

Man maa forstaa, at dette Palaver er fuldt ud fyldestgørende i det forhaandenværende Tilfælde som Akkompagnement til en iørefaldende Melodi. I dette Forhold ligger da ogsaa Viseforfatternes Undskyldning, selvom den er daarlig. Det følger nemlig aldeles ikke af disse Sanges Sukces, at det daarlige gør Lykke. Var de fremført, saa Ordene betød noget, vilde de uvægerlig være faldet. Den sidste Skønsang indeholder samtlige udtraadte lyriske Gloser og et tvetydig-sentimentalt Omkvæd. Melodien klarer Resten.

Tillige fremtræder det klart af ovenstaaende, hvad Publikum forstaar ved og kræver af Lyrik. (Sedorff.)

*

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 16]

Tiden og Publikum er medskyldige, men sagesløse i Revyens Forlis. Skuespillerne er uskyldige, Forfatterne har deres Andel og deres Undskyldning, men har Kritiken nogen?


Nu raaber Pressen paa Revyens Fornyelse, fordi Spørgsmaalet tilfældigvis er blevet Bladstof. Nu anvendes den store Maalestok og Satirekravene paa et lille harmløst Teater som Montmartreteatret, skønt det dog vel næppe er dets uafviselige Pligt at forny den Revy, som Skala under Haandklap kører ud i det rene Tyndslid, kun baaret oppe af Liva Weels fantastiske Register af ægte Skikkelser. Pressen har svigtet totalt. Revyen er det store, folkelige Instrument, som gavner og fornøjer. At Forholdet mellem det gavnlige og det fornøjelige har forskudt sig, kan Pressen ikke influere paa, men naar det lidt gavnlige, der er tilbage, forsumper i det pjattede og direkte skadelige, har Kritiken sit Ansvar. Det nytter ikke at bebrejde den enkelte Kritiker noget, ikke Sven Lange, at han svigtede Revyen som Kritiker - maaske Borberg, hvis endelig nogen; Men man kan bebrejde Pressen som Helhed, at den anser Undermaalere for gode nok til Vejledere over et Omraade, som baade kræver Talent og Dannelse. Dermed har Kritiken savet sin Gren over. Publikum regner maaske endnu godtroende med den - desværre, men Skuespillere, Forfattere, Teaterledere ikke.

Nogle Eksempler paa Kritik i Flæng:

Soc.-Dem.: »Det folkelige Tilsnit passer fortrinligt til det folkelige Nørrebro. Iscenesættelsen var smagfuld. Blot Instruktøren vilde skaane Publikum for Johannes Meyer i Underbukser.«

Ekstrabl.: »Olga Svendsen synes at leve i lykkelig Uvidenhed om, at der er Grænser, som ikke bør overskrides.« Tænk, det staar at læse i Ekstrabladet! Gud give, Revyen havde noget mere af Olga Svendsens Folkelighed - ikke fordi den savner det, men fordi vi aldrig kan faa nok af det. Om Ekstrabladet havde noget mere af det! Om hele den københavnske Presse blot viste et Glimt af Københavnerhumør. Ekstrabladets Sans for, hvornaar Grænsen overskrides, kan vi derimod hurtigt faa nok af.

Pol.: »Hr. Holger Reenberg havde Mindet om den store de Féraudy at fordunkle; lettere var det for Frk. Schwartz at fordunkle Mindet om Kate Fabian. Tænk, at Féraudy og Kate Fabian har spillet sammen - ja, Filmen er vor Tids Eventyr, hvor alt er muligt.«

Læser, tænk ogsaa paa Skuespilleren, i dette Tilfælde en, som blandt andet har ydet det udmærkede sammen med Liva Weel. I et og alt skal denne Arbejder staa Skoleret for Kritiken ved enhver Præstation - det er ret og rimeligt. Men skal Latterliggørelsen ogsaa lure ved Lejligheder, hvor man er sagesløs, ikke har optraadt, intet har gjort? Dette er skrevet i det Blad, hvor Edvard Brandes og Sven Lange grundlagde den skaanselsløse, men værdifulde Teaterkritik. Taktfuldhed, du sjældne. Du fjæler dig bag Simpelhed, Brutalitet, Kynisme, men man søger dig forgæves bag den dannede Dumhed. Ja, Pressen er vor Tids Eventyr, hvor selv den umulige har Muligheder.

Revyen har alle Kort paa Haanden. Den er vor Tids Kunst. En Fornyelse af dens Satire er ganske vist tiltrængt, men alene det er Sikkerhed for, at den ogsaa vil komme. Det humørfyldte i Revyen fornyer sig selv. Vi behøver ikke at bekymre os. Revyen og Folket er Humørets Hjemsted. Tværs over dansk Presse og tildels upaaagtet af den lever en lystig Tone.

Poul Henningsen.
________

I Nødden skal man knalde sine Fjender.


[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 17]

Pressekultur.

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Husk at lukke Sovekammervinduet!
[[billedtekst slut]]

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 18]

Jazzmusik og Kunstmusik.

Det er paafaldende, saa meget der i Udlandet som herhjemme i de senere Aar er blevet skrevet om Jazzmusikken. Snart anerkendende, snart fordømmende, men altid med en forudsætningsvis Anerkendelse af, at Fænomenet fortjener vor Opmærksomhed. Sagen er vel den, at Jazz'en er vor Tids egentlige Folkemusik, den Musik, der har det stærke Tag i de brede Befolkningslag, for hvilke Kunstmusikken, specielt vore Dages, er en saa godt som lukket Verden.

Det kunde formentlig have Interesse for en Gangs Skyld at betragte Forholdet mellem disse to Faktorer, Jazzmusik og moderne Kunstmusik, særligt den bemærkelsesværdige Tendens de i de senere Aar har vist til direkte at influere paa hinanden. Deres Slægtskab paa det rytmiske Omraade har længe været Genstand for Opmærksomhed.

En bredere Karakteristik af Jazz'en skal ikke gives her; blot et Par Ord. Der tales og skrives saa umaadelig meget om dens Afhængighed af Negerkunst, og man støder her paa mange besynderlige Vildfarelser. De seneste etnologiske Undersøgelser (Hornbostel f. Eks.) har vist, at der ikke i Jazzmusikken findes en eneste virkelig afrikansk Bestanddel. Afrikansk Trommerytme og Jazzrytme har intet med hinanden at gøre. Den typiske Jazzsynkope er af skotsk Oprindelse. Jazz'ens harmoniske Materiale er rent europæisk. Dens melodiske Bestanddel kan nærmest føres tilbage til det 19. Aarhundredes engelske Operette. De typiske jazz-lnstrumenter (Saxophon, Banjo etc.) er uden Undtagelse af europæisk Herkomst. Og dog er der ved disse europæiske Ingrediensers Afspejling og Bearbejdelse i den amerikanske Negerpsyke skabt en særpræget og ejendommelig Kunstform.

Man kunde parallelisere Jazz-Musikken (som al »almindelig« Dansemusik) med den anvendte Kunst: Opgaven er den rytmiske Bevægelse, Grundlaget for Dansen. De øvrige Faktorer er underordnet denne Hovedfaktor. Et Stykke banal Sangmelodi, oftest med erotisk- sentimental Stemningskolorit og Harmonik, giver Bevægelsen Kontinuitet og Form; Rytmen understøttes af en virkningsfuld Instrumentering; men i den bedre Jazz er disse Bestanddele sikkert afbalancerede, neutrale, upaatrængende, har ligesom intet »Ansigtsudtryk«. Man mindes Clemenceau's klassiske Bemærkning, da han første Gang saa moderne Dans: »Je n'ai jamais vu des visages si tristes et des derrières si gais!«. Det udtryksløse virker som Tristesse paa Grundlag af Bevægelsens Liv.

Paa Bestanddelenes rette Afbalancering beror Jazz'ens æstetiske Værdi. Det er formentlig netop denne Overeksponering af det mindre væsentlige, der gør, at man finder Ubehag ved de melodiske »Laan« fra Kunstmusikkens Verden, der har taget Overhaand i de senere Aar. De eventuelle Kolbøtter, Richard Wagner slaar i sin Grav under Udførelsen af Pilgrimskoret af Tannhäuser »som Jazz«, kan man vist se bort fra. Men selve Ideen er, set fra et Jazz-Standpunkt, daarlig og smager ubehageligt af Sensation, Geschäft og Dekadence. Enhver Musiker véd, at Frembringelsen af et saadant Produkt er et Spørgsmaal om et Minimum af Teknik og et Maksimum af Frækhed: det væsentlige i Dansemusikken, Rytmen, er paa ganske udvendig Maade presset paa et Stof, der har stærkt Særpræg og Egenværdi, og som giver den musikkyndige aldeles meningsløse Associationer. Produktet kan højst karakteriseres som en daarlig Vittighed.

Som Jazz'en har gjort Indhug paa Kunstmusikkens Gebet, har Kunstmusikken paa det sidste vist stærk Interesse for Jazz'en. Stravinsky har i sin Rag-time for 11 Instrumenter givet ligesom en Ekstrakt af Jazz'ens Karakteristika. Den veniale Musiker fornægter sig ikke, men det lader sig ikke

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 19]

overse, at Resultatet er blevet lidt benet. Stilen egner sig ikke godt til Abstraktion. Stravinsky har dog skabt en Værdi. Det samme kan desværre ikke siges om Ernst Krenek, der i sin Succes-Opera »Jonny spielt auf« har anbragt nogle halvtarvelige Jazzmelodier, der virker ganske uoprindelige og paaklistrede. »Kunst«musikken er her trukket ned i den ringere Dansemusiks Niveau. Kun én Musiker er det saa vidt ses hidtil lykkedes at udnytte Jazzmusikkens Egenskaber fuldt ud kunstnerisk og at løfte Stilen helt op i Kunstmusikkens Sfære: den unge Tysker Kurt Weill har i sit »Songspiel« »Mahagonny« (første Opførelse Baden-Baden 1927) skabt et enestaaende og ejendommeligt Kunstværk, som skal og maa bringes frem herhjemme, medens Tid er. Til Bert Brechts sære, halvt tyske, halvt engelske Tekster har Weill sat en Musik, der udelukkende støtter sig paa Jazz og engelsk »sentimental song«. - Musikken træder her i den sociale Polemiks Tjeneste, dobbelt virkningsfuld, fordi den benytter de mest folkelige musikalske Udtryksmidler. Med fast Haand har Weill tegnet nogle faa, men uforglemmelige Scenebilleder: den hamrende Caférytme i de to fulde Pigers Sang paa Kufferten »Oh show us the way to the next whisky-bar!« - den mærkelige Spleen-Stemning i Sekstetten »There is no whisky in this town«, hvor det er lykkedes Weill at kaste tragisk Skær over den stadigt tilbagevendende Replik: »Where is the tele-phone?« - den dumpe Fanatisme i Mandskvartetten: »Auf einem grauen Vormittag, mitten im Whisky, kam Gott nach Mahagonny« - den magtfulde Finale - hele dette Værk er vel nok det genialeste, ny tysk Musik har frembragt.

Fremtiden vil vise, om Mahagonnys Genre har Udviklingsmuligheder, eller om Værket skal forblive enestaaende i sin Art. Det er jo heller ikke udelukket, at Jazzmusikken under en fortsat Vekselvirkning kan give Kunstmusikken andre, værdifulde Impulser.

Jørgen Bentzon.

[[illustration]]

Oh, hammerslagne
Künstlerindustrikker,
Oh, Kunstens Skriftested
for Tidsfordriv,
kig lidt paa dette Horn
med samt Stativ!

Her er gjort Kunst,
men ikke rævet med det,
her skinner Tingen blank
og lystigt, brugelig,
og her er hverken sjælet
eller hævet ved det.

Man spør en Ragekniv,
om den kan skære,
og spør en Ske,
om man kan skuffe med den.
Men spørg en Kunstner,
om han kan la være,
for det er nemlig det,
der er det svære!


Wieth=Knudsen!

En Pjece paa 65 Sider, betitlet »Den europæiske Musiks Skæbnetime«. Et dilettantisk Produkt, affødt af grænseløs Begrebsforvirring og bundløs Uvidenhed. Et naivt Forsøg paa at »belære« i Ly af en Professortitel. Et Værk, hvis Form og Indhold umuligt kan danne Basis for en t i l t r æ n g t, s a g l i g Diskussion af den moderne Musiks positive og negative Indsatser. En Bog, der af »Nationaltidende«s Førstekritiker, Hr. Gunnar Hauch, karakteriseres som »ved siden af Carl Nielsens »Levende Musik« den stærkeste af de musik- æstetiske Publikationer, der i de senere Aar er fremkommet«!
J. B.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 20]

Nøgenhed og Forargelser

Af Peter P. Rohde.

For nogen Tid siden kunde man læse følgende Forespørgsel i et udbredt Dameblad: »Kære Brevkasse, vær sød og sig mig, hvordan jeg skal bære mig ad, naar jeg gaar sammen med en ung Herre i en Malerisamling og vi saa kommer til at staa overfor et Billede med nøgne Mennesker paa. Jeg synes det er saa frygtelig flovt. P. S. Kast mig nu ikke i Papirkurvene Svaret var ikke mindre karakteristisk: »De skal bare lade som ingenting.«

I Modsætning til meget gamle Dage, hvor den billedlige Fremstilling af det nøgne var Synd, fordi det nøgne var syndigt, er det nu blevet en Paragraf i den borgerlige Moralkodeks, at Fremstillingen af det nøgne godt kan tilla-des - naar man bare lader som ingenting. Hvad nærmere menes, maa staa hen i det uvisse, men den Ihærdighed, hvormed den Udstillingsbesøgende hengiver sig til »saglige« Betragtninger just overfor den Slags Billeder, i skarp Modsætning til de Begejstringsudbrud, Landskabsbilleder og deslige fremkalder, lader En formode, at det betegner en særlig kunstnerisk Indstilling. Man ser paa Objektet med en »Kunstners Blik«, venligst forudsættende, at en Kunstner betragter dette, ikke blot med andre Øjne end vi profane, men med en Sjæl, der er hævet over Forestillinger som Køn og Kød.

Gælder det derfor den fotografiske Gengivelse af det udækkede Menneskelegeme, er alting med ét forandret; og naar en Negerdanserinde forlydes at ville vise sig upaaklædt, staar Landet i Forargelsens Tegn.

Der rejser sig da det Spørgsmaal: Hvorfor skal man affektert Forargelse, hvor Naturen har dikteret Behag? Men det leder os til det mere praktiske Spørgsmaal: Er der Grund til at løbe Storm imod denne Forargelse, selv om den ikke kan begrundes fornuftmæssigt? Vi har jo saa mange Fordomme, vi slæber rundt med; og ret beset er alle de Domme, der tilsammen udgør en Enhedskultur, lige saa mange Fordomme. Kulturelt Fremskridt er derfor ikke Omstødning af Fordomme slet og ret, men af saadanne, som ved Tidernes Skiften er blevet uhensigtsmæssige, d v. s. er kommet paa Tværs af det øvrige Kulturkompleks og derfor virker hæmmende. Men er det Tilfældet med den Fordom, som Forargelsen over det nøgne er?

Det nøgne lader sig ikke uden videre, som naive Mennesker vil mene, isolere fra det kønslige. Det er en ren Abstraktion at tale om det nøgne Menneske. Der gives kun nøgen Mand eller nøgen Kvinde, og hermed er det seks-uelle sat som integrerende Bestemmelse ved Betragtningen af det nøgne. Men det seksuelle forholder sig til Elskov, Forplantning og Ægteskab. Nu er det jo ved at blive klart for enhver, ikke mindst efter de sidste Tiders forbitrede Bladpolemik, at nye Former paa disse Omraader er ved at bryde frem (dette er det faktiske, som ikke kan diskuteres; Berettigelsen er noget andet), der kræver det erotiskes Ret, altsaa uforfærdet anerkender, at det kønslige ogsaa er til og vil til - og skal til. Mens i tidligere Tider Ægteskab blev indgaaet væsentlig af Hensyn til Formuesomstændigheder, social Prestige o. 1., er nu den personlige Tilbøjelighed i Reglen overvejende, som den i frie Forbindelser er næsten eneraadende; det betyder undertiden en aandelig Samstemning, oftere blot en legemlig, og det var da at ønske, at Nutiden forstod at vurdere aandelige eller legemlige Fortrin lige saa vel som Fortiden de økonomiske eller sociale, saa de ikke købte Katten i Sækken.

Dette Problem er ikke ganske nyt: Saaledes skrev Thomas More i sin Utopia:

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 21]

»Naar de vælger Hustruer og Mænd, iagttager de en Skik, der forekom os meget latterlig.- En hæderlig Kone fremviser Kvinden, hvadenten hun er Jomfru eller Enke, nøgen for Bejleren, og ligevis fremviser en diskret Mand Bejleren nøgen for Kvinden. Denne Skik lo vi af og syntes, den var taabelig. Men de for deres Vedkommende undrede sig højlig over andre Nationers Daarskab, der, naar de købte en Hest, hvor dog kun en ringe Sum Penge stod paa Spil, var saa omhyggelige, at de, skønt den næsten var udækket, dog krævede Sadel og Seletøj taget af, for at der ikke derunder skulde skjule sig Saar og Misdannelser; men naar de vælger en Hustru, som skal være enten deres Fryd eller deres Plage for Resten af Livet, er de saa ligeglade, at de, da Kvindens hele Legeme er dækket af Klæder, kun kan dømme om en Haandsbred af hende (ti de ser kun hendes Ansigt); og saaledes tager de hende med stor Risiko for at noget ved hendes Legeme skal mishage dem.«

En saadan Visitation vilde vist næppe opfylde sin Mission, men jeg ved intet mere egnet Middel til Begrænsning af Nutidens paastaaede Tendens i Retning af Promiskuitet end en Kultivering af Sansen for det nøgne Legeme i Hvile og i Bevægelse og dermed følgende Vragning af dem, der ikke tilfredsstiller vore Idealer.

Det har ofte undret mig, at vore Revyteatre ikke i højere Grad end Tilfældet er, tager det nøgne i deres Tjeneste. De forspilder derved en Kulturmission. Man maa i det hele taget gøre sig klart, at man ikke kan lade sig opdrage alene af Kunstens Fremstillinger, thi den rette Vurdering af dem forudsætter den levende Indføling med Objektet. Dertil kommer, at Billedkunsten jo kun paa Sæt og Vis kan gengive Legemet i Bevægelse (og det levende Legeme er et bevæget Legeme), hvilket i endnu højere Grad kræver Førstehaandskendskab. Et Fotografi, der gengiver en Bevægelse, er eo ipso en Misforstaaelse. Man ser dette klart, hvis man tager et Værk som det nyligt udkomne »Der künstlerische Tanz unserer Tages« for sig, hvor de fleste Billeder er taget i et Bevægelsesmoment. Det ligger i Bevægelsens Natur, at den er en sukcessiv Udfoldelse i Tiden og saaledes unddrager sig Billedfremstilling. Dette er eklatant ved Fotografiet; i Kunsten er det Kunstnerens Opgave ved en Syntese af de sukcessive Momenter at skabe en Bevægelsesillusion, som dog kræver en højt udviklet Mentalitet og ligesaa rig Erfaring for at kunne tilegnes. Hvis saaledes Fotografiet oftest giver et forløjet Billede, er det endnu værre med Filmen som den nuomstunder fremføres med Orkestermusik som narkotisk Middel; den har dog ellers det sukcessive Moment til Raadighed; men Synet af det urytmisk bevægede Legeme ledsaget af udpræget melodiøs Musik er ren Fordærvelse for vore Rester af Instinkt for Rytme, Harmoni, Bevægelse.

Der bliver da ingen anden Mulighed tilbage end selve det levende, bevægede, nøgne Legeme. Og i dette Land, hvor saavel Klimaet som Politivedtægterne forbyder Folk at gaa nøgne paa Gaderne, maa det blive en Sag for Teatre og Museer. I Skolerne burde Eleverne tegne efter nøgen Model i Stedet for de traditionelle Gibssager.

Hvem tør paastaa, at den Fordom, som Forargelsen over det nøgne er, ikke er en Fordom, der hæmmer den Kulturudvikling, som faktisk finder Sted? Og mon man aldrig vil lære at forstaa, at det er taabeligt at ville dømme saadanne Grundforeteelser gode eller slette; de er Produkter af dybere liggende økonomiske Aarsager og fremstaar med Nødvendighed. Det er dem, der skal bestemme vore moralske Domme, ikke omvendt.

Det er en Fare for vort Kulturliv, at det nøgne kun ses under Synspunkterne Pikanteri og Synd. Men det er en endnu større Fare at ville undertrykke Dyrkelsen, [[NB]]c: Kultiveringen af det nøgne. Den, som ikke føler Behag ved det skønne, nøgne Legeme, er - hvis ikke en Hykler - en aandelig Eunuk, der har gjort Vold paa sin Sjæl. Det seksuelle Element, det saadanne Menne-sker frygter saa meget, skal ikke udslettes, men absorberes og indgaa i en

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 22]

forædlet Betragtningsmaade. Det er al Kulturs Gang. Ved at dyrke det skønne Legeme paa denne Maade, har man allerede overskredet det kun legemliges Sfære og sat en aandelig, nemlig det skønne. Enhver Kultivering fører ifølge sin Natur til noget højere. Om dog vore Moralister engang vilde begribe dette!

I den græske Oldtid var Erotikken ligefrem et Middel til aandelig Fuldkommelse. Saaledes siger i Symposion Alkibiades til Sokrates: »Det forekommer mig, at du alene har vist dig værdig til at være min Elsker. For mig er intet vigtigere, end at jeg kan blive saa god og dygtig som muligt; og til at opnaa dette mener jeg, at ingen kan blive mig en virksommere Hjælpes end du. Derfor vilde jeg skamme mig langt mere over for de forstandige Folk ved at undlade at imødekomme en saadan Mand som dig end overfor Hoben og de uforstandige ved at imødekomme dig.«

Dette er den udskregne græske Pæderasti, hvor Eros er Vejen til Visdom, Nøgenhed Udtrykket for det fuldkomne. En saadan Idealitet er aabenbart ukendt i vore Dages mand-kvindelige Erotik under Ægteskabets Tegn, hvis højeste Dyd er Troskab (som rent kropslig Kategori).

Mod denne Nutidens endnu dominerende Raahed og Materialisme maa der protesteres.

Peter P. Rohde.
________

Man skal ikke købe Konen i Særken.


Det principielle og det aktuelle.

Forfatteren Peter P. Rohde skal bydes velkommen med en Kommentar. Det er værdifuldt, at han formaar at se principielt paa Sagen, for der findes ikke noget andet holdbart Standpunkt end det principielle; men det er, som om Spørgsmaalet svæver, hvis Principerne ikke sættes i Relation til Tiden, den aktuelle Situation. Revyen har virkelig taget det nøgne i sin Tjeneste saa stærkt, som Politivedtægterne tillod det. Hvert Fremskridt har været synet af Politiet. Den har saaledes udført sin Kulturmission paa dette Omraade, og de to Billeder paa næste Side viser med ønskelig Tydelighed Forskydningen i den almindelige Opfattelse. De er valgt tendentiøst; men det er nok at konstatere, at den ene Dame vilde være en utænkelig Forekomst i 1905 og den anden nu.

Heller ikke lægger Hr. Rohde tilstrækkelig Vægt paa, at her er Tale om Skikke, Vaner, paa hvilke vi kan influere, men hvis Udvikling dog maa foregaa kontinuerligt Stærke Forskydninger i saadanne Vaner, f. Eks. Krig, fører til Fald i Kulturen, og hvis man ikke understreger dette, saa vil den tyske Nøgenbevægelse straks dukke op i Læserens Bevidsthed og stille ham antipatisk til hele Synspunktet. I Tyskland er nemlig Tale dels om Nøgendyrkelse som Hysteri og Religion og dels om homoseksuel Pornografi.

Her ligger Situationen sundere. Sporten har betydet sit, Badelivets Udvikling er baade Aarsag og Virkning, men paa Badningen er vi endnu ikke oppe paa en virkelig Kultur (man kunde ogsaa kalde det Naturlighed), svarende til den, sydligere Lande besidder, f. Eks. med Hensyn til Forrettelsen af Nødtørft. Det hele er et Spørgsmaal om Omgangsformer, og Sagen er efter min Mening i det bedste Spor.

Tillad mig tilslut en Oplysning, som kan have Betydning for Sokrates Minde, nemlig om Forholdet til Alkibiades, som vi kender det fra Symposion. Hr. Rohde citerer naturligvis korrekt, men det fremgaar ikke deraf, at Alkibiades Gang paa Gang frier til Sokrates og faar Nej. Alkibiades udtrykker sig i ovenstaaende Citat saa paagaaende, at Læserne kunde tro, det var Sokrates, der havde friet, men han foretrak Xantippe.
P. H.
________

Vi agter at optage Kriminaltidendes Kulturmission.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 23]

[[illustration]]

1928

1905

Øverst Danserinden Anna May Wong,
nederst Mlle G. Barral.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 24]


Forkørselsret

Der er en Tilbøjelighed til at opfatte Byplanspørgsmaalet som et Spørgsmaal om Trafik, og dermed har det næsten intet at gøre. Det er derfor med nogen Forsigtighed, at denne Artikel om almindelige Færdselsproblemer og -forordninger skrives. Men naturligvis gaar der en Linje fra Færdselsarrangementerne over i Byplanproblemet. Opstillingen af Stopskilte giver for Eksempel virkelig et Billede af Byens Komposition - et sandt eller falsk, eftersom de er rigtigt eller galt opstillede.

Denne Artikel gentager altsaa ikke den sædvanlige Misforstaaelse: at gøre Byplanspprgsmaalet til et Trafikproblem, men søger netop omvendt at paavise, at Trafikspørsmaalet bør gøres til et Byplanproblem.

*

Den stadig standende Strid om Højreforkørselsretten er nu kommet ind i en ny Fase. Fra Politiets Side anerkender man baade direkte og indirekte, at det var en daarlig Regel - den har faktisk ogsaa adskillige Menneskeliv paa Samvittigheden - , men man søger at bøde paa dens daarlige Virkninger ved at indføre en subsidiær Bestemmelse om Hovedgadens Forkørselsret sammen med Højreforkørselsret - saaledes, at begge kørende Parter faar Ansvaret, naar de mødes i et Kryds mellem en Sidegade og en Hovedgade. Rent umiddelbart skulde man mene, at Fastlæggelsen af Ansvaret paa to modsatte Parter i en Sag var det samme i Praksis som at fritage begge Parter. I hvert Fald er Forkørselsretten derved erstattet med en dobbelt Tilbageholdelsespligt, som kun kan sinke Færdselen og derved nedsætte vore Gaders i Forvejen ikke for høje Færdselskapacitet. For nylig er ogsaa Pligten til at give Signal ved alle Sidegader, som passeres, opgivet af Hensyn til Roen, men det var virkelig en logisk Følge af Højreforkørselsretten. Man kan nu sige, at der hersker et Anarki paa dette Omraade, som ingenlunde er bedre end før Reglernes Indførelse.

Politiets Indvendinger mod at klare denne Sag i Overensstemmelse med den sunde Fornuft er to: For det første mener man, at det er umuligt eller i højeste Grad farligt at ændre en stærkt (man kan ikke sige godt) indarbejdet Regel, og for det andet anser man det for ugørligt at indføre Hovedgadens Forkørselsret, fordi det er for vanskeligt at skelne Havedgade fra Sidegade overalt og for dyrt at markere det ved Skiltning.

Hvad den første Indvending angaar, er den let at tilbagevise. Først og fremmest maa det siges, at hvis Politiet mener, at Færdselsreglerne har en saadan uomstødelig Karakter, saa er det dobbelt utilgiveligt, at man har indført en saa daarlig Regel som Højreforkørselsretten, skønt der løftede sig nok af advarende Røster mod den i sin Tid. Der havde været god Grund for Politiet til at tænke sig om.

Men dernæst passer det slet ikke, at en saadan Regel ikke lader sig ændre, selv om den er indgaaet meget stærkt i de kørendes Underbevidsthed. I Lande med Venstrekørsel i Modsætning til vor Højrekørsel nærer man den samme Betænkelighed ved at ændre Reglen til Kørsel i højre Side, som det er almindeligt i de fleste Lande. Men Sverige, som har Kørsel i venstre Side, maa dog i Antal af Ulykker, dels foraarsaget af fremmede Køretøjer i Sverige og dels af svenske Køretøjer i fremmede Lande med Højrekørsel - skatte lige saa stærkt maaske om Aaret, som det vil komme til i den korte Overgang een Gang for alle, hvis Højreforkørselsretten blev indført i Lighed med Nabolandene og Størstedelen af Verden. Der vil faktisk ikke ske andet, end at Trafiken bliver bevidst og forsigtig, indtil den nye Regel er blevet indarbejdet.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 25]


De fleste Ulykker sker netop paa Trods af Erfaring, Dygtighed og under ubevidst Kørsel, og de færreste sker, naar Folk kører langsomt og bevidst under uvante Forhold.

Den anden Indvending er vigtigere, at Hovedgadens Forkørselsret vanskeligere lader sig gennemføre og fortolke i de enkelte Tilfælde. Ogsaa jeg har fra første Færd kæmpet for denne Regel under den Form, at Byens Hovedgader blev markeret. Jeg har ment, at det kun var til Støtte for Oplevelsen af Byens Komposition, naar hvert Kryds blev markeret, saa man straks opfattede, at dette var den sekundære Gade, der skar den primære. At tale om uoverkommelige Vanskeligheder ved en saadan Markering er na-turligvis urimeligt. Men det forekommer mig ogsaa ved nærmere Eftertanke ganske overflødigt at gennemføre Hovedgadens Forkørselsret ad denne Vej, da man kan gaa langt simplere tilværks.

En simpel Gennemtænkning af Højre- og Venstreforkørselsretten viser rent umiddelbart, at Højreforkørselsretten er identisk med Sidegadens For-kørselsret, mens Venstreforkørselsretten er identisk med Hovedgadens Forkørselsret. (Forudsætningen er naturligvis, at man har Højrekørsel. Hvis man kører i venstre Side som i Sverige, bliver Reglen den omvendte.)

Dette ligger i, at Højreforkørselsretten giver Ret til at overskære den første af de to parallelle, modsat rettede Kørebaner paa en Gade, men ikke den anden. En Vogn fra en Sidegade har Forkørselsret, til den er kommen midt ud paa Hovedgaden. Dér maa den saa vente ude paatværs af Hovedgadens Færdsel, indtil der bliver et Hul i Vognrækken, som skiller den fra Sidegadens Fortsættelse. Vensteforkørselsretten derimod paabyder Vognen fra Sidegaden at holde tilbage for første Kørebane, d. v. s. at blive holdende i Sidegaden - indtil der bliver Mulighed for at komme over første Kørebane. Saa er den kommet midt ud paa Hovedgaden og er endda anbragt paa tværs af den, og saa skal den naturligvis have Forkørselsret for at komme væk.

Det siger sig selv, at hvor de to Gader er lige lidt eller lige stærkt trafikerede, kan Venstreforkørselsretten lige saa lidt som Højreforkørselsretten markere, hvilken der er Hovedgade og hvilken Sidegade, for de er jo lige gode. Man kunde da tænke sig, at ogsaa de to Forkørselsregler var lige gode i saa Tilfælde. Men nærmere beset er de det ikke. Højreforkørselsretten indeholder nemlig det Fænomen, som vi kender daglig fra vore Kryds (hvor der ikke er Stopskilt), Færdselsknuden. Da Højreforkørselen giver Ret til at overskære første Kørebane, vil samtidige Vogne kunne køre frem og holde mod hinanden i et smukt, men uløseligt Mønster, hvoraf der kun kan bakkes ud. Derved kommer Højreforkørselen til at betyde store daglige Udgifter, ikke alene i Forsinkelser, men ogsaa ved Postering af Færdselsbetjente i Kryds, som under en anden Forkørselsregel kunde passe sig selv til Gavn for Trafikhastigheden. (Hvor udmærkede Stoppeskiltene er, saa maa det nemlig aldrig glemmes, at de i sig selv er et Onde, sikkert et nødvendigt Onde adskillige Steder; men opstilles de, hvor Trafiken kunde passe sig selv, eller benyttes de paa Tider, hvor Trafiken ikke er stærk nok til at berettige dem, betyder de en direkte Forsinkelse og Trafik-Ophobning, som nedsætter Ga-dernes Kapacitet.)

Naturligvis indeholder Venstreforkørselsretten i et lige Kryds [[c:]] hvor ingen Gade er Hovedgade, en lignende Mulighed for, at fire Vogne kan komme samtidig, hvorved Forkørselsretten ikke lader sig praktisere. Men ved Venstreforkørselen maa de fire Vogne saa holde i hver sin Gademunding og ikke i Knude midt paa Krydset, og dermed er Sandsynligheden for Bedømmelsen af Ligetidighed fra fire Køretøjers Side forringet omtrent til Nul, og i det sjældne Tilfælde er der Plads og Mulighed for den Fremvinkning, som nu i høj Grad benyttes for at klare de Vanskeligheder, Højreforkørselsretten daglig skaber. (Det er ellers mod Trafikens egoistiske Tanke, at en Chauffør skal

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 26]

vinke en anden Vogn frem, og dette nu saa brugte Middel viser bedst, hvilke unormale Situationer Højreforkørselen bringer Trafiken i.)

Endnu kunde man spørge: Hvad er det da i Venstreforkørselen, der markerer Hovedgadens Forkørselsret, og hvad i Højreforkørselen, der markerer Sidegadens Forkørselsret? I lige Kryds sker der ingen Markering; hvordan kan en simpel matematisk Regel skelne mellem Hoved- og Sidegade?

Det er ganske simpelt. Det ligger i selve Trafiken. Hvis i et lige Kryds et Ligtog eller en tilfældig Vognrække passerer, saa forvandles af sig selv Krydset til et ulige Kryds af Hovedgade med Sidegade, indtil Færdselen igen bliver normal, og i den korte Tid vil saa Højreforkørselen give den midlertidige Sidegade en Ret, mens Venstreforkørselen vil give den midlertidige Hovedgade en Ret.

Ved Højreforkørselen er det almindelig kendt, at den kørende maa vogte paa hver eneste Sidegade, naar han for Eks. kører paa Vesterbrogade. Ved Venstreforkørselen skal han ikke vogte paa Sidegaderne, for de har ingen Forkørsel paa hans højre Haand, og de, der kommer fra venstre, har først Forkørselsret, naar de har passeret de modgaaende Køretøjer paa Vesterbrogade.

Den kørendes Agtpaagivenhed overfor tværkørende bliver saaledes simpelthen bestemt af den mod ham kørende Trafik. Hvis den mod ham kørende Trafik er stærk og kontinuerlig, kan han ikke frygte tværgaaende Trafik. Kommer der et Hul i den modgaaende Trafik eller er den svag, maa han regne med Muligheden af tværgaaende Trafik. Men den tværgaaende Trafik er da ogsaa anbragt saaledes midt ude paa Hovedgadens Kørebaner, at det i alle Parters Interesse er bedst at give den Forkørselsret.

Det er klart, at Venstreforkørselen fører til minimalt Brug af Hornet, mens Højreforkørselen fører til maksimalt Brug af Hornet.

Endnu kunde man spørge, om det ikke med Venstreforkørsel bliver endnu vanskeligere at komme tværs over en Hovedgade, altsaa fra en Sidegade over i den modsatte. Teoretisk er der i saa Henseende ingen Forskel paa Højreforkørsel og Venstreforkørsel. Ved Venstreforkørsel ligger Vanskeligheden i at komme ud paa Hovedgaden; men er man der først, har man Forkørselsret ud af den. Ved Højreforkørselen er det teoretisk let at komme ind midt paa Hovedgaden; men er man først der, har man Tilbageholdelsespligt.

I Praksis maa man sige, at det vil blive noget vanskeligere at komme over en Hovedgade fra Sidegade til Sidegade med et Køretøj, hvis Venstreforkør-selen indføres. Men alle Ulykker er jo netop ogsaa sket, fordi det med Højreforkørselen var alt for let.

*


Naar disse Betragtninger er fremstillet saa grundigt, saa ligger det i, at de tilfældigvis, saa vidt Forfatteren véd, ikke er fremsat tidligere, i hvert Fald ikke saa tilgængeligt, at de er gaaet ind i den almindelige Bevidsthed. Diskussionen drejer sig altid om Højreforkørsel eller markeret Hovedgadekørsel, medens Venstreforkørselen ikke diskuteres. Det maa give Almenheden det Indtryk, at Højre eller Venstre paa dette Felt er teoretisk ens ganske ligesom Højre- eller Venstrekørsel i Gaderne. Det er altsaa ikke Tilfældet. Til Højrekørsel hører logisk Venstreforkørsel, og det er mig ikke muligt at se nogen Indvending for Venstreforkørselsrettens Indførelse i Danmark.

Poul Henningsen.
________
Fodgængerne render rundt i Færdselsreglerne. Det er ogsaa snart den eneste Motion, de faar.
________
Hvor længe skal vi fattige Stoddere oversprøjtes af Kloakvand, hver Gang de rige Snudeskafter kører forbi i deres Oakland!

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 27]

Naturen og Forskeren.

Af Professor A. Mentz.

Man skulde tro, at de sidste Aars stadigt standende Strid om Naturfredningens Maal og Mening efterhaanden havde bragt en vis Klaring af det tilsyneladende ganske enkle Spørgsmaal om Værdien af, at man søger at opretholde Landskaber med det dertil knyttede Plante- og Dyreliv i netop den Form, hvori det nulevende og de nærmest forudgaaende Slægtled kender dem. Men nogen absolut Klaring har Diskussionen aabenbart endnu ikke givet. Og derfor er det vel berettiget atter engang at søge lidt til Bunds i de Motiver, der oprindelig laa til Grund for Naturfredningsbevægelsen i vort Land, og som efter mit Skøn fremdeles er de overvejende.

Bevægelsen for Naturfredning, der er af international Karakter, og som i Løbet af forrige Aarhundrede ogsaa i Norden havde givet sig visse Udslag, kom dog først i Begyndelsen af indeværende Aarhundrede ind i en fastere Bane. For Danmarks Vedkommende skete det derved, at de 3 naturhistoriske Foreninger i København enedes om at danne et af Delegerede fra Foreningerne sammensat Udvalg. Dette Organ, Udvalget for Naturfredning, satte som sit Maal at værne om Plante- og Dyresamfund, saavel som om enkelte Plante- og Dyreformer af særlig Betydning for vort Lands Natur, og at søge fredet »særlig naturskønne Egne, Landskaber og Landskabsformer ..., der er ejendommelige for vort Land eller tjener til Belysning af dets Historie, saaledes at Efterverdenen gennem slige Eksempler vil kunne danne sig et Begreb om Landets tidligere, naturlige Udseende og dets oprindelige Dyre- og Plante-verden, alt dette dog kun under Hensyntagen til berettigede kulturelle og materielle Krave« (Maj 1906).

Selv om der jo nok i dette af Udvalget vedtagne Program findes et Stænk af Æstetik, saa er det dog i første Linje formet paa rent naturhistorisk Basis og repræsenterer alene Naturforskernes ønsker.

Det er derfor forstaaeligt, at man ud fra mere almene eller -om man vil - folkelige Synspunkter end de rent naturvidenskabelige i 1911 dannede et nyt Organ for Naturfredning, nemlig Foreningen for Naturfredning. Den fremkom paa Initiativ af eller i alt Fald i nær Tilknytning til den danske Turistforening, og dette Forhold har unægtelig sat sit Præg paa den Virk-somhed, som Foreningen siden har udfoldet. Selv om man end ønsker den mere aandelige Side af Turismen alt muligt Held, naar Talen er om Adgang til naturfredede Arealer, er jeg dog ikke overbevist om, at dette Formaal, som Naturfredningsforeningen ogsaa paatog sig, er og har været den bedste Garanti for Naturens Fred.

Efter Foreningens Indgriben i Sagernes Udvikling blev Begrebet Naturfredning langt mere omfattende, end Naturhistorikerne nogensinde havde tænkt sig det. Dette fremgik med al ønskelig Tydelighed af det Forslag til Lov om Naturfredning, som Foreningen i 1912 tog Initiativet til, og som fra et rent Naturfrednings-Synspunkt maatte være utilfredsstillende.

Det handlede ganske vist og selvfølgeligt om Beskyttelse af Naturen, men gik ikke mindst ud paa at sikre Befolkningens Adgang til Landets Kyster, især nær de større Byer. Dette var ganske sikkert et fortræffeligt Formaal, men egentlig Naturfredning tilsigtede det alligevel ikke. Desuden omfattede Forslaget ogsaa Beskyttelse for gamle Bygninger og andet Menneskeværk. Kort sagt: det var et Sammensurium af meget heterogene Fredningsobjekter og motiveret gennem næsten diametralt modsatte Formaal.

Forslaget forelagdes Rigsdagen. Udvalget for Naturfredning pillede vel noget derved, efter min Opfattelse og trods min Protest ikke radikalt nok;

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 28]

men Udvalget fik vel iøvrigt dog nogen Indflydelse paa den endelige Skikkelse, Forslaget fremtraadte i, da det efter behørig Behandling af Administration og Rigsdag vedtoges som Lov i Aaret 1917.

I en Række af Aar har Loven for Naturfredning virket, og efter dens Bogstav og Aand er der foretaget adskillige, mere eller mindre betydende Fredninger. En Revision af Loven var som bekendt til Debat i Finansaaret 1925 - 26, men gennemførtes ikke.

Det er ikke her Stedet at omtale, hvad der allerede er fredet i vort Land, Fredlysninger, som man næppe uden tvingende Grunde ønsker at ophæve, selv om Stemningen maatte blive en anden end den, der raadede dengang, de førtes ud i Livet.

Hvad det her gælder om, er en Drøftelse af, i hvor høj Grad og af hvilke Grunde man bør fortsætte ad den Vej, der nu engang er betraadt. Og i Tilslutning hertil vil det være rigtigt at tænke paa, hvilke Ofre man i Fremtiden fra Samfundets Side maa yde for denne Sags Skyld.

Der har i den sidste Tid været slaaet stærkt til Lyd for Oprettelsen af Nationalparker, d. v. s. fredede Naturomraader af særlig karakteristisk Beskaffenhed. Selve den flotte Glose »Nationalpark« er jo hverken ny eller retvisende. Nu foreslaas andre Udtryk for det samme: »Naturpark« eller »Landspark«; man finder vel nok en bedre Betegnelse, om det ellers gøres nødigt. Store Nationalparker er som bekendt afgrænsede i Nordamerika, i Sverige og i forskellige andre europæiske Lande - ofte paa en i økonomisk Henseende ret værdiløs Grund. Og nu kræves det, at Danmark i højere Grad end tilforn skal gaa i disse Landes Fodspor, og ganske særligt ønsker man i Tide at sikre Eksistensen af de vigtigste Landskabstyper eller Vegetationstyper i vort Land. Det bliver nærmest et Spørgsmaal om Dimensionerne. Thi de fleste af disse Typer er repræsenterede blandt de allerede fredede Arealer i Danmark, selv om de altsaa ikke kan nyde Æren at faa hæftet Etiketten »Nationalpark« paa sig, og selv om de, der burde vide Besked, og i alt Fald let kunde skaffe sig den, ikke kan faa Øje paa disse saakaldte »Smaapletter«.

Forøvrigt erkender jeg med stor Glæde, at vi bør sikre os endnu mere anselige Paradigmer end dem, der allerede er fredede. Og her undgaar jeg ikke at komme ind paa Enkeltheder.

Der er i vort Land fredet visse Arealer af Lynghede, baade flade Heder og bakkede Heder. Men det er ønskeligt at faa endnu flere Hedearealer fredlyst, mens Tid er, og ikke mindst maa man ønske at faa et eller flere Arealer af saavel flad som bakket Hede af store Dimensioner bevaret for Fremtiden i deres nuværende Tilstand. Det glæder mig her at være enig med Folketingsmand Sørensen Vanggaard, der i en Kronik (i Vendsyssels Tidende for 7. Juli i Aar) udtaler: »At sikre store og ejendommelige Partier af den oprindelige jyske Hede er endnu kun i ringe Udstrækning blevet Alvor - - «. Folketingsmanden beklager, at man ofte tankeløst anlægger Plantager paa de skønne Bakkedrag med Lyng, med Bøgekrat og Oldtidsveje, og han siger mere, der vidner om en vaagen Interesse ikke mindst for Vendsyssels Natur.

Det kan maaske være vanskeligt nok at finde passende store Arealer af bakket Hede. Men lykkes det, maa Fredningen, selv om den utvivlsomt vil berede mange Vanskeligheder og kræve betydelige økonomiske Ofre, gennemføres. Lad da et saadant stort Hede-Bakkeland blive først og fremmest et Objekt for Naturforskningen! Men lad den tillige for Almenheden være et, naturligvis altid tilgængeligt, Minde om den mærkelige Vegetationsformation, som forhen har præget saa vide Strækninger af Jyllands Jord!

At den rene Lynghede har maattet vige for Kulturbestræbelser kan ikke i Almindelighed beklages - ikke engang, naar disse Bestræbelser endnu ikke har givet et økonomisk positivt Resultat. Ogsaa disse forhadte Kulturbestræbelser kan være af en vis Skønhed. Jeg behøver blot at henvise til Mols

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 29]

Bjerge ! Hvis dette pragtfuldt formede Istidsland havde været urørt Hede og Skov, vilde det maaske have været endnu mere henførende end nu. Men selv den Dag i Dag er »Bjergene« for den jævne Naturelsker en bedaarende Verden, maaske ikke mindst, fordi denne fattige Jord ejer en rig Afveksling mellem Lyng- og Enebærheder og smaa Rester af naturlige Løvskove, mellem plantageklædte Højdedrag og gamle, daarlige Græsmarker med et Spind hen over sig af blaat og gult og rødt, de sarte Farver af de fremherskende Planters Blomster. Selve Landskabets dristigt svungne Linjer forstyrres ikke eller meget lidt af den tilfældigt raadende Plantevækst. Ja, selv godt lykkede Kulturarealer, ikke mindst Markerne med den gule Lupin, som af Molboerne for- nuftigvis synes udnyttet mere end af andre magre Egnes Folk, selv disse har deres Skønhed. Og lad mig tilføje, at man vist bør være lidt varsom med at fæstne Betegnelsen »Kultursteppe« til det Kulturland, som Molboerne og andre brave Jyder i deres Ansigts Sved har skabt af den karrige Jord!

At vi endvidere maa ønske et eller flere Klitarealer fredlagte, er for mig ganske selvindlysende. Vi har nu Raabjerg Mile, et prægtigt Ørkenlandskab, som det falder mig lidt svært at betegne som »Nationalpark« eller noget andet med »Park«. Men vi burde have flere, især af Vestjyllands dejlige Klitterræn'er, udlagte som Fristeder for Vegetation og Dyreliv. Der er ingen god Mening i, at alle vore Klitter beplantes med Bjergfyr. Det kuperede Klitland og de flade, fugtige Sletter derimellem, de sidste vel ikke mindst som gode Fristeder for Fuglelivet, maa bevares af naturhistoriske Grunde. Der er sikkert endnu Arealer af stor Værdi i naturvidenskabelig og skønhedsmæssig Henseende at vælge imellem (lad mig i Forbigaaende nøjes med at nævne Skallingen, Thomas Lange's Eventyrets Land!) Og de er af saa ringe økonomisk Værdi, at det ikke kan koste store Ofre at faa et eller flere Paradigmer paa denne Landskabstype fredlyst.

Gaar vi til andre Typer, vore Moser og Enge, er Forholdet et noget andet end for Heden og Klitten. Thi Moserne repræsenterer i flersidig Retning en større økonomisk Værdi, og det er ganske udelukket, at Samfundet kan lade disse være uænset. Selv de daarligste af dem, nemlig Lyngmoserne, kan ved fornuftig Behandling direkte og indirekte give et positivt økonomisk Udbytte. Dette gælder f. Eks. Store Vildmose, hvor nu 1100 ha smukke Græsarealer har afløst den mos- og lyngklædte Flade, og hvor i Sommer ca. 3000 Husdyr fandt deres meget rigelige Føde.

Men naturligvis skal vi have en eller flere Lyngmoser fredede udover dem, der allerede er det. Opgaven bliver blot ikke let at løse. Det beror paa Uvidenhed, naar det er sagt, at vi ikke skulde eje store, sammenhængende Mosearealer, at den Tid er nær, hvor de ikke mere kan skaffes til Veje. Dette er ikke rigtigt. Men Vanskeligheden ligger her i det økonomiske Offer, der maa bringes for at realisere en Fredning af en stor og uberørt Lyngmose, hvor det ejendommelige Plante- og Dyreliv faar Fred for evige Tider.

Iøvrigt er det jo rigtigt, at mange, ja, de allerfleste af vore smaa Moser i Tidens Løb - ikke helt urimeligt - er blevet tømt for deres bundne Varmeenergi. Men for manges Vedkommende er »Ulykken« endda ikke saa stor. Se paa, hvordan Naturen selv er i Stand til at læge de Saar, Mennesket har tilføjet Moserne! Det er ikke noget kedeligt og ofte et meget lærerigt Billede, der her er skabt.

I økonomisk Henseende stiller det sig vel endnu værre, naar Talen bliver om Tørveengene langs Jyllands slyngede Aaløb. De giver uden mange Kunsters Udfoldelse baade Føde og lidt Brændsel. Men deres Kultur er jo i de sidste Decennier taget op i et rivende Tempo: Aaløbet er rettet ud, Grøfterne rensede op, Kunstgødning strøet ud over Grønsværen til Forbedring af det oprindelige, men tarvelige Græsdække. Ofte har Ploven vendt op og ned paa Jordsmonnet, og der er skabt Betingelser for en ny Generation af værdifulde

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 30]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Den kultiverede Vildmose.
[[billedtekst slut]]

Foderplanter. I alt dette er der dog heller ingen større »Ulykke«. Thi for den umiddelbare Naturbetragtning, der kun ønsker at mætte sig ved Synet af grønne Enge, kan det være ligegyldigt, hvilken Sammensætning Græsdækket har. For Naturhistorikeren vil det derimod være overordentlig meget værd, om den Halvkultur, som alle Enge tidligere prægedes af, og som endnu kan findes, maatte blive opretholdt. Og endnu bedre vilde det være, om det kunde lykkes fuldstændigt at fredlyse visse Arealer af Enge, hvor Aaløbet bevarer sine sære Krumninger. Geografisk set har det en ikke helt ringe Interesse at studere Betingelserne for disse slyngede Aaløbs Fremkomst. Men retter man alie de krumme Linier ud, som ikke alene er smukke, fordi de efterhaanden bliver sjældnere - den lige Linje gennem en Eng har dog ogsaa en vis Skønhed - , saa er dermed dette Emne fordærvet. Fra et naturhistorisk Synspunkt vilde det under alle Omstændigheder være af største Interesse at faa en Tørveeng af anselige Dimensioner unddraget enhver Indgriben.

Om vore Skove er det overflødigt at sige mange Ord. Her mødes i Almindelighed Ønskerne om Fred og ingen Fare for Skovens Bevarelse og om størst mulig Adgang dertil - to hinanden ofte modsatte ønskemaal! For den naturhistoriske Betragtning er Problemet om de forskellige Skovtypers Opretholdelse dog temmelig indviklet og vanskeligt, og det maa ikke overses, at mange, maaske de allerfleste af vore fredede Skovarealer i mere eller mindre høj Grad er Produkter af Kultur og slet ikke oprindelig Natur. En Fredning deraf er dog naturligvis ligefuldt berettiget. Selvfølgelig gælder det tillige om at opsøge og værne ogsaa om de Rester af oprindelig Skov, der endnu findes i Danmark.

Vender vi os endelig til Danmarks Kyster, er der her nok at værne om. Klitterne har jeg allerede nævnt med et Par Ord. Men ogsaa mange andre Led af den lange, danske Kystlinje med dens herligt vekslende Præg bør naturligvis fredlyses. Det er umuligt og forresten ogsaa overflødigt her at gaa i Enkeltheder. Bornholms Granit, Møens Kridt og Stevns Klint og mange andre Klinter i vort Land er vel kendte og gode Eksempler. Og i denne

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 31]

Forbindelse tør vel ogsaa nævnes de mærkelige gamle Kystdannelser i Øst-Vendsyssel, som nu ligger i Rimmer og Dobber.

Naar Talen er om vore Kysters Fredning, er det saa heldigt, at de naturvidenskabelige Hensyn i særlig Grad kan forenes med sociale og hygiejniske. Hvilket Hensyn, der er eller bør være det mest tungt vejende, kan ikke i Almindelighed slaas fast, men maa afgøres i hvert enkelt Tilfælde, og det vil vel i visse Fald kunne ske paa en saadan Maade, at begge Hensyn faar lige Ret.

Foruden Fredning af de vigtigste Landskabs- og Vegetationstyper ønsker Naturforskerne tillige, at der værnes om enkelte Objekter af Dyr og Planter, som ved deres Forekomst og Egenart yder noget, jeg kan gerne sige sjældent, uden at det derfor straks maa opfattes som noget uddøende, som noget, der ikke rummer Muligheder for en just gennem Fredning betinget videre Udvikling. Intet vil for Naturforskerne og for den store Mængde Naturelskere indenfor vort Samfund være mere tiltalende, end om de Plante- og Dyrearter, om hvilke der nu hæges, tiltager i saadan Mængde, at man ikke længere behøver at give dem særlig Beskyttelse! Naar Linnæa borealis engang faar bredt sig videre ud i vore Naaleskove, er der næppe nogen Grund til at frygte dens Udryddelse. Og hvis de nu sjældne Fugle som Skehejre, Rørdrum og Ellekrage o. m. a. indenfor passende Omraader fredes lovformeligt og især efter god Jægermoral, saa bliver baade Ornithologen og vi andre Naturvenner en lang Række Glæder rigere. For Fredning af enkelte Objekter kræves maaske Fredning af smaa Arealer, men Naturhistorikerne ser intet hellere, end at en Fredning af mange saadanne tilvejebringes.

Jeg tror tilstrækkelig tydeligt at have angivet den Interesse, Naturforskningen nødvendigvis maa have for Naturfredningen. Og jeg har ikke lagt Skjul paa, at det primære Motiv for en Bevarelse af Naturen maa være Hen-synet til Naturens Udforskning.

Heroverfor vil man maaske indvende, at Naturforskerne er en saa forsvindende Part af Samfundsborgere, at deres Interesser er for snævert et Grundlag for de store Ofre, der maa bringes for at skaffe Naturen den ønskede Fred.

Men for det første kan ingen fortænke Naturforskere i, at de længst muligt forsvarer deres Interesser.

For det andet ønsker de selvfølgelig ikke at forpagte alle Herlighederne for sig selv. Tværtimod! Jo flere, der kan delagtiggøres i de Glæder, Naturen i dens forskellige Ytringsformer bringer Mennesket, des bedre! I de sidste Decennier er Interessen for Naturlivet i en glædelig Vækst i vort Land. Den bedre Undervisning i naturhistorisk Viden, den større Forstaaelse af Omgivelserne, den stærkt vaagnende Lyst til Friluftsliv kan tyde paa, at Frem-tiden vil styrke det poulær-videnskabelige Motiv for Naturfredning og i stigende Grad gøre Bevægelsen til en Folkesag, forudsat at Danmark faar de ønskede Betingelser for en levende Erkendelse af de vekslende Naturbilleder.

Det er udelukket, at naturfredede Landskabstyper eller Enkeltobjekter vil kunne paatrykkes et museumsagtigt Præg. Man hører undertiden den Vending anført, at vi ikke bør gøre vort Land til et Museum. Men det er ganske uberettiget at tale om, at denne eller hin Plante er paa Museum, fordi den beskyttes mod Udryddelse. Se til de skønne Orkidéer paa Møens Klint! Eller lyt til Vandrefalkens Skrig samme Sted; den, der engang har set den stolte Fugl sidde paa Spidsen af en Kridtkegle, hvor den har sit Bo, har næppe faaet Museumsfornemmelser deraf.

Foruden de naturhistoriske Motiver erkender jeg gerne, at der kan være andre og vægtige Motiver for Naturfredning, hvilket jeg nu og da har berørt: æstetiske, maaske historiske, men fremfor alt, hvad man har kaldt socialt hy-giejniske. Hvad disse sidste angaar, vil de kunne faa uberegnelig Værdi for

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 32]

Folkesundheden, aandeligt og legemligt talt, og alt, hvad der kan gøres for at skaffe Byernes Befolkning let Adgang til Naturomraader, er kun af det allerbedste. Men for egentlig Naturfredning vil dette Hensyn næppe faa større Betydning.

Man har anført endnu andre Motiver for Naturfredningsbevægelsen, Motiver, som jeg ikke ved denne Lejlighed bryder mig om at omtale. Kun forstaar jeg ikke, at man betegner Arbejdet for Naturfredning som særlig nationalt betonet, og at man kan mene, at »en af Mekaniseringens Forbandelser er Udslettelsen af Nationalfølelsen«. Kærligheden til vort Land kan selvfølgelig give sig Udslag saavel i »Mekanisering« som i Naturfredning. Men overhovedet synes der mig i denne Sag som i mange andre at være ringe Plads for Føleri. Det er Naturerkendelsen mere end det mystiske Begreb Natur- ffalelsen, der maa være den raadende, og først gennem en forstandig Afvejen af Grundene for og imod naar man et Resultat.

Men hvorledes komme ud af den Tilstand af delvis Anarki, hvori Spørgsmaalet om Naturfredning nu synes at være kommet herhjemme?

Tidspunktet er maaske kommet til, at nogle faa Mænd med Myndighed, med Forstaaelse af vort Lands Natur og sociale Forhold, faar betroet den specielle Opgave at udtale en Dom i denne Sag. Det skal være Mænd, der staar frit i Spørgsmaalet Naturfredning - altsaa ikke just Naturforskere, for dem tror man vist ikke rigtig - men værdige og ansete Repræsentanter for den offentlige Mening. De bør selvfølgelig kunne tilkalde enhver sagkyndig Bistand, inden de udtaler sig om Værdien af Fredningen af navnlig Landskabstyper. Men de skal ikke nøjes dermed. Efter en positiv Tilkendegivelse vil de have til Opgave at medvirke ved Fremskaffelsen af en Plan. Denne Opgave kan synes besværlig og har naturligvis sine Vanskeligheder, men jeg tror dog ikke, den er uløselig.

August Mentz.
________
Den historiske Forskning hviler paa, at Tiden udsletter Fortiden.


Udviklingens Spor.

Professor Mentz har paa Kritisk Revys Opfordring stillet Manuskriptet fra Radiodiskussionen til Raadighed, og vi har bedt om det, fordi det belyser Naturfredningsproblemet fra Naturforskerens Synspunkt. Hidtil har dette kun været anerkendende berørt, nu er det altsaa behandlet af en Mand af Faget.

Det virker slaaende, at Naturforskeren har en anden Opfattelse af Naturen end Lægmanden. Det er ikke det sjældne, han elsker, men Udviklingens tilbageblevne Spor. Dette er jo Forskningsobjektet, og hvis nogle Hundrede af Neanderthalmændene havde levet, saa vilde der være god videnskabelig Grund til at frede dem for Forskningen, men Lægmanden savner dem ikke. Man ser deraf, at der nok er Lighedspunkter mellem den videnskabelige Naturfredning og den æstetiske. Ogsaa Æstetikerne freder nemlig Sporene - af Blichers, Krøyers, Drachmanns, P. C. Skovgaards Kunst. Men medens vi bøjer os for videnskabelige Aarsager, saa anser vi de æstetiske for misforstaaede og kun egnede til at opelske Dyrehavsmalere og andre Hjemstavnsforhandlere. Det er nok, at Blichers og Skovgaards Værker er fredet. Den Aand og de Motiver, hvoraf den udsprang, kan ikke paatvinges en ny Slægt.

Der findes hos Naturforskeren et berettiget Krav om at frede det gamle, til hvilket Kritisk Revy maa anmode om størst muligt Maadehold. Lad endelig det gamle blive sjældent. Det kildrer baade Fantasien og Opdagerglæden. Det er unægtelig en Befrielse at træffe Forstmandens hensynsløse Synspunkter i den efterfølgende Artikel af Professor Carl Mar. Møller. Naturen er levende og i Udvikling. Menneskets Indgriben, kemiske Midler, alt er lovligt for at skaffe Menneskene de bedst mulige Levevilkaar. Sporene af en foregaaende Kultur - eller Natur - interesserer ikke os, selv om vi forstaar Forskeren.

Ogsaa Professor Mentz har ydet en værdifuld Indsats som Tekniker, idet han har arbejdet med den vældige Opdyrkning af Vildmosen. Hans Værk dér er angrebet af Naturfredningsvenner. Vi har alle Grunde til at hilse det med Taknemmelighed.

P. H.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 33]

Guld og grønne Skove.

Naturfredning, Romantik og Realiteter i Skovbruget.

Af Professor Carl Mar. Møller.

I de sidste Aar har Skovbruget i brede Kredse her i Landet erhvervet sig en vis herostratisk Berømmelse som den angrebne Part i en Række Naturfredningssager, der har været Genstand for larmende Behandling i Pressen. Til Resultat har disse Affærer bl. a. haft Nedsættelsen af en Kommission til Undersøgelse af Formaalet med de nordsjællandske Statsskoves Drift.

For Publikum i Almindelighed er der vist intet særligt opsigtsvækkende ved denne Kommissions Opgave, men for en Tekniker - en Forstmand, der er kendt med Skovbrugets Udvikling og Stilling i Samfundet gennem Tiderne - giver den en Del Stof til Eftertanke.

Indtil for faa Aartier siden har Statsskovenes væsentlige Opgave ganske utvivlsomt været Træproduktionen og Sikring af Tilstedeværelsen af en vis Træ-Reserve for paakommende Tilfældes Skyld - som nu sidst Verdenskrigen med dens delvise Afskæring af vor Brændselsforsyning udefra. At det var Opgaven, viser indtil de seneste Aar Klager i Rigsdag og Presse over den formentlig mangelfulde Effektivitet i Produktionen.

Nu optræder imidlertid en anden Opgave, der indtil for nylig har været underordnet, og lader til at skulle gøre den oprindelige Rangen stridig, nemlig Frembringelsen og Opretholdelsen af æstetiske Værdier til Glæde for Deltagerne i Storbyens Friluftsliv.

Det sagte gælder foreløbig kun Statsskovene i Nordsjælland, men alt tyder paa, at saavel de øvrige Statsskove som ogsaa en Mængde private Skove vil blive draget ind i en lignende Situation, samtidig med, at Skovbrugets økonomiske Arbejdsvilkaar stadig bliver vanskeligere.

Med andre Ord: Det synes, som om snart hele Skovbruget nærmer sig en Stilling, hvor det med Voldsomhed vil blive krævet af det, at det skal tjene to Herrer, hvis Interesser kun vanskeligt kan forliges: Æstetiken og Økonomien.

Det skal være umuligt at tjene to Herrer, og det er heller ikke tilfredsstillende at være de to formentlig mangelfuldt betjente Parter. Det er derfor ønskeligt at faa bragt Klarhed til Veje over, hvor stort Omfanget er af de Krav, der i hver af de to Henseender med Rette kan stilles til Skovbruget fra Offentlighedens Side.

Nærværende er et Forsøg i denne Retning.

Som Basis for Forstaaelsen kræves imidlertid et vist Kendskab til Sagens Forhistorie, - da det er Skov, det drejer sig om, endda et langt Stykke tilbage i Tiden

*

Fra Begyndelsen var Skoven Fjenden.

Den primitive Mand frygtede den store uoverskuelige Naturmagt med alle dens Farer. Man holdt til langs Kysterne og Skovens andre Udkanter og vovede sig kun for Levebrødets Skyld ind i Mørket og Faren.

Det aabne, ryddede Land derimod var smukt, og man skaffede derfor Luft om sig saa godt man kunde, - til Fordel for Agerbruget, der i primitive Former har eksisteret fra de allerældste kendte Tider her i Landet.

Man gik løs paa Skoven med Ild og Økse, indtil man havde overvundet Fjenden, til Skoven var hullet som en Si af Lysninger og Marker. Derefter fik Skoven en Tid lang - gennem hele Middelalderen - den overvundnes Trælleskæbne. Den maatte uden nogen Hjælp eller Pleje yde, hvad den formaaede af Brændsel, Gavntræ og Føde til de store, løsgaaende Horder af Svin, Heste og Hornkvæg, som fandt deres Næring der paa de Tider af Aaret hvor Agerbrugets Evner svigtede - eller tildels hele Aaret.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 34]

Til sidst blev Skoven under den stadig uskaansomme Behandling en kun sparsomt tilstedeværende Fornødenhed. I de fleste europæiske Stater indtræder det Stadium, da man frygter dens endelige Forsvinden. Træmangelen gør sig lokalt føleligt gældende, og Trænøden males paa Væggen i alle økonomiske Magasiner.

Saa griber Regeringerne ind med Forordninger til Skovenes Bevarelse og Pleje. -

I Danmark bliver Træmangelen akut i Slutningen af det 18. Aarhundrede, markeret ved saadanne Hovedbegivenheder som Indkaldelsen (1763) af den tyske Forstmand v. Langen, fra hvis Tid de gamle Ædelgraner og blandede Løvtræbevoksninger i Dyrehaven stammer, Fremkomsten (1781 - samme Aar som Landbrugets Udskiftningsforordning) af en ny Forordning angaaende Statsskovenes Drift og Afgrænsning, og endelig Fredskovsforordningen af 1805, som endnu er gældende og dels gav Regler for Skovenes Udskiftning, dels sikrede Bevarelsen af de til Skov udlagte Arealer.

En Tid her i Landet, hvor klartskuende handlekraftige Mænd gennemførte Forandringer af en Rækkevidde, der ikke nu om Dage er tænkelig.

Sammenlign et Kort over en eller anden sjællandsk Egn fra før 1781 og fra ca. 1820. Hvor det første viser en uregelmæssig Blanding af alt muligt, viser det andet Skov, Mark og Eng fordelt i klart afgrænsede Figurer, næsten som Landskabet nu er. For hver enkelt Art af Jorddyrkning en uhyre Gevinst at staa paa sit eget. Et Grundlag for den Udvikling, som heller ikke udeblev, trods trykkede Aar snart efter Starten.

En af de ledende Mænd i dette Arbejde var den store Statsminister C. D. F. Reventlow, en gyldig Repræsentant for det bedste i sin Tidsalder, handledygtig og klartseende som faa.

Hans Personlighed er for saa vidt velbekendt, men det er ikke almindelig bekendt, at han paa Skovbrugets særlige Omraade var en banebrydende Aand af Verdensformat.

Som stor lollandsk Skovejer og Chef for Rentekammeret, hvorunder Statsskovene sorterede, havde han rig Lejlighed til at beskæftige sig med Skovbrugets Problemer paa særlig alsidig Maade, og han naaede længe før nogen anden i Europa til en fuldstændig klar Forstaaelse af de Principper, efter hvilke Skovbrug maa drives for at kunne konkurrere paa lige Fod med andre Næringsveje.

Han opstillede den Fordring, at enhver i Bruget arbejdende Kapital maa kunne svare almindelig Bankrente af sin Værdi, da det ellers vil kunne betale sig at tage den ud. Skovbrugets vigtigste Kapital er dets staaende Træmasse, Træerne paa Roden. For at Vedmassekapitalens Realisationsværdi kan forrentes tilfredsstillende, maa man forlange, at Træernes Masse ved Væksten aarlig forøges med en Procent, der svarer til almindelig Rentefod - hvis der da ikke samtidig med Massetilvæksten finder en Tilvækst Sted af Værdien pr. Vedmasseenhed (i gamle Dage oftest Favn, nu Kubikmeter [m3] ), f. Eks. ved den forøgede Dimension.

Reventlow kunde derfor i Hovedsagen tage Massetilvækstprocenten som Indikator for Forrentningen af den staaende Vedmasse og opstille den Regel, at ingen Træer eller Bevoksninger bør bibeholdes, hvis Tilvækst synker under 4 pCt. Gennemsnitlig burde endog en højere Tilvækstprocent opretholdes, da udover Vedmasseværdiens direkte Forrentning et vist Beløb maa afses til Administration, Skatter o. l.

Denne Fordring om en minimal aarlig Tilvækstprocent af 4 foreslog han tilfredsstillet dels ved Hjælp af kraftige Tyndinger i Bevoksningerne, dels ved Indførelse af kortere (for Bøg 80-aarige) Omdrifter (d. v. s. den Levealder, man lader Træerne naa).

Ved omfattende Maalinger af Tilvæksten paa Træer i forskellige Aldre

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 35]

og voksende i forskellig tæt Stilling, var han naaet til visse Erfaringstal, som han fremstillede i tabellarisk Form som Udtryk for den Skovdrift, han var naaet til at anse som den rette, den økonomisk forsvarlige.

Disse Tilvækstoversigter viser en Hugst saa stærk, at man først i den senere Tid er begyndt at nærme sig noget tilsvarende.

Det skal straks siges, at de faglærte Forstmænd paa Reventlows Tid som Regel havde ondt ved at kapere hans Opfattelse. De bedste af dem var indvandrede Tyskere, medførende Fagets højeste Visdom hjemmefra, til et Land uden forstlig Kultur. Ganske naturligt mente de ikke at have noget at lære af det fremmede. Saa meget staaende Masse som mulig af Hensyn til den sikre Forsyning, og denne Forsynings regelmæssige Ordning var for de fleste af dem Hovedformaalet.

I en gunstigere Tid var dog nok Reventlows bedre begrundede Ideer hurtigt blevet de sejrende. Men hans Levealder og Virkeaar rakte for langt ind i Romantikens Tid. Hans Tanker blev først offentlig fremsat 1811, da Romantiken, udtrykt ved Oehlenschlæger og Steffens, allerede stod sejrrig. - Han døde 1827 som en i Virkeligheden allerede halvforglemt Rest af en teknisk og fornuftsmæssig større Tid - uden at se sit Hovedværk offentliggjort; det genfandtes og udgaves først i 1879.

Hans og hans store Samtidiges klare Aand var allerede i hans sidste Leveaar afløst af en Retning, hvis Trofæer blev Digtekunstens og Filosofiens Blomstring, men som for en lang Tid sænkede Mørke over Teknik, Naturvidenskab og social Opbygning som Ting for lave for de ophøjede Herrer i Aandernes Rige at beskæftige sig med.

Dog, det rigtige har ved sig noget haardnakket, som holder det levende gennem alle Tider.

Reventlows Tanker havde fænget i enkelte. En Linie fører over Statsskovrideren (G. C. Ulrich (der nogle Aar havde været Skovrider hos Reventlow), J. S. Ulrich, Wellendorff og H. C. Ulrich frem til Nutiden. En anden Linie, og vel den vigtigste, gaar over Godset Brahe-Trolleborg paa Fyn. Dette ejedes paa Reventlows Tid af hans Broder Ludvig Reventlow, og Skovene bestyredes fra 1804 af en indvandret Hannoveraner, C. V. Oppermann, som lige til 1857 udførte den Reventlowske Skovbehandling i Praksis paa udmærket og selvstændig Maade. Skovene blev vidt og bredt bekendt for det store Udbytte, de gav, og en Række yngre Forstmænd uddannedes hos Oppermann som Elever, hvorved Ideerne førtes videre ud.

Snart blev de ogsaa paany bragt frem for en større Offentlighed.

I 1849 rettede i den nye Rigsdag C. V. Oppermanns Søn, Ludvig Oppermann (senere Docent i Tysk ved Universitetet) en skarp Kritik mod Statsskovenes Drift. Helt i Reventlows Aand paapegede han klart, hvorledes altfor store Vedmasser ophobedes i Statsskovene uden at kunne give Rente af deres Værdi, og som Reventlow peger han paa Tyndinger og kortere Omdrifter som et Middel til Forbedring.

De Brahe-Trolleborgske Skove fremhæves som Eksempel, og desuden ankes over en Række uheldige Forhold i selve Administrationen af Statsskovene.

Kritiken førte virkelig til Resultater, for saa vidt som der blev nedsat en Kommission, hvori foruden Ludvig Oppermann ogsaa hans Fader C. V. Oppermann, Wellendorff m. fl. havde Sæde.
Der udarbejdedes og vedtoges (1851) ogsaa et Lovforslag om Ændringer i Statsskovenes Drift, men det i Praksis opnaaede kom ikke til at svare til det tilstræbte. Den passive Modstand fra de saarede Statsskovbrugeres Side var for stærk.

Allerede først i 1860'erne begyndte dog nye Angreb paa det bestaaende Skovbrug, tildels mindre vel underbyggede, men til Gengæld endnu hæftigere end før. Hovedmændene er denne Gang Forstmanden Oldenburg, Politikeren

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 36]

og Nationaløkonomen Professor Frederiksen (Friderichsen) og den senere Konseilspræsident Estrup. Som Indenrigsminister i det Frijs'ke Ministerium fremsatte Estrup endog i 1866 et Lovforslag om Skovtvangens Ophævelse. Skovarealet skulde ganske vist ikke kunne gaa under 90 pCt. af det forhaandenværende; men det var Tanken, at Skovene for en væsentlig Del skulde vandre fra Øernes gode Jord over til Jyllands magre Egne.

Forslaget mødte en voldsom Modstand i Befolkningen. Ca. 1100 Skovejere i Vejle Amt indgav en Adresse imod det. I Dagspresse, Tidsskrifter og Pjecer drøftedes det vidt og bredt under Titler som: Skal Danmark miste sit herligste Smykke? o. s. v.

Det naaede aldrig til anden Behandling, og hele Bevægelsen døde efterhaanden hen.

Men selve de Reventlowske Ideer levede intakte videre og har siden langsomt, men uafbrudt, vundet Terræn.

Til noget helt rationelt Gennembrud er det dog endnu ikke kommet, vistnok fordi Tiden fra 1870 til 1914 trods voksende faglig Dygtighed har været præget af Forstmændenes meget embedsmæssige Stilling og Ejendommenes under alle Forhold betryggede Økonomi. Ledende indenfor dansk Skovbrug har i det paagældende Tidsrum de store Fideicommisgodsers Skovdistrikter været, og her som i Statsskovvæsenet var der en vis Følelse af Overflod. Var det saa nødvendigt at presse Skovenes Ydeevne saa haardt for at skaffe Indtægt til Ejeren? Han behøvede det jo slet ikke, ønskede det ofte ikke, naar blot han fik Indtryk af, at hans Slægt efter ham derved sikredes.

Resultatet blev meget ofte, at Forstmændene især satte deres Kræfter ind paa at skabe en i teknisk Henseende fuldkommen og mønsterværdig ordnet Produktion uden altfor skarp økonomisk Kritik af Dispositionerne. Samtidig bevirkede de sikre Tilstande ofte en Tilbøjelighed og en økonomisk Evne hos Godsejerne til at forlange bevaret omkring Herresæderne en Del Herlighedsværdier, f. Eks. det mest mulige gamle Bøgeskov, der ellers for største Delen som økonomisk overmodent vilde være faldet for Øksen. Ogsaa Træarten Bøg, National-Træarten, beskyttede man mod Forstmændenes Tendenser til i Stedet at dyrke den mere hurtigt voksende Gran. - Der fandt med andre Ord en omfattende Bevarelse Sted af velkendte populære æstetiske Værdier.

*

Men de store Skovejendommes økonomisk sikrede Eksistens skulde snart ophøre.

Allerede i 1903 skete det første vigtige Skridt i denne Retning ved Indførelsen af en ny Ejendomsbeskatning, der stillede Skovbruget væsentlig ugunstigere end før.

Hidtil havde ca. Halvdelen af Skovarealet kun svaret Skat af Skovskyldshartkorn, der kun lignedes med det halve Beløb af Ager og Engs Hartkorn. Nu mistede Skovbruget denne Præferencestilling, og ikke nok dermed. Medens i sidste øjeblik Landbruget fra den samlede Værdi af Bruget ved Skyldsætningen fik Lov at fradrage Værdien af Besætning og Inventar (ca. 1/3), fik Skovvæsenet ingen tilsvarende Lettelse da Skovbruget ikke har nogen Besætning og meget lidt Inventar.

Ved Lovens Ikrafttræden var hele Forholdet dog ikke af den Betydning som siden, hvori vel maa ses Grunden til, at man ikke protesterede mere energisk; Skatterne vejede ikke saa tungt. Men Byrden voksede snart uhyggeligt.

Det er en lang og indviklet Historie at gøre Rede for de forskellige Stadier. Det maa være nok at angive nogle faa Summa-Tal for Væksten af Skattebyrden.

Eksempelvis kan nævnes, at for en stor, gældfri Skovejendom, vurderet til

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 37]

Ejendomsskyld til 3 Mill. Kr., er Ejendomsskatter, Formueskat samt Arveafgiften, fordelt over en normal Levealder, i Aarene 1905 - 1926 steget fra knap 1% af Ejendomsskyldværdien til 3,9% af Ejendomsskyldværdien. For to veldrevne store Skovdistrikter er selve Ejendomsskatterne i det samme Tidsrum endog steget til det 7-dobbelte. Noget tilsvarende findes ikke i noget andet Erhverv, og det er ikke let, selv i normalt gode Aar, at skaffe Indtægt af saadanne større Skovejendomme, hvoraf Landet har adskillige. Ca. 60% af de i privat Eje værende Skove er samlet i Skovejendomme paa 500 ha og derover, hvad der for Skovbruget, teknisk set, kun er godt. Skovbrug egner sig nu engang ikke til Husmandsbrug, hvilket Lovgivningsmagten ogsaa ofte (f. Eks. i Lensloven af 1919) har givet Udtryk for ved Forbud mod Deling ned under en vis betydelig Arealstørrelse.

Til Skattestigningen kom i 1919 Ophævelsen af Lehn og Stamhuse og de dermed følgende store Udbetalinger fra de afløste Godser (Afgift til Staten, Successorfond o. s. v.). Med de nye Arveregler er hurtigt fulgt en stigende Tendens til Deling og Prioritering af de store Ejendomme, idet hver af Ar-vingerne fremtidig skal have sin jævngode Part, og det siger sig selv, at en Ejer, der ved Arv eller Køb overtager en Ejendom under saadanne Forhold, maa stille skrappere Krav til Brugets Rentabilitet, end de nytiltraadte Lensbesiddere fra tidligere Tid sædvanlig behøvede. - Medens altsaa Kravet til Skovenes Ydeevne under Tryk fra mange Sider er steget ganske overordentlig, er i de senere Aar Skovenes økonomiske Arbejdsvilkaar, helt bortset fra Beskatningen, blevet kendeligt forværret.

Efter en kort gylden Tid under Krigsaarene har Konjunkturerne paa Skovbrugets Produkter været stærkt vigende, for en Del som Følge af Kronens Tilbageførelse til Guldparitet.

Værst stiller det sig med Bøgetræet.

Vort Bøgebrænde magter ikke længere at klare Konkurrencen med Kul og Koks, hvis Pris for Tiden ligger overordentlig lavt, dels paa Grund af Deflationen, dels som Følge af en haard Konkurrence paa dette Marked mellem England, Tyskland og Polen.

Vort Stavtræ af Bøg (til Smørdritler - dansk Landbrug og Skovbrug har her i lange Tider haft et værdifuldt Samarbejde) trues betænkeligt af Konkurrence sydfra, hvor de store Reservoirer af til Dels hidtil ikke udnyttede Bøgeskove i Mellemeuropa nu med de forbedrede Transportforhold begynder at gøre deres Virkning gældende. Tilmed høres nu og da foruroligende Fare-signaler om nye Indpakningsmaterialer.

Heller ikke Markedet for Træskotræ af Bøg er videre stabilt. Brugen af det nationale Fodtøj tager af, snarere end det stiger.

For Naaletræet er Udsigterne noget bedre. Der findes flere Anvendelser - og Anvendelser i rivende Udvikling - foruden den gammelkendte, endnu kulante til Bygningstræ. F. Eks. er Papir en Artikel, hvis Forbrug er i stærk Stigning, og Materialet er hidtil næsten udelukkende Gran, gerne i smaa Dimensioner, altsaa en produktionsmæssig Fordel. Forbruget er efterhaanden uhyre. Efter Sten-, Bronce- og Jernalderen er fulgt Papiralderen.

Alt i alt kan Skovbrugets samlede Varepristal nu anslaas til at ligge omkring 130, medens Udgiftsniveauet (Skatterne iberegnet), saa vidt det kan opgøres, ligger ved 250, naar de tilsvarende Tal i 1914 sættes til 100. Faa andre Næringsveje er ramt saa haardt.

Det er klart, at disse haarde økonomiske Prøvelser af Skovbruget hos dets Udøvere har bevirket en Trang til en Rationalisering af Bruget til det yderste.

Hvor de Reventlowske Ideer ikke hidtil har kunnet vinde endelig Sejr, vil de gøre det nu.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 38]

[[tabel - se facsimile]]

[[tabel slut]]

Skovbruget tvinges ligefrem over mod de stærke Tyndinger (de faa Steder, hvor de ikke allerede praktiseres) og mod korte Omdrifter, samt mod en langt mere udstrakt Anvendelse af Naaletræ.

Til nærmere Belysning heraf henvises til hosstaaende Oversigt, der viser Tilvækst- og Forrentningsforholdene for Bøgeskov og Tilvæksten i Rødgranskov paa Jord af samme Bonitet. Oversigten er med et Par mindre Korrektioner udarbejdet efter to kendte danske Tilvækstoversigter (C. V. Prytz og O. Fabricius). For hver af de anførte Aldre tænkes ført en Tyndingshugst (Udhugningsaarene). I Mellemrummet mellem to og to saadanne Tyndingshugster har Tilvæksten da aarligt været som vist henholdsvis i Kubikmeter pr. Hektar (m3 pr. ha), Procent af den staaende Vedmasse og Procent af Værdien af 1 m3 netto paa Roden (d. v. s. Salgsprisen . Udgift til Skovning, Transport og Salg).

Tallene for aarlig Produktion i m3 pr. ha er mærkværdig uafhængige af den staaende Vedmasse, naar blot Arealet er fuldt bevokset. Man kan altsaa gaa meget langt ned med sin staaende Vedmasse og endda opretholde fuld Tilvækst, hvorved Forrentningsforholdet i høj Grad forbedres. Tilmed fremmer man ved Hugsten i høj Grad Værditilvæksten. Værdien af 1 m3 stiger hurtigere. Ja, de senere Aars praktiske Erfaringer tyder endogsaa bestemt paa, at en passende stærk Hugst saa langt fra at nedsætte Mængdeproduktionen tværtimod sætter den kendeligt i Vejret.

Lægges Tallene i 3. og 4. Kolonne sammen, faas med stor Tilnærmelse den Procent, hvormed Bevoksningen med sin samlede Vedmasse- og Værdi-

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 39]

tilvækst har forrentet sig. Det ses, at 4% Grænsen for Bøg naaes allerede ved ca. det 86. Aar, og i Virkeligheden skulde jo som nævnt Forrentningsprocenten gerne være saa meget større end den normale Bankrente, at der blev tilstrækkeligt tilovers til Afholdelse af Administrationsudgifter m. v.

Som oftest er dette for Bøgeskovens Vedkommende ikke Tilfældet, hvad der finder sit Udtryk i Kolonne 5's Tal for Vedforraadets Værdi netto paa Roden. For at forstaa Udtrykket »Vedforraadet«, maa man tænke sig en Bøgeskov bestaaende af 120 ha, hver ha bevokset med Bøgeskov i trinvis stigende Alder fra 1 - 120 Aar. De i Kolonnen angivne Tal angiver da den samlede Værdi netto paa Roden (se ovenfor) af alle de mellem to og to Udhugningsaldre sig befindende Bevoksninger à 1 ha.

Nederst findes ved Summation den samlede Værdi netto paa Roden af Vedmassen paa alle de 120 ha.

Denne Værdi er ikke helt den samme som Realisationsværdien. Begynder man i udstrakt Grad at realisere, vil man trykke Prisen paa sit Hjemmemarked noget. Det meste Bøgebrænde gaar sædvanlig til Egnen, der kun kan aftage en begrænset Mængde. Producerer man mere, maa det forsendes til andre Markeder, hvormed en Del Transportudgifter m. m. Iøber paa. Men som Transportvæsenet efterhaanden har udviklet sig, becyder dog det lokale Brændemonopol mindre og mindre. Man konkurrerer forud i disse Tider paa hinandens Markeder, og Realisationsværdien nærmer sig derfor bestandig mere til den normale Pris netto paa Roden.

Tænkte man sig nu paa kort Tid at realisere alle Bevoksninger fra det 120. ned til det 80. Aar, vilde man med den stipulerede Pris netto paa Roden faa ca. 160,000 Kr. fri.

Til de anvendte Priser (fra 1918) svarer en Ejendomsskyldværdi af ca. 1000 Kr. pr. ha. Selv med et Fradrag paa 40,000 Kr. af Hensyn til Prisnedgang, Kulturudgift o. l., vilde man altsaa, Indtægtsskatten ude af Betragtning, nogenlunde faa hele Skovens Ejendomsskyldværdi til Disposition og vilde tilbage have en noget klippet og forhakket, men stærkt voksende og ingenlunde værdiløs Skov.

Da Ejendomsskylden lovmæssigt kan ansættes paa Basis af en Kapitalisering med 5 pCt. af de sidste 4 - 5 Aars gennemsnitlige Nettoindtazgt, giver hele Forholdet klart Udtryk for, at Bøgeskovsdriften i 120-aarig Omdrift kun giver halv normal Bankrente af sine indestaaende Realisationsværdfier.

Det er indlysende, at den fra alle Sider trængte Skovbruger uden Vaklen maa gaa i den viste Retning.

Han maa afvikle sin gamle svagt renterende Bøgeskov og erstatte den med Gran, idet kun Frygten for alt for stor Skade paa omgivende Bevoksninger, Hensynet til Beskatningen, Haabet om Konjunkturfortjeneste eller dog bedre Prishævdelse bringer ham til at anvende et lidt langsommere Tempo.

I Kolonne 6 er givet Tal for den aarlige Massetilvækst pr. ha i Rødgran. Sammenlignes disse Tal med Kolonne 2's, er Forskellen tydelig nok. Naar det oplyses, at den gennemsnitlige Salgspris pr. m3 i Øjeblikket er omtrent lige stor for de to Træarter, og det haves in mente, at Driftsudgifterne er omtrent de samme i begge Tilfælde, træder Granens kolossale Overlegenhed klart frem.

Den fremkommende Netto bliver jo derved ikke dobbelt, men mange Gange saa stor.

Detaillerede Udregninger med Hensyntagen til en Række nærmere Omstændigheder, som der her ikke har kunnet gøres Rede for, viser da ogsaa, at medens Bøgeskoven med normale Driftsudgifter og 4 pCt. Rente kun i de gunstigste Tilfælde kan forrente en meget lille Jordværdi, men ofte end ikke Vedmassens Værdi, kan Rødgranskoven med tilsvarende Udgifter forrente en jordværdi af 5 - 600 Kr. pr. ha.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 40]

For visse indførte meget hurtigvoksende Træsorter (Douglasgran, Sitkagran) stiller Forholdet sig endnu mere grelt, men de frembyder maaske ikke i det lange Løb fornøden Sikkerhed i Driften.

Det vil vistnok af Saneringshensyn vise sig nødvendigt at indblande smaa Mængder Løvtræ i Granskoven, men det oplyste Forhold vil ikke herved blive forrykket væsentligt.

*

Selv om man som Skovbruger i højeste Grad maa beklage de Uretfærdigheder, der har gjort saadanne Forholdsregler som de nævnte nødvendige - ofte saa hurtigt, at Skovens Helhed skades derved - , kan man paa den anden Side som Tekniker i selve Nyorienteringen kun se noget glædeligt. Det er tiltalende for den arbejdende Tanke at se det teknisk rigtige bane sig Vej frem.

Det skal aabent vedstaas, at Forstmænd i Almindelighed og ganske særlig de, der duer noget, foretrækker den aktive, formende Indstilling overfor Naturen fremfor den andetsteds i Vælten værende passive Indstilling med dens nydende, iagttagende, registrerende og kopierende Holdning.

Vi er ikke i Tvivl om, at den Aand, der fylder os i vort Arbejde er den samme, som paa saa mange andre mere kendte Omraader har hjembragt Menneskeheden de Sejre, vi nu alle lever paa, og som overhovedet gør det muligt under komfortable Forhold at nyde den fangne Naturs Ynder. Men af ubehagelig Erfaring véd vi nok, at vi ikke i vort Arbejde kan paaregne samme Sympati, som bliver andre tekniske Videnskaber til Del, selv om ogsaa de omformer Naturen. Trælbindes Vandfaldene, tales der lyriske Ord om de hvide Kul. Man er nemlig rørt over de let synligt indvundne Livsgoder. - Anderledes med Skovbruget, hvor de indvundne Værdier forekommer Byboeren ham uvedkommende og derfor værdiløse.

Og dog har det vel for alle sin væsentlige Betydning, at dansk Skovbrug kan hævde sig sideordnet med dansk Landbrug. Ad skjulte Veje beriger det vort daglige Liv en Smule, og det højner yderligere en Grad den Værdsættelse, vi sætter Pris paa at møde fra Udlandet.

Er det desuden sandt, at Nutidens Skov er uskøn? Jeg tror det modsatte oftere er Tilfældet. Den er smuk, ogsaa for Æsteten. Ligger Skønheden ikke ofte i Brydningen, Springet, den klare Kontrast? Forstmandens Skov er rig paa Afvekslinger, har langt større rumligt og farvemæssigt Indhold end den urationelt drevne gamle, lukkede, mørke Skov med dens faa idylliske Lysnin ger. Den sidste spiller dog kun paa een Streng, omend en populær.

Er det ikke bare Udslag af en indehyggelig aandelig Magelighed kun at ville se Skønhed i det blandede, det roligt afrundede, det jævnt i hinanden overglidende?

Kan Menneskets klare Handling ikke se godt ud i Naturen? - -Den, som har Menneskets formende Urinstinkt i sig, svarer Jo.

Og rimeligvis er Publikum gladere ved netop Forstmandens Skov, end det selv véd af. Som usagkyndigt hader det blot Forandringer, fordi det kun er i Stand til at se tilbage paa Tabet af det kendte og ikke evner at se frem til de nye Skønheder, der vil følge. Den gængse Nydelse af Natur er overvejende skilderimæssigt, øjeblikkeligt nydende. Der savnes i høj Grad Sansen for Livets Bevægelse, det unges Afløsen af det gamle, den evige Rundkreds, som vi ogsaa selv bevæger os i.

Forstmanden, som bliver derude, som er der, naar Skovgæsten er gaaet hjem, er der hver Dag i Aaret - han véd det derimod.

For ham er Naturen ikke bare stemningsfulde Situationer, men Bevægelse, Udvikling.

Og som den mere vidende undres han ofte, naar han ser, hvad der fra ledende Side (Naturfredningsforeningen) lanceres som allerhøjeste Naturværdi.

Som Reventlow møder ogsaa han Romantiken. Han ser en rent romantisk

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 41]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Ukunstnerisk fotograferet og reproduceret
(fot. Johs. Helms)


Forstmandens Skov.

Situationsbillede, valgt nogenlunde paa Slump. I Baggrunden gammel Granskov. Til højre ung Plantning af Ædelgran under Skærm af gammel Gran. Til venstre ung Eg. 4 Stadier paa Livets Vej. -

Fot. 1909. Nu om Stunder vilde man af Hensyn til Stormføre og Frost praktisere en langsommere, mere gruppevis Afvikling af den gamle Skov over den unge og bl. a. af Saneringshensyn ønske nogen Indblanding af andre Træarter. Men Stedet rummer, allerede som det er, Skønhedsværdierne: Læ nede, Storm oppe, Sol, Skygge, Halvlys, Mørke Alder, Ungdom, Nærhed, Afstand.

Palsgaard Skov i Midtjylland. Før 1804 var her skovløs Hede.
[[billedtekst slut]]


Maalestok anlagt, en Opfattelse haardt belastet med retrospektiv Fantasi og Inventar fra Det kongelige Teater.

Han møder en udpræget Tilbøjelighed til at leve i og af Fortiden. Man vil, hvor der overhovedet er en Chance, paa Død og Liv have bevaret Fiktionen om uberørt Natur, om at staa i Rester af en anden Tidsalder.

Man gaar saa vidt, at man forlanger Camouflage, særlige Arrangementer langs Vejene o. l. De menneskelige Ingreb skal skjules med andre menneskelige Indgreb, som blot er mere behændige, saa de godt kan ligne Naturen.

Heroverfor er Forstmandens Stilling denne: Vi kan vore Ting, og vi

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 42]

magter selvfølgelig at gennemføre, hvad man vil. Vi er ogsaa villige til det, - i Statsskovene, hvis det almindeligt ønskes, - i Privatskovene, hvis man erstatter os vore ekstra Udlæg.

Men vi ønsker bestemt at faa fastslaaet, protokolleret og tinglæst, at det, vi i saa Fald laver. er rent og skært Landskabsgartneri, ikke Naturtredning.

*

Med alt dette være ikke sagt, at der ikke er Felter, hvor en Forstmands Opfattelse kan mødes med Naturfredningsforeningens. Visse Naturindtryk er saa direkte, at de gaar uden om al Romantisme. De er selvstændige Realiteter. Hertil hører bl. a. det rolige Indtryk af Vælde i Tid og Rum, som en virkelig gammel Storskov af Bøg kan give. Ikke 120-aarig Bøg, men 250-aarig. Det kan ikke nægtes, at Forstaaelsen af Nuets Stilling som Bro mellem Fortid og Fremtid - Livet, Forandringen, paa mærkelig Maade klares, naar man befinder sig i Selskab med levende Væsener, der har oplevet Stormen paa København, og nu gør Tjeneste som Lystskov i Nærheden af samme By. (Eks.: de ældste Dele af Partiet om Ulvedalene i Dyrehaven).

Om saadanne nu saa sjældne Skovstykker værner Forstmanden gerne, hvor det er muligt, netop fordi deres store Sjældenhed giver dem Værdi; og der gives adskillige andre Tilfælde af lignende Art.

*

Men hvor ofte er det muligt at bevare?

Som vist er Skovbrugets økonomiske Kaar mere trykkede end de fleste andre Erhvervs. Udbyttekravene er strammede til det yderste, og den offentlige Mening begaar i Naturskønhedens Navn en eklatant Uretfærdighed mod Skovbruget ved stadig at tale nedsættende om dets lave Nyttemoral i Modsætning til Publikums egen høje og sympatiske Vurdering af de mindre haandgribelige Skønhedsværdier. Man kan let være ophøjet, naar det ikke koster en en Skilling.

Det er sandt, at Skovbruget foruden Trævarer frembringer og opretholder andre Værdier af stor samfundsmæssig Betydning. Det er for saa vidt glædeligt, at det anerkendes. Men hvor disse Værdiers Frembringelse og Opretholdelse direkte koster Penge, kan man næppe forlange, at de paagældende Privatmænd selv skal ofre disse Penge for det almene Vel, naar det almene har ment det forsvarligt at berøve dem tidligere Lettelser og bebyrde dem med Skatter forud for alle andre Mennesker?

De har gjort det tidligere, da de havde Raad. Nu maa man ikke fortænke dem i, at de siger Stop.

Konsekvensen af hele Forholdet bliver da denne. Vil man i de private Skove have visse Skønhedsværdier bevaret, bør det almene bære den væsentlige Del af Udgifterne derved. Dette kan gøres enten ved en direkte Erstatning i det enkelte Tilfælde eller indirekte ved en Lettelse i Beskatningen. Den sidste Fremgangsmaade giver ikke saa megen øjeblikkelig, stedlig Garanti som den første, men den aabner større Muligheder. De fleste Skovejere har stor Sans for de populære Herlighedsværdier og bevarer dem som nævnt gerne, hvis de er stillede saaledes, at det er økonomisk muligt for dem.

En Skattelettelse bør dog ikke indskrænke sig til en Udligning af det uretfærdige Forhold mellem Landbrugets og Skovbrugets Beskatning. I Lighed med Forholdet før 1903 bør den gaa videre, saa der fremkommer en yderligere Lettelse som Kvittering for de samfundsmæssige Værdier (Læ, Skønhed m. m.), som Skovene ved deres Drift yder.

For Statsskovenes Vedkommende er Sagen simpel. Ved passende Afslag paa Kravet om Forrentning kan man dér forlange opnaaet, hvad man ønsker.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 43]

Man kan jo endelig udvide Statsskovenes Areal og derved bedre gøre sig til Herre over Situationen i det hele taget.

Alt det hidtil sagte gælder kun de gamle Skovegnes Skove.

For Hede- og Klitplantningerne stiller Forholdet sig paa særlig Maade:

Disse har i det væsentlige haft to Opgaver at løse.

1) En samfundsmæssig Opgave, -

dels økonomisk Støtte af de magre Egnes Kolonisation,

dels Forbedring af Egnenes Klima (navnlig Læforhold) og at værne mod Sandflugt i Klitter og Indsande.

2) En privat Opgave, Forrentningen af de indskudte Kapitaler.

Den første Opgave er i Hovedsagen løst godt og tilfredsstillende, men ogsaa tilstrækkeligt. Den har haft sin meget store Betydning for hele Midtog Vestjyllands økonomiske Udvikling, men der foreligger næppe af dette Hensyn Grund til yderligere Plantageanlæg i større Udstrækning.

Den anden Opgave har det som Regel været umuligt at løse tilfredsstillende. Pengene vil kun i Undtagelsestilfælde komme igen med Renter, og det er uklog Optimisme i øjeblikket at tro, at Forholdet vil stille sig anderledes i Fremtiden.

Følgelig bør der ikke foreløbig foretages nye Plantageanlæg, hvor ikke deres indirekte Nytte er aldeles uomtvistelig og stor nok til at begrunde den nødvendige Udgift.

Man skal ikke sætte flere Børn i Verden, end man kan forsørge.

Opgaven maa indtil videre i første Række være at skaffe Afsætning for Plantagernes vanskeligt sælgelige Produkter og udfinde de i Forhold til Effek-tiviteten billigst mulige Administrations- og Driftsformer, herunder billig og sikker Frembringelse af 2. Generation.

Den økonomiske Grundbetragtning bør herved være følgende:

Plantagernes Værdi maa nedskrives saa langt, at der er Haab om at faa den nye Værdi forrentet. Kun i de mest fortvivlede Tilfælde vil dette sige til 0. Det er overdreven Pessimisme at tro, at alle de anbragt Værdier privatøkonomisk set er tabte. Meget langt fra.

Men den nye Realværdi vil ganske vist sædvanlig ligge langt under den bogførte Værdi, d. v. s. Produktionsværdien udregnet med 4 pCt. Rente og Rentes Rente.

Differencen maa betragtes som givet af Staten og offervillige private til det Formaal at ophjælpe Jyllands magre Egne, et Maal, der bl. a. derved er naaet.

For Klitplantningens særlige Vedkommende maa Opgaven ved fremtidige Udvidelser af Virksomhedsomraadet kun være det billigst mulige Værn mod Sandflugt. Nye større, flot arrangerede Plantningsanlæg, som der har været Tale om, er hen i Vejret, - kun Udslag af en ellers paaskønnelsesværdig, men i denne Forbindelse farlig Lyst til Foretagsomhed.

Det vil ses, at den faglig konsekvente Tankegangs Resultater her stemmer med de af Offentligheden paa hel anden Basis ytrede Ønsker. Dette er et heldigt Tilfælde, men kun et Tilfælde.

At nægte Plantagerne Skønhedsværdi er i Virkeligheden absurd. Forklaringen er ogsaa kun, at de ikke saa meget som de egentlige Skove rummer Idyl, det for Offentligheden dominerende Kriterium for Naturskønhed.

I Virkeligheden besidder Hedeplantagerne samme stort opslaaede Form af Skønhed som Hederne selv, - de passer i Landskabet bedre end en idyllisk Løvtrælund vilde gøre det.

Retter det ikke Sindet op at staa paa en af de milelange Brandlinier i Gludsted Plantage? Jo, for den raske Mand, der foretrækker en Bid Brød og en Dram i det raa Vejr - Naturen - for at spise Sødsuppe med Ske i Hygge.

Carl Mar. Møller.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 44]

Willumsens Relief.


Kritik og Publikum har haft Vanskelighed ved at finde Forklaringen paa Willumsens Relief, men det ligger i, at man overhovedet har ladet sig lokke til at søge en allegorisk Forstaaelse i Stedet for en psykoanalytisk. I Billedkunsten har kun en enkel og banal Symbolik sin Plads, at udtrykke indviklede Tankegange maa den overlade Digtekunsten og Filosofien. Vidtdreven Symbolik i Billedkunst er en Fejltagelse angaaende Kunstens Grænse. Al det Dybsind, Kunstneren vil lægge ind i Værket, er i bedste Fald uvedkommende. Frastødende bliver det, naar Allegorien kommer til at erstatte den kunstneriske Form. Saa faar vi en Bastardkunst som Einar Jonssons og nu Willumsens, der nøjagtig indtager samme Stilling indenfor Skulpturen som Teosofien indenfor Tænkningen.

Det er overraskende, at Willumsen har afsløret saa ringe Sans for stoflig og kunstnerisk Helhed, som det maskinagtigt sammenstykkede Relief viser. Man føler uvilkaarlig Lyst til at prøve, hvordan det virker uden Farve eller plastisk Form, for øjnene søger at oprette den Harmoni, der savnes. Herved er man inde paa rette Vej, for saa vidt man derved nærmer sig til det, Relieffet er, baade i Stil og Inspiration: en af den Art symbolistiske Pennetegninger fra 90'erne, vi husker f. Eks. fra Johannes Holbechs »Dekadent Barbari«.

Psykologisk set bærer Relieffet alle de Mærker, der præger en ond Drøm: Frembringeren er formummet i de optrædende Figurer, og det hele er gennemsyret af erotisk Panik og sygelig Selvhævdelse.

Andet og mere end denne Betændelse var det altsaa ikke, Overmennesket gik og udrugede under sin Storhedsmaske. Hans Hovmod skyldes Svaghed og Goldhed, hans Haan mod samtidig dansk Kunst betyder kun, at han selv endnu stikker i en forlængst udtjent, for Skulpturen ufrugtbar Kunstopfattelse.

Man nærer ikke overfor Willumsens Arbejde Trang til at sige dumme Vittigheder om, at det forestiller Privatbankens Sammenbrud. Selv om Relieffet havde været et udmærket Kunstværk, havde Vagn Jacobsen ikke forstaaet det. Men Publikums Holdning giver Willumsen den Mulighed at redde sig over i et billigt Martyrium, og efter det Indblik, Relieffet aabner i hans Sindsforfatning, vil han næppe forsømme det.

Dansk Billedkunst er gaaet udenom Willumsen. Tænk som Modsætning paa, hvordan Johannes V. Jensen har virket -farlig, men befrugtende og uundværlig i Udviklingen! Der staar en Dødskulde og en Lugt af Gravens Opløsning fra det willumsenske Stenspøgelse.

Monumental dansk Kunst lige i Centrum af Livet - det er Vilhelm Lundstrøms Opstillinger og Figurbilleder. Her banker Hjertet i dansk Billedkunst. Willumsen lader vi sidde i hans Miskendthed og indbilde sig, han er Montblanc. For os andre er Stilladset styrtet sammen under ham.

Otto Gelsted.
________

Egen Navle er pompøst Motiv.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 45]

Willumsens Relief II.

Aarsagerne til den viste Uvilje mod Willumsens Relief er mangfoldige; baade en Tak for sidst for uforsigtige Udtalelser, ogsaa den, at Danskerne hader det ekstreme, hvad enten dette ytrer sig som Jaket og høj Hat, ellei det viser sig i et Værk, der ved en højspændt Vilje til det overordentlige søger at sprænge tidligere trukne Grænser for, hvad der lader sig fremstille. Denne Vilje er dog Tilværelsens store Løftestang; er det da vor daarlige Samvittighed, W. rammer saa haardt, at vi ikke kan tilgive ham? Vel er vi alle geografisk bestemt, naar Landet er fladt, fristes man til at blive liggende; men hvis Horisonten er lav, er Skybjergene des højere; ogsaa Skyer er Landskab. Denne bakkeløse Indstilling er en farlig og selvmorderisk Fatalisme. »Skovriderkunst« er Landets jævne Løsen. Hvor er det saa velgørende at se en Mand have Kraft til at gribe saa kongeligt fejl, at vise en Monstrøsitet, der næppe har sin Lige udenfor »Den guddommelige Komedie«.

Grunden til, at Willumsen ikke sejrer, er dog først og fremmest at søge i Relieffet selv, og det er i sin Orden, at dets Fejl paavises. Vi skal alle gribes ved vore Svagheder, og W. ikke mindst, den store Udfordrer: Helheden er svag, men i Enkeltheder ser man den dejligste Modellering. Sammenstillingen af de enkelte Dele føles kunstig og unødvendig, men Willumsen har drømt derom i 30 Aar, og denne Drøm har været hans Kilde til Kraft. Mangel paa Overskuelighed ved første Blik paatvinger sig, paa organisk Sammenhæng i hel planteagtig Forstand, Saft i Stængel og ud til de mindste Skud - dette livsbespændte, der gør Kai Nielsens bedste Ting saa gode; Mangel paa Enkelhed trods Rigdom, Letfattelighed trods Dybde; den udpinte Stofvirkning, der ikke lader Fantasien en Tommes Spillerum tilbage, det krøb- lingeagtige; de syge Piger, der skubbes frem, hvergang det truer med, at en Smule Flade skal staa bar. Værkets Aand føles ufrisk og ubehagelig. - Til Gengæld, hvilken karakterfuld Udformning af Hænder og Fødder, Skuldre og Albuer! Her overgaar W. Kai Nielsen. Den porfyrrøde Kriger, - en »Castagno« i brutal Udtryksfuldhed - Styrke op til Svaghed, Visdom mod Frodighed, skønt tænkte og skønt formede Antiteser; man aner gennem disse Figurer en Skulpturkunst over al Forstand, paa et Plan, kun de Største betræder. Fordi det gode saa skæbnesvangert er formælet med det slette, netop derfor virker Relieffet saa inspirerende; man er selv levende med, fordi alt ikke er sagt eller ikke sagt rent nok, men alt er antydet. Det vil sætte sine Spor i Fremtiden. Mulighederne i Svøb gør én urolig.

Indisk Skulptur kan aflæses i sin Symbolik af den Indviede, der samtidig glædes i sit Øje og i sin Tanke. Paa samme Maade har Willumsen indført den filosofiske Fabel. Havde Helheden og Formen nu været stærk nok dertil, hvor vilde saa ikke en sindrig Samhørighed have været en Rigdom mer. En dobbelt Tilegnelse og en dobbelt Glæde. Tingenes Væsen er ikke saa kortlagt, at Værdien af et saadant Sammenspil paa Forhaand kan forkastes. I sin altfavnende Art peger Relieffet tilbage til de Tider, da et Kunstværk betød en Lilleverden af synligt og usynligt, et rundt og fuldkomment Sindbillede paa Virkeligheden.

Naar vi nu har grinet af, lad os saa gaa tilbage til Arbejdet, til Krikænderne og Enghaveplads i Regnvejr.

Terpentin er godt, men Aand er bedre.

Axel Salto
________

Hvis Motivet gør det, er Lundstrøm Danmarks mindste Maler.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 46]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Njetotsjka.

[[billedtekst slut]]

Myriader Margueriter!

Myriader Margueriter
over alle Ruslands Skrænter,
hvide Stjernefirmamenter,
Margueriter mellem Birke,
hvor Musjiken har sin Ko!

Maatte, Rusland, til dit Hjerte
Margueritens svale Naade
bringe Lise, bringe Lykke,
over Borgerkrig og Hunger
Margueritens Blomster gro !

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 47]

Kan Danmark afkristnes?

Religion og social Selvhævdelse.

Det var det smukke ved Georg Brandes, at han hadede Kristendommen fra sin første Ungdom til sin sidste Time og tog den Upopularitet, som følger en Hedning i et kristent Land. Det var Ulykken, at han ordnede Sagen med et Spark, som man behandler Taaber, uden nogensinde at undersøge, hvoraf Taabeligheden kom. Det var ikke at forlange, at han skulde behandle sine Modstandere med venlige Lader, men det havde været nyttigt for ham at kende dem lidt nøjere. Skal man udrydde Rotter, maa man vide Besked om Rottens Biologi. Det er ikke nok at paavise, at det er et grimt og skadeligt Dyr. Vor Tids Kamp mod Kristendommen maa føres paa en anden Maade. Vi maa se den folkelige, religiøse Kultur i dens Sammenhæng med og Afhængighed af de materielle Livskaar, og man skal ikke opholde sig for meget ved den vage, smaaborgerlige Religiøsitet, som i vore Dage har fundet Talsmænd i Helge Rode, Henning Kehler og Bønnelycke.

Vi har i Danmark to Religioner, Grundtvigianismen og Indremissionen. Grundtvigianismen opstod i en Opgangstid, hvor Bønderne økonomisk frigjorde sig for Godsejervældet og kæmpede sig frem til den politiske Magt. Den var oprindelig et udmærket Udtryk for Bondens sociale Optimisme og præget af Kundskabstrang og aandeligt Frisind. Men da Bonden økonomisk og politisk fandt sin Plads som besiddende Middelstand, mistede Grundtvigianismen sin Friskhed og endte i gold Veltalenhed. Med Støtte i en omfattende Uvidenhed beskæftiger det grundtvigianske Aandsliv sig med alt mellem Himmel og Jord, fra Atomteori til Dogmet om den ubesmittede Undfangelse. Kresen af Tilhængere er saa nogenlunde begrænset til Gaardmændene, og Grundtvigianismen svarer saa nøje til deres sociale Forudsætninger, at ethvert Fors0z paa at rokke den er haabløst.

Bestemmer Religionen Moralen? Nej, tværtimod. - Kristendommen er rummelig nok til at begrunde enhver Moral fra amerikansk Storkapitalisme til religiøs Kommunisme, og for de fleste seksuelle Livsformer kan der hentes gode Forsvarsgrunde fra den hellige Skrift. Luther var jo da ogsaa flere Gange noget tvivlraadig. Paa et Barometer har man en Viser, som stilles efter Naalens Udsving. Paa samme Maade har den religiøse Etik sin Naal at følge.

Moralen er et Produkt af Samfundsforholdene. Under haarde Livsbetingelser vil der skabes en streng Moral. For den organiserede Arbejder, som er i social Kamp, bliver det et Krav om Kammeratskab og ubrydelig Klassesolidaritet. Det er den rigtige Indstilling, men store Dele af Landproletariatet har ikke faaet Muligheder for at følge med i Arbejderklassens hurtige Ud-vikling og har ikke haft Byarbejderens paa mange Maader fordelagtige Stilling. Kravet om social Retfærdighed er her blevet til en religiøs ønskedrøm. Men i de moralske Dogmer, som Indremissionen opstiller, stikker Underklasse-moralen tydeligt igennem. En Grundtvigianer kommer i Himlen, blot han passer sin jordiske Dont og opfører sig skikkeligt. Missionen kræver Forsagelse og ydmyg Underkastelse paa alle Tilværelsens Omraader. Der ligger heri Antydning af en social Rejsning. Underklassen sætter sin Livsanskuelse op mod de andre Stænders og gør den til religiøs Norm.

Hos den socialt undertrykte opstaar der let en Følelse af Mindreværdi, som hæmmer ham og gør ham yderligere usikker og forkommen. Religionen kan gøre det ud for den sikre Klassebevidsthed og suggerere ham til en vis

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 48]


Selvtillid. Han befries for Frygten: det kan aldrig gaa rent galt for ham, Jesus skal nok hjælpe ham, naar det ser værst ud. Denne Sikkerhedsfølelse betyder meget. Desuden faar hans Tilværelse en dybere Mening. Det er ikke tilfældigt, at han rammes af Modgang og Ulykke, han skal prøves; og hvis han bærer Prøvelsen uden at kny, ender alting godt tilsidst. Kort sagt, hans sjælelige Energi styrkes, Tilværelsen bliver lettere med Bibelen i Haanden, og han kommer ind i et religiøst Samvær med andre Mennesker, som gensidig stiver hinanden af. Man maa ikke være blind for, i hvor høj Grad Religionen har løsnet de stramme og forbeholdne Omgangsformer paa Landet. Den hellige kan frit udtale sig om, hvad der rører sig i ham, noget, som ellers anses for løsagtigt og forargeligt. Tidligere var det Brændevinen, nu er det Missionen. Alting kan siges, naar det sker i Jesu Navn.

Hvis det drejede sig om Mennesker, som sad i Tugthuset paa Livstid, vilde man se med al Sympati paa en Religion, der gør Tilværelsen lettere for dem. Ingen vil indvende noget imod, at man døver syge Folks Smerter med Morfin. Men her er det et Befolkningslag, som har Fremtiden for sig, og som naturlig burde staa i Række med Klassefællerne paa Land og i By. Den Religion, som støtter den troende, holder ham samtidig socialt i Skak. Den klistrer ham fast til det bestaaende og berøver ham enhver Følelse for Virkeligheden. Den sociale Uretfærdighed, som han skulde vende sig imod, bliver for ham en mindre Ting i Forhold til det egentlig afgørende: Sjælens Frelse for Evigheden.

Nu skulde man synes, at Socialismen havde gode Betingelser for at overvinde og erstatte de religiøse Forestillinger. Socialismen er i sit Væsen en optimistisk Lære, og den gør for Arbejderbefolkningen i Byerne samme Nytte som en Religion. Ganske vist lover den ikke noget evigt Liv, men Udødeligheden er knap saa vigtig en Ting i Religionen, som kan kunde vente. Det afgørende er den suggestive Styrke, som giver Følelse af Sikkerhed og Tillid.

Men socialistisk Propaganda formaar ikke at udrette meget overfor den religiøse Landproletar. Han er ikke let at faa i Tale, og den socialistiske Agitator bruger et Sprog, han ikke forstaar. Det eneste, der virker, er ændrede Livsvilkaar. Gang paa Gang ser man unge Folk, der stammer fra indremissionske Hjem og har været ude for den skarpeste religiøse Paavirkning, efter faa Aars Ophold i Byen slippe alle religiøse Forestillinger. De er kommet under friere Livsforhold og behøver ikke længere den strenge Moral, som er Religionens Forudsætning.

Religion og Erotik.

Det er Skik at tale med ganske særlig Højtid om den »religiøse Oplevelse«. Man bruger en Række Benævnelser fra de indremissionske »Naaden« og »Genfødelsen« til de vage Anker Larsen'ske: »Mødet med Gud« eller med »Evigheden«. Der er nu ingen Grund til at betragte de religiøse Oplevelser paa anden Maade end andre sjælelige Oplevelser. Det, som gør dem mær- kelige, er deres Følelsesbetoning - det drejer sig meget hyppigt om forklædte, seksuelle ønskedrømme, som ganske vist tit bliver uforstaaelige, fordi »Op- levelsen« ikke skildres paalideligt, men fortolkes.

I et missionsk Sogn paa Vestkysten skete for et Par Aar siden en uhyggelig Begivenhed. En Karl, som var »vakt«, men endnu ikke »frelst«, arbejdede ved Høfdebygning. En Nat drømte han, at han styrtede ned mellem to Stenpramme og blev knust. Drømmen var meget levende og angstfuld og gjorde et saa voldsomt Indtryk paa ham, at han omtalte den til flere af sine Arbejdsfæller. Nogle Dage efter styrtede han ned mellem Prammene og blev dræbt.

Manden, jeg hørte Historien af, var klar over, at Herren havde givet Karlen det sidste Varsel om at søge Frelse. Drømmen var rimeligvis en seksuel ønskedrøm. Karlen levede i meget snævre, moralske Omgivelser, han

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 49]

har selv været religiøst grebet og har ikke tilladt nogen erotisk Forestilling at passere Bevidstheden, og langt mindre har han givet efter for sin naturlige Drift. Hans hæmmede erotiske ønsker har da givet sig Udslag i en forklædt Samlejedrøm, og Drømmen har været saa ladet med Impuls, at den har taget Magten fra ham. Da han stod paa Prammen i en Situation, som mindede om Drømmen, har han maattet udføre Symbolhandlingen.

Det er den tragiske Udgang af en Konflikt mellem et Menneskes primitive Livskrav og en streng moralsk Overbevisning. Nu maa man tage i Betragtning, at en streng Moral er en Nødvendighed under haarde Livsvilkaar. Alle Kræfter maa sættes ind paa at tjene Føden, og det mindste Skridt fra den lige Vej kan faa frygtelige Følger. Jo fattigere Folk er, des mere afgørende bliver det for dem at være paa den rette Side, at regnes for Godtfolk og ikke for Rak. Man behøver blot at tænke paa den urimelige Rædsel, Smaafolk nærer for Fattigunderstøttelsen. Skal Landproletaren holde en vis økonomisk Standard, kræver det Resignation. Han maa hævde en jernhaard Moral; det gaar ikke an at give sig selv eller andre frie Tøjler, mindst af alt paa det erotiske Omraade. Men den erotiske Afholdenhed eller Smalkost fører med sig en Lyst til at forbyde andre de Fornøjelser, som er En selv nægtet. Følgen bliver en sygelig Misundelse og en Lyst til at føre Kontrol med andres Kønsliv. Som Bertrand Russell siger: »Den moralske Undertrykkelse fremkalder forkuede Drifter og Misundelse, Misundelsen fremkalder ny og forstærket Undertrykkelse, og saaledes gaar det videre i det uendelige.«

Det er Religionens anden Funktion: den begrundes Kravet til andre om erotisk Afholdenhed. Moralreglen faar en ganske anden Kraft, naar den hævdes paa Vorherres Vegne og med Fordømmelsen og Helvede som en Trumf, der ikke kan stikkes. Den typiske Missionsmand - og navnlig Kvinde - vil reagere paa det voldsomste ved enhver Ytring af erotisk Naturlighed. Selv- følgelig er Dans en grov Synd, og f. Eks. Kvindegymnastik absolut forkastelig. Det er en af de sørgelige Ting i Verden, at Kvinder ikke er skabt med Skørter. Det er ikke lang Tid siden, en Missionær under en Retssag blev beskyldt for Usædelighed, fordi han og en ung Pige havde siddet sammen paa et Køkkenbord og svinget i Takt med Benene. Den klæge, moralske Forargelse og den sygelige Misundelse forgifter Tilværelsen for mange Mennesker, som var en bedre Skæbne værd.

De forbudte seksuelle Forestillinger og ønsker lader sig nu ikke uden videre fortrænge. De lever videre i Underbevidstheden og dukker op i Forklædning, ladede med en voldsom Følelsesstyrke. Det ligger nær for den erotisk hæmmede at søge Afløb for sin seksuelle Energi i de religiøse Forestillinger. Kristendommen er fuld af Seksualsymboler og giver Mulighed for alle Arter af ønskedrømme. En Mand gaar forbi en Teglværksovn og bliver grebet af Angst, da han stirrer ind i dens flammende Gab. Han kommer til at tænke paa, hvordan det maa være at blive kastet i Helvedes Ild, og omvender sig. Eller han drømmer, at han ser sin Far brænde i Helvede. Det er Omvendelseshistorier, der leder Tanken hen paa ikke afreagerede Seksualkomplekser. Undertiden ligger det erotiske klart for Dagen: En Pige har som ung en Kærlighedshistorie, der ikke bliver til noget. I mange Aar efter lever hun sammen med sin Fader, der er hendes et og alt, og efter Faderens Død bliver hun stærkt religiøs. Det har rimeligvis udviklet sig saadan: Da hun ikke finder en egnet Genstand for sin erotiske Følelse, dukker infantile Komplekser op, og Faderen bliver Centrum for hendes ubevidste, seksuelle Liv. Efter hans Død bliver dette Følelseskompleks uden Genstand, og hun kaster da sin Kærlighed paa Kristus. En ganske sædvanlig Type er Pigen, som i sin Ungdom er blevet holdt strengt i Tømme, og som senere afskyr og hader Utugten og meget dadler ethvert Skridt til Siden, - samtidig med at hun i Forholdet til Kristus er kælen som en Turteldue. Det er vist ikke muligt at

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 50]

finde noget Tilfælde af kraftig Religiøsitet, hvor det ikke drejer sig om en Følelse af Mindreværd eller om hæmmet Seksualitet. Det er derfor komisk, naar liberale Teologer vil bringe Bibelen tilbage til den historiske Sandhed. Det er ikke Virkelighed, det gælder om i Religionen - saadan som Teologerne tror - det afgørende er, om Religionen ejer den nødvendige suggestive Magt, og om den rummer en tilstrækkelig rig Symbolverden. Den skal give Støtte til den forkomne, begrunde den misundeliges Forargelse og skabe en psykologisk Udvej for den seksuelt hæmmede. Det er, hvad man forlanger af Religionen, og opfylder den de Krav, er det ligegyldigt, under hvilke nærmere historiske Omstændigheder Begivenderne i Palæstina fandt Sted.

Arbejderbefolkningen i Byen er irreligiøs, og det er utænkeligt, at nogen religiøs Lære skulde faa Tag i den. Det skyldes vel tildels de friere Livsforhold, som gør det umuligt at øve Kontrol med Næstens Synder, men først og fremmest at der sjældnere opstaar seksuelle Hæmninger. Arbejderungdommen lever sit frie Liv, som undertiden kan medføre en vis Risiko, men som dog i det store og hele er det rigtige. Kammeratægteskabet er dér en gammel og kendt Sag.

Skal det lykkes at befri Landproletariatet for Religionen, kan det kun ske gennem et seksuelt Frigørelsesarbejde. Den strenge Kønsmoral er Religionens Livsbetingelse, og Religionen er uløseligt forbundet med politisk Reaktion. Den strenge Kønsmoral var rimelig paa en Tid, hvor der var stor Sandsynlighed for, at et erotisk Forhold fik Følger, og hvor det uægte Barn blev betragtet som en kasteløs. Med den moderne Præventionsteknik stiller Sagen sig helt anderledes.

Religionen er en Privatsag, men naar den lægger et Pres paa andre Menneskers frie Livsytringer, hører det private op. En Del af Børnene fra de religiøse Hjem kommer tidligt ud og bort fra den moralske Paavirkning. Men Resten er dømt til at leve deres Forældres ynkelige Liv om igen. Man kan straffe Folk, hvis de mishandler deres Børn korporligt, men de har Lov til, naturligvis i de bedste Hensigter, at tvinge Børnene ind i et moralsk System, som ødelægger dem for Livstid og gør dem til Stakler.

Selv frisindede Mennesker møder det seksuelle Oplysningsarbejde med et Skuldertræk. Det anses for en noget snusket Virksomhed. De samme Mennesker nærer en dyb Foragt for Missionen og dens Tilhængere. Det er forkert. Missionen er Konsekvensen af et seksuelt Moralsystem, som kun kan ændres gennem Oplysning om Præventionstekniken. Den første Betingelse for et lykkeligt Samfund er den seksuelle Frigørelse, som giver enhver Lov til at leve efter sin Natur.

Hans Kirk

Hjemstavns-Stemning.


Det er den unge, danske Kritik,
den kan hverken leve eller dø:
Skal jeg æde det nationale
eller religiøse Hø?

Kan nogen Djævel forklare,
hvordan et stakkels øg
skal vælge mellem to Dynger
af samme Slags muggen Møg?

I Bukdahl bisser Stangerup
ved rindende Hesselaa.
Men ovenover Problemerne
er Dumheden altid blaa.

O. G.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 51]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Som en Plante i en Kælder, en klemt Finger stritter Kirken mellem Byens Fattigkaserner.
[[billedtekst slut]]


Urreligion.

Hvad er den ældste Tro paa Jorden?
At overalt en Kraft har Bo,
en Guddomsmagt i Stenen, Træet,
Giraffen og den røde Ko.

Men ikke altid virker Kraften,
snart er den Nord, snart er den Syd.
Den flytter, døves og fortættes,
er nu et Ord og nu et Spyd.

En Kraft sprang ud af Øjeblikket,
du saa et Træ, det blev din Gud!
I Kronens grønne Brænding suste
almægtigt mod dig Kraftens Bud.

Du jog din Kniv i Sandet - Kilden
stod i en Straale, rød af Jern.
Den blev din Gud - et Tegn, et Under,
dit helligt røde Væld og Værn.


En Pige gik en Sommermorgen
og saa sit Ansigt i et Kær.
Der lo en Elskovsgud i Vandet,
hun saa sig selv i Gudens Skær.

Man raaber paa, at vi skal vende
tilbage til de gamles Tro,
saa vil den vidtberømte Uro
forvandles til velsignet Ro.

Jeg følger gerne med tilbage -
men helt tilbage! er mit Skøn.
Det kristne er mig for moderne.
Jeg søger selve Troens Brønd:

En Urtro, alle Drømmes Kilde,
hvoraf hver Gud og Dæmon sprang -
det lldsekund, da Guden skabes
af Stormen i et Hjertes Trang.

En Gud er, hvad en Ting betyder.
Vær sløv, og der er ingen Gud.
Men se og elsk, saa springer Guden
som Sol og Lyn af Tingen ud.

Otto Gelsted.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 52]

Metoden i Frisch's Kulturhistorie.

Hartvig Frischs Europas Kulturhistorie. (Koppel.)

Al egenlig Historieskrivning, der ikke blot er Materiale og Kritik, men Anskueliggørelse, nærmer sig det kunstneriske og kræver Personlighed. Derfor virker Fremstillinger, der sammenstykkes af flere Forfattere, aldrig som en Helhed. Hartvig Frisch har saa lyst og handleivrigt et Sind, at han ikke lod sig lamme af Opgavens Størrelse: ene Mand at løfte hele Europas Kulturhistorie. Og i sin Træning og Indstilling omspænder han ved et Held, som om han var skabt netop til denne Opgave, Yderpunkterne af det Stof, han skal behandle. Europas Kultur har sit vigtigste Fundament i græsk Aand, og Frisch er opdraget i klassisk Filologi og Lærer i Historie, Græsk og Latin - Europas Fremtid afhænger af Kampen mellem Kapitalisme og Socialisme, og Frisch er virksom i socialistisk Agitation og socialdemokratisk Folketingsmand. Betragtningsmaaden i Frisch's Bog er helt igennem marxistisk, og han formummer det ikke af Frygt for at synes ordinær. Johannes V. Jensen har med Rette understreget, at en Opfattelse som Udviklingslæren aldrig kan forældes, fordi den er et sandt Udtryk for noget væsentligt i Erkendelsen. Men det samme, der gælder for Darwins biologiske Udviklingslære, gælder for Marx økonomisk-historiske, og som Frisch siger: det skulde dog nødig komme dertil, at Videnskaben ikke mere gider sige de kendte Sandheder.

Den Fare, der indefra truer det marxistiske Oplysningsarbejde i Nutiden: at Læseren trættes af et udslidt Gloseforraad - har Frisch unagaaet med naturlig Takt og Talent. Metoden bærer, men den stikker ikke Knoglerne igennem. Iøvrigt maa det huskes, at Tendens og Objektivitet ikke nødvendigvis er Modsætninger. Det er ogsaa tendentiøst af Læreren, naar han paastaar, at to og to er fire. Frisch ejer i fuldt Maal - vel baade som Naturanlæg og som Frugt af sin humanistiske Skoling - den »paa engang ubarmhjertige og forstaaende Objektivitet, der er Kendetegnet paa Historieskrivningen«. Gang paa Gang har man i hans Bog det smukke Billede af en Mand, der med fint vejende Redelighed udmaaler Plus og Minus i en Kulturbevægelses Resultat.

Det andet Hovedsynspunkt, der anvendes ved Siden af det marxistiske, er det samme, vi kender fra den moderne franske Sociologi. Et Samfunds Kultur betragtes simpelthen som et Sæt af Handle- og Tænkevaner - en Begrebsbestemmelse, der paa mange Maader har vist sig praktisk og frugtbar, men ikke rummer nogen Mulighed for en Vurdering af de forskellige Kulturer. Naar altsaa Frisch aabenlyst foretrækker den socialistiske Kultur for den kapitalistiske, er han ganske ude af Stand til at begrunde det ud fra sit almindelige Kulturbegreb. Imidlertid er denne Mangel af erkendelseskritisk Art, og den hindrer ikke, at der i hans Bog udvikler sig et godt Samarbejde mellem den sociologiske og den marxistiske Betragtning: Kulturen ses som et Sæt af Vaner, og Sammenhængen mellem dem opfattes saadan, at de økono-miske Vaner betragtes som grundlæggende i Forhold til de ideelle.

Efter amerikanske Forskeres Eksempel søger Frisch at beskrive en bestemt Kultur ved at meddele dens forskellige Træk, saadan som man ved at gennemgaa et Ansigts Træk kan give en Forestilling om dets Type. Der kan opstilles et Skema af Kulturtræk: Sprog, materielle Forhold, Kunst, Videnskab, religiøse Skikke, Familie- og Samfundsliv, Ejendom, Regering, Krig - og det er ved at gaa ud fra et saadant Skema lykkedes Frisch at gøre hver Kulturepoke let overskuelig. Samtidig opnaas der, at man kan følge en enkelt Side af Kulturudviklingen fra Periode til Periode, hvad enten det nu er

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 53]

Krigsvæsnet eller Ægteskabet, Kirken eller Banken. Man finder ved Hjælp af Registret en hel Snes Bøger i Bogen.

Men Frisch bliver aldrig stikkende i Skemaet, tværtimod staar han frit og upedantisk overfor Paragrafferne, mere engelsk end tysk af Væsen som han er trods sit tyske Navn. For hvert nyt Afsnit vælger han et nyt Inspirationspunkt, bestemt af Stoffets særlige Karakter. Herved holdes Fremstillingen i Strøm. »Avancerende« har Johannes V. Jensen kaldt hans Stil med et Ord, der glimrende giver det rigtige Indtryk af tungtbevæbnede Sætningsrækker i spænstig og maalbevidst Fremrykning. I Tekst og i de personligt valgte Illustrationer er Værket stimulerende som en vældig og smeldende Parade. Det er en Bog, man uvilkaarlig vender sig om efter som efter Musik paa Gaden. Frisch's Kulturhistorie vil blive en Folkebog, den er mere end Kulturhistorie - selv en aktiv Kulturfaktor, en Bog for Arbejdere, for Ungdom og for alle, der er Fremskridt i.

Som en særlig Art historisk Illustration til Bogen virker de Citater af samtidige Breve, Litteraturværker og andre Dokumenter, hvormed Frisch belyser de enkelte Kulturperioder. Langt mere end selv den bedst underbyggede, pittoreske Rekonstruktion gør disse Glimt af selve Tiderne det forbigangne nærværende. Tværs over Seklerne faar man Klangen af en Røst i øret eller ser som en Strimmel Film af Fortidens myldrende Liv.

Følger man Samfundstypernes Udbredelse og Ændringer, og søger man til Bunds i Drivkræfterne, er der to Punkter, der kræver Opmærksomhed: Klimaet og Racen. Af særlig Interesse er Frisch's klogt forsigtige Holdning til Racespørgsmaalet, et Omraade, der har været et rent Hekkenfeld af »videnskabelig« Humbug og folkeforfængelig Reaktion (Chamberlains Grundlagen« !) .

Den virkelige Raceforskning er klar over, at rene Racer saa godt som ikke findes i Europa. Racetyperne fremkommer som et Gennemsnit af særlig hyppige Træk - altsaa i statistiske Beregninger eller i Kunstnerens Fantasi. Menneskets Raceblanding er en Kendsgerning, vi maa regne med, og forholdsvis Race-Renhed er ikke Begyndelsen - i hvert Fald ikke for en historisk Betragtning, der ikke kan række længere tilbage end til den yngre Stenalder - men tværtimod et sent Resultat, fremkommet ved langvarig Afsondring under bestemte Betingelser. Europa har mange flere Folk end det har Racer, og Typedannelsen i et Folk støttes stærkt af alle de kulturelle Træk, som tidligere er nævnt. Et karakteristisk Eksempel er vore Dages Tyskland og Frankrig, der racemæssigt viser en forbavsende Lighed. Begge Steder træffer vi samme Blanding af nordiske og alpine Elementer og kun i Sydfrankrig et yderligere Indslag af mediterran Race. Og hvor stærkt føles alligevel ikke Forskellen mellem de to Folk! Kulturhistorisk maa det være Folkeslagene mere end Ra-cerne, Opmærksomheden rettes mod.

En vigtig Ejendommelighed, som Frisch fremhæver ved Kulturudviklingen, er den, at stærkt specialiserede Kulturvaner ikke indeholder Spirerne til egen Fornyelse. Den fortsatte Udvikling viser sig fra en helt uventet Kant, idet den begynder et eller flere Trin tilbage. Loven er formuleret af Edward Cope i følgende Ord: Udgangspunkterne for de fremadskridende Linier i en Tidsperiode er ikke den forudgaaende Tidsalders Slutformer, men længere tilbage liggende Punkter i samme Retningslinie. Man forstaar, at Fremskridtet til alle Tider bryder sig Vej som et Kulturtab, hvorover Skønaanderne udøser deres Jammer. Som Frisch siger: »Fremskridtet mangler altid Stil og Værdighed.« -Copes Lov og Proletarkultur - det er en Sammenstilling, som nok er værd at spekulere lidt paa!

Meget nyttigt er det ogsaa, naar Hartvig Frisch advarer imod at anvende

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 54]

den populære Aarsagsopfattelse i Historien. Videnskabeligt maa man aldrig slaa sig til Taals med at paavise en enkelt Aarsag - enhver Forklaring bestaar deri, at man isolerer visse Aarsagsrækker, og den gode Forklaring er den, der fremdrager de væsentlige. Hvad Frisch her især vil tage Afstand fra, er den individualistiske Historieskrivning, der hæfter Blikket ensidigt ved det talentfulde, ekstraordinære og personlige hos de førende Skikkelser, og som stadig opkaster Spørgsmaalet: hvis der nu var handlet anderledes?

Mens Frisch for de fjernere Tiders Vedkommende under sig Plads til en bredere Udmaling af Tilstandene i smaa Tidsbilleder, skyder i anden Del den politiske Historie mere i Forgrunden. Bogen bliver derved ikke saa lidt af en Verdenshistorie. Men hele Vejen igennem er den Metode fastholdt at samle Fremstillingen om klart udprægede Samfundstyper, hvori bestemte historiske Perioder har fundet deres reneste Udtryk. Med Rette understreger Frisch, at der virkelig er Sammenhæng mellem den hele Række af Emner indenfor en given Periode. Alle sine individuelle Ejendommeligheder til Trods er Mennesket som socialt Væsen snævert tidsbestemt, og i Udredningen af disse bestemte Faktorer ligger en væsentlig Del af den kulturhistoriske Opgave.

Synspunktet er saa vigtigt, at det er værd noget nærmere at dvæle ved, hvordan Frisch anvender det. Tag f. Eks. hans Paavisning af Sammenhængen mellem Kunst og Videnskab under Enevælden: »Den store franske Tragedie er som en Versificering og Dramatisering af Descartes' Filosofi. Psykologien er enkel som matematiske Formler, og netop derfor ren, klar og skøn. Fornuften kæmper med Lidenskaben og Begæret i saa knappe og pointerede Sætninger, at det fortjener Navn af rationel Etik. Det lader sig betvivle, om den mekaniske Naturopfattelse har fejret nogen større Triumt end paa det franske Scenegulv, hvor Helte og Heltinder svæver om hinanden som intelligente Kloder i uforanderlige Baner, hvis Lovmæssighed er lige saa klar og gennemskuelig som Himmellegemernes Mekanik.«

Et andet Eksempel er Bemærkningen om, at naar Darwins »Arternes Oprindelse« vakte en saa umaadelig Opsigt og kan siges at give Nøglen til Tankegangen i det 19. Aarhundrede, beror det paa, at denne mekaniske Evolutionisme netop var i Overensstemmelse med Tidens økonomiske Grundtanker. Darwin oversatte den klassiske Nationaløkonomi paa det biologiske Sprog. Arternes faste Rammer forsvandt ligesom Samfundets Stænder og Korporationer, og i Stedet for dukkede de nøgne Enere frem, tumlende mellem hverandre i Kampen for Tilværelsen og formet gennem Aarmillioner af selve Naturens barske Frikonkurrence.

Endnu et metodisk Princip maa fremdrages, Frisch formulerer det saaledes »Har man ved Selvsyn dannet sig en Opfattelse af, hvorledes Kulturvaner opstaar, udbredes og tilegnes, saa skal man i sin Betragtning af andre Racer og andre Tider gaa samme Vej som Geologen, der ved Undersøgelsen af de Ændringer og Forskydninger, der foregaar paa Jordens Overflade for hans Øjne, naar til at drage Slutninger om fjerne Jordperioder, der ligger Millioner Aar forud for vor egen Tid. Kulturhistorikeren maa paa samme Maade regne med, at selve den menneskelige Bevidsthed i sine Grundtræk med dens Sansninger, Følelser, Drifter og Behov er nogenlunde ens, medens Forskellen mellem den primitive Mand og det civiliserede Menneske skyldes den Grad af Kultur, altsaa de Vaner, som er naaet gennem Aarhundreders og Aartusinders Udvikling.«

Betragtningsmaaden giver Anledning til en virksom Vekselbelysning mellem Før og Nu, undertiden fremhævet af Frisch selv, og ofte ogsaa overladt til Læserens egen Fantasi. Det er i det hele taget et af de største Fortrin ved Frisch's Bog, at den ikke lukker af for Læserens Selvvirksomhed. Læ-

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 55]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Lenin
[[billedtekst slut]]

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Mussolini
[[billedtekst slut]]

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 56]

seren af Bogen vil støde paa saadanne Muligheder for Sammenligning paa snart sagt hver eneste Side, og her skal kun nævnes et Par Eksempler i Flæng:

Om Tvangshandelen i de oversøiske Lande efter Opdagelsesrejserne siger Frisch, at Europæerne paanødte de indfødte europæiske Varer uden ringeste Hensyn til, om de havde Brug for dem. Ofte fortjente de »vilde« næppe nok til sig selv og deres Familie, men maatte alligevel gaa i Silke og købe Kniplinger til vanvittige Priser. Det var den hensynsløse Udbytning af Kolonierne, der sammen med det stigende Behov i Europa drev Kapitalismen i Vejret. Har den kapitalistiske Imperialisme ikke bevaret sit Ansigt godt nok fra Barneaarene? Man kender ogsaa Tonen fra vor egen borgerlige Presse igen, naar man læser Nekrologen over den driftige og fremragende Slavehandler Foster Cunliffe omkring Aar 1700, en af Portugals jeg ved ikke hvormange »Store«: »En Købmand, hvis Hæderlighed, Dygtighed og Indsigt i alle merkantile Sager skaffede ham selv og hans Land Rigdom og Anseelse. En øvrighedsperson, som hævdede Retfærdigheden med Kløgt, Oprigtighed og Upartiskhed - en god Kristen, gudhengiven og eksemplarisk i Udøvelsen af enhver privat Pligt - en Ven af Dyd, en Fader for de nødstedte, en Fjende kun af Last og Dovenskab«. Schovelin kunde ikke have gjort det stort bedre.

Pudsig er en lille Enkelthed som den, at Bogtrykket i sine første Aar maatte kæmpe mod den Opfattelse, at Tryk var ufint. Stillingen har nu efter snart 500 Aar udviklet sig saa vidt, at Tryk tolereres, men Maskinsats anses for ufint (se Bogtrykker V. Nordlundes Artikel i »Nyt Tidsskrift for Kunst-industri«, Aarg. 1, Nr. 2, hvor det Standpunkt hævdes, at Maskinarbejdet skal benyttes til at opdrage Publikum til at fordre Kvalitet, d. v. s. Haandsats. - Ja, Mennesket er en Snegl.)

Endelig som et sidste Eksempel paa Sammenstilling af Før og Nu denne Passus i Slutningen af Kapitlet om Enevælden: »Ved Siden af de Ændringer i Samfundslivet og Tekniken, som langsomt omformer de europæiske Folks Kultur indefra, foregaar der tillige under Enevælden en Masseomplantning af europæisk Befolkning til fremmede Verdensdele. Denne Ekspansion, hvis ydre Forløb har megen Lighed med Grækernes og Fønikernes Kapløb om Herredømmet paa Middelhavet, fører til, at Amerika allerede inden Udgangen af det 18. Aarh. træder frem som en Verdensdel med herskende hvid Befolkning og europæisk Kultur. I Sammenligning hermed svinder de evige Grænsestridigheder i Europa ind til Ubetydeligheder, men først vore Efterkommere vil maaske rigtigt forstaa Rækkevidden heraf, naar Europæerne bliver for Amerika, hvad Grækerne var for Rom.«

Det kunde være fristende at fremdrage endnu en Række af de ofte slaaende og nyorienteren de Synsmaader i Frisch's Bog, saaledes hans fortrin Paavisning af Reformationens og Renæssancens Uafhængighed af hinanden eller hans stærke Understregning af den Katastrofe, det betød for Tyskland, da Fyrsterne under Luthers hidsende Raab knuste Münzer og hans Bønder. Men Opgaven i denne Anmeldelse har mindre været at give et Indtryk af Bogens Friskhed og Rigdom end af dens metodiske Klarhed og Styrke.

Otto Gelsted

Mens den konservative fandt, at Tiden
var bedst for netop fem Minutter siden,
tror liberale paa, at frie Kræfter
gør Tiden bedre ti Minutter efter.
Men Reaktionens desperate Bagmænds
Forhaabning er, at Tiden helt gaar baglæns.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 57]

Moderne Materialer og Konstruktioner.

Udstillingerne i Tivoli.

Det er en smuk og lønnende Idé at henlægge en Udstilling til Tivoli og dobbelt, naar Vejret finder paa at udøse en mild og gæstfri Sensommersol derover. Byens gamle Lysthave faar et nyt og kaadt Liv ved denne Alliance med Udstillingernes helt moderne Aand af Geschæft, Underholdning og Belæring. Man gaar uhæmmet om i det frie fra Pavillon til Pavillon i Stedet for timelange Vandringer i tæt Kø og daarlig Luft, man stemmes derfor mildt og ejegodt og naar frem til Realiteterne paa denne Udstilling med den friskeste Veloplagthed og de mildeste Hensigter.

Selv dette var desværre ikke nok til at redde Udstillingen. Radioindustrien er talmæssigt og kulturelt en af vore mest betydende Kunstindustrier, men denne Udstilling viser, at den kunstnerisk er af de allerringeste. Og det siger i dette de falske Antikviteters Land ikke lidet. Der er aabenbart ved at udvikle sig en i sin Modbydelighed vistnok uovertruffen og i sine kulturelle Følger skæbnesvanger »Radiostil«, navnlig kendetegnet ved en hul Blikelegance, trykket op fra Bagsiden, og ved Guldagramaner, alt forsynet med Patinaer i alle Grader af Holdbarhed og naturtro Udførelse. At det er Øjeblikket at slaa ned paa denne Fare, viste Udstillingen med Tydelighed: der var næsten intet af de udstillede Apparater, der ikke allerede fremturede vildt i disse Udskejelser, og ikke eet eneste, der viste et ærligt Forsøg paa at arbejde alvorligt og kunstnerisk ud fra denne helt nye Tings friske og oprindelige Forudsætninger. Det er saa meget sørgeligere at se, som man dog netop fra denne Industri i Kraft af dens enestaaende Chancer havde ventet en lødig og betydningsfuld Indsats, naar den teknisk var naaet vidt nok til, at en Afklaring kunde ventes, og man havde følt Haabet styrkes ved at se den tekniske og saglige Dygtighed, hvormed de indre og usynlige Dele (Lamper, Kondensatorer osv.) udformedes og med Sikkerhed afklaredes i naturlige Typer. Nederlaget understreges af et direkte Tilbageskridt, hvor der tidligere var gjort gode Tilløb. Tragthøjtaleren, der engang saa rigtig fornuftig ud, har gjort rivende Tilbageskridt og lagt sig Knyster, Kugler, Knopper og Guldborter til. Den eneste udstillede Lumièrehøjtaler var stillet i Bur i en empirisk Mahognikasse. Den havde dog engang en Form, man kunde forstaa.

Det skal gerne tilstaas, at Besøget paa Udstillingen skete i Haab om at finde et smukt Eksempel paa Industrikunst til Gengivelse i Kritisk Revy. Der var ikke andet at gøre end at gaa igen med uforrettet Sag. Modeksemplernes overvældende Mængde er det overflødigt at afbilde. Der var en Højtaler derinde, kamoufleret som Dødssejler, som det vilde være en Fornærmelse mod Læserne at bringe til Advarsel.

Men hele Udstillingens kunstneriske Standard er en velfortjent og uberettiget Fornærmelse mod Publikum, velfortjent, fordi der virkelig er et Behov og Afsætningsmuligheder for disse kulturelle Affaldsprodukter, uberettiget fordi Publikum ikke er værre, end at der udmærket kan sælges gode Ting, naar det gode ved dem blot er tilstrækkelig dygtig gennemført og talentfuldt understreget. Det er saaledes ikke blind Harme, der fremkalder denne Tilrettevisning, men en velovervejet Bevidsthed om andre og bedre Muligheder. Cyklen, Sixpencen, Brevvægten, Papirsaksen, Calabashpiben, Eversharpen, altsammen Ting, man ikke skammer sig for at vise frem i sine Stuer eller i nøjeste Kontakt med sin Person, viser, at det ikke er en uomgængelig Fordring fra Publikum, men kun Evneløshed hos Producenterne, der er Aarsag til denne kunstindustrielle Skandale.

Formildende for Radioindustrien, men dobbelt bekæmmende for den officiøse Kunstindustri er det, at det fine og officielle Nye Kunstskrift for Tidsfordriv overhovedet aldrig har interesseret sig hverken for Faget i Almindelighed eller for Udstillingen i Særdeleshed. Det er indenfor Kunstindustrien ikke naaet væsentlig længere end til Keramikunika og Vævehusflid. Saa burde det hellere lære af »Nolfi«, der laver hjemmevævede Gardiner paa Maskine. Det er dog altid et galt Skridt i den rigtige Retning!

*

Efter dette Mareridt var det en hel Husvalelse at komme over i Turistafdelingen, der dog ellers gjorde sit bedste for at ækle med forlorne Piger i Nationaldragter og Billeder af mere eller mindre nybyggede Ruiner. Sporvejenes mekaniske Legetøj reddede denne Del og fyldte En med Tilløb til en helt ny Følelse af Velvilje overfor dette Væsen.

Statsbanernes og Sovevognsselskabets Udstilling af Jernbanemateriel ydede det mest positive. De nye polstrede Tredjeklassesvogne (med en god og morsom Bolsterfjederkonstruktion) er tilforladelige at se til, men ikke ubetinget magelige at sidde i. Pladsøkonomi er en brugelig Undskyldning, men der er ogsaa en økonomisk Faktor, der hedder Hensynet til Kunderne. Disse nye Vogne opfylder maaske Nutidens Fordringer,

[[slut på siden]]



| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 58]

men gør ikke noget Forsøg paa at gætte Fremtidens - og de kan vel leve i et lille Halvhundrede Aar! Jernbanen skulde dog særlig tage Sigte paa Langvejstrafiken, og den nutidige Bils Komfort skærper stærkt Kravet til Banernes. Forresten er den nye graa Vægfarve i Kupeerne ikke noget Fremskridt fra den venlige lysegrønne; maaske er den lettere at holde, men til Gengæld meget uappetitlig og temmelig uhyggelig. Den hygiejnisk bestemte Udvikling gaar ellers den modsatte Vej: til renere, lysere Farver. Og den i Forvejen skandaløst slette Belysning i Togene gør ikke Farven bedre.

Sove- og Spisevognene rummer noget værdifuldt i deres udtryksfulde kompakte Ydre og i den hensynsløst gennemførte Rumudnyttelse. Men det virker lidt pinligt at se de naive Forsøg paa at gøre de dyrere Kabiner mere »elegante«. Lyserøde Marmorkummer og Plydsovertræk over Læderremmene er ikke noget Fortrin. Forestiller man sig maaske, at de fine Rejsende medfører færre Bakterier, eller mener man, at de bedre kan taale hinandens?

[[billedtekst:]]
Signalmast i Liljeholm (Otto Linton).
[[billedtekst slut]]

[[illustration]]

[[billedkommentar:]]
Selv Sandheden kan i en talentløs Mands Varetægt blive usandsynlig, Struckmann.

*

Det rare Fæ,
oh, lad ham gaa,
ham maa I ikke drille.
Han nænner ej det mindste slemt
at gøre i en Nælde.
[[billedkommentar slut]]


Forkromning.

Metallet Krom er et af de haardeste eksisterende Stoffer, idet dets Haardhed kommer tæt op mod Korunds, der har den største Haardhed efter Diamanten og under Navn af Karborundum er et kendt Slibemiddel. Denne Kromets Haardhed har paa én Gang gjort det eftertragtet og ubrugeligt til mange praktiske Anvendelser, fordi det ikke lader sig bearbejde og er ret skørt i større Stykker. I de senere Aar har man forsøgt ad galvanisk Vej at overtrække andre Metalgenstande med en Beskyttelseshinde af Krom, en Forkromning i Lighed med Fornikling. Hvor denne ret vanskelige Proces er lykkedes, har man opnaaet en meget fordelagtig Overflade, idet Kromhinden binder stærkere end f. Eks. en Nikkelhinde, saaledes at den ikke er tilbøjelig til at skalle af. Den lader sig polere smukt blank i en tingraa Tone, modstaar Angreb fra Luften og næsten alle kemiske Angreb, kun med Undtagelse af Saltsyre. Den bevarer sin Blankhed uden at skulle pudses, irrer eller angribes ikke - saaledes som Nikkel er tilbøjelig til det under Paavirkning af Fugtighed - og taaler Pudse- og Slibemidler uden at Kromhinden afslides. En sammenlignende Undersøgelse fra Statsprøveanstalten viser paa dette Omraade en Overlegenhed over Fornikling paa over hundrede Gange!

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 59]

Forkromningen er endnu kun i sin Vorden. Flere amerikanske Automobilfabriker anvender den dog, og herhjemme faas allerede som Standardartikler forkromet Sanitetsarmatur. Paa dette Omraade, hvor baade hygiejniske og Delikatessehensyn fordrer en gennemført Properhed, og de stadige Angreb af Vand og Vaskemidler sætter Materialet paa en haard Prøve, er denne Behandling særdeles velvalgt og har hidtil svaret til Forventningerne. Der er derfor Grund til at vente en Fremtid for denne nye Metal-behandling ogsaa paa andre Omraader. Især da den allerede nu kun er meget lidt dyrere end Fornikling.
________
Gaa stille, tal sagte, Byen er fuld af Skolevogne.
________
Det forlyder, at Byplanslabberadstoriet vil gaa over til Kaffe Hag.
________
Forsiden er en Rebus over en kendt Højesteretssagf§rer.
________
Rel. I. F. Willumsen er rejst til Relieraen.

[[illustration]]

[[billedtekst:]]
Dora Kaiser
(fot. d'Ora, Paris)

[[billedtekst slut]]

[[billedkommentar:]]
Skønhed.

Hvis De kun vil se det skønne,
saa lad vær og gaa til Kunsten.
Gaa til Moden, Erotiken eller Stjernerne og Maanen
eller til Museets Ørken, hvor nu kun de tomme Fodspor
minder om en svunden Indsats:
Skønhed, der er død i Skønhed .

Men hvis De vil se en Omgang raa og rigtig fight i Ringen
mellem Livet og Ideen,
saa træd indenfor!

[[billedkommentar slut]]


De blaa Stilladser.

Et smukt Stykke Kunstindustri er groet op af Københavns Gader: Wasas blaa Stilladser. De indeholder mere kunstnerisk rigtigt - det vil tillige sige praktisk rigtigt - end hele Kunstindustriefteraarsudstillingen i Kunstindustrimuseet (PH-Lamperne naturligvis undtaget, men de sprænger ogsaa Rammerne derinde). - Disse blaa Stilladser, samlet af Standardelementer med en simpel og overalt anvendelig Standardsamling er lette og hurtige at rejse, kan tilsluttes enhver Facadelinie og overgaar i Anvendelighed de gamle, stankelbenede Patentstilladser. Med deres smukke, blaa Farve, der staar meget fint til Facadernes graa, brune og røde, og som skaber et intimt Liv i Gadebilledet, og med deres indlysende og rolige Inddeling er de fine Eksempler paa højtudviklet, interimistisk Arkitektur. Se bare, hvor nusset det gammeldags Stillads foran den pinlige og svagelige Peristyl paa Fruekirke virker til Sammenligning.

Cellulose-Lakker.

Maletekniken har altid været stedmoderlig behandlet, henvist som den var til saa tilfældige Materialer som Lusesved (Shellak) og Frøolie (Fernis), af hvilke den første

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 60]

er meget sprød og modtagelig for Paavirkning af alle Kemikalier lige fra rent Vand (Prøv at stille en vaad Vase paa et poleret Bord. Men ikke mens Husmoderen ser det!), og den anden stivner kun langsomt og under Luftens Paavirkning ved en kemisk Omsætning, der vedvarer til Stadighed og efterhaanden skørner Laget helt, saa det til Slut smuldrer bort. Senere er Kopallakkerne kommet til, men de har alle Fernissens Ulemper, omend i ringere Grad, og taaler som den ikke senere Paavirkninger, være sig mekaniske, kemiske eller ved Varme. Følgelig har ogsaa Malingsovertrækket alle Dage været betragtet som en ganske midlertidig Foranstaltning, der regelmæssig maatte fornys og kun bevarede et anstændigt Udseende en kort Tid. Den kemiske Industri har i de allerseneste Aar begyndt at interessere sig ogsaa for dette Spørgsmaal og har bragt et af sine Yndlingsmaterialer i Anvendelse, Cellulosen, som har afgivet Raastof for baade Skydebomuld, Emballagevat, Papir, Kunstsilke og syntetiske Næringsstoffer. Resultatet er de saakaldte Duco- (efter Salgsnavnet for et af de første Fabrikater) eller Cellullose-Lakker. De bestaar af forskellige Celluloser og Nitrocelluloser, opløst i Opløsningsmidler som Acetone, Benzol og Pæreæter osv. De første Nitrocelluloselakker egnede sig kun til Paasprøjtning og kunde derfor i den egentlige Maleteknik kun opnaa en meget begrænset Anvendelse; men man er nu naaet til at fremstille Lakker, der baade lader sig sprøjte og stryge, det sidste endda med særlig Fordel fremfor Kopal- og Olielakkerne, idet det er meget let at opnaa en helt glat Overflade ved Strygning, fordi de kan stryges i saa tykt Lag, at Penselstrøgene flyder til af sig selv. Det hænger sammen med deres Tørreevne; de tørrer tilbunds i Lag af en hvilkensomhelst Tykkelse, fordi Tørringen er knyttet til en Fordampning af Opløsningsmidlerne og ikke til nogen Omdannelsesproces. End videre er Svindet under Tørringen saa stort, at selv ret betydelige Ujævnheder under Strygningen formindskes til det umærkelige. Denne Egenskab forudsætter til Gengæld en mere jævn og glat Bundflade end ellers. Den meget hurtige Optørring forringer Faren for Ujævnheder ved Forurening af den nymalede Flade. Efter faa Minutter binder Støv ikke til den.

Den færdigtørrede Overflade har i Reglen en karakteristisk fin halvmat Karakter, der ved Slid bliver pletvis blank. Det er en Virkning, der kan udnyttes smukt, men det almindeligste er at give Fladerne en Efterbehandling med Glanslak eller en Polering eller Matslibning. Der findes, foruden de særlige, klare Glansemaljer, enkelte Fabrikater, der selv tørrer blankt op. Celluloselakkernes Overflade er ganske særlig modstands dygtige imod Slid og Ridser saavel som imod alle kemiske Paavirkninger og endogsaa meget høje Temperaturer.

Et andet uvurderligt Fortrin har de i deres absolutte Uegnethed til »Mahogni«- og »Egetræsmaling«.

Celluloseprodukterne findes i Handelen i mange Kvaliteter til mange Formaal, farvede og klare, pigmenterede og laserende, haarde og bøjelige, til Læder, Stof, Træ og Metal, til Maling eller til Boning og Polering. Allerede paa deres nuværende Udviklingstrin har de i meget væsentlig Grad fortrængt de gamle Produkter. Saaledes leveres saa godt som alle Automobiler med Cellluloselakering. Vi synes at nærme os en Tid, hvor vi ikke længere behøver at betragte Maling som en midlertidig Foranstaltning.
M. V.
________

Bageren i Terndrup har opfundet en Anordning, hvorved man altid har Vinden paa Ryggen, naar man cykler.

Vi har modtaget

Hvem var Farimax?
---
Det danske Socialdemokratis Grundlægger

Hr. Red. P. Hønissen.
Staves Paradox vel med ph?
---
Snoph !

Moderne Ægteskab.
Kære Organ. Kan du eller Prof. Jørgensen ikke hjælpe mig, det gælder et Væddemaal: Min Kone siger, at Livet er lutter Opvask, men jeg holder paa, at det er en evig Tørrenaf. Hvis er Grunden og hvorfor?
---
Jørgensen er bortrejst.

Kære K. R. Ved en Lhombre i forgaars fik Hr. Restratør Henriksen 9 Matadorer i Klør. Hr. Henriksen er 91 Aar, rask og rørig.

*

Jeg læser i Bladene, at vi alle er Protestanter. Hvad er det egentlig, vi protesterer imod?
---
Kun Spørgsmaal af almen Interesse kan besvares.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 61]

Ærlig Reklame!

En Annonce i Kritisk Revy 1 X
har tre Gange saa god Placering 3 X
Pladsen er dobbelt saa stor 2 X
Prisen en Femtedel 5 X
Hvert Hefte læses af mindst ti Mennesker 10 X
Annonceringen varer 3 Maaneder 90 X
Vi udpeger til Annoncerer de halvtreds,
der bærer dansk Erhvervsliv 50 X
Læsekredsen er Bourgeoisiet, Adlen, Snobberne,
Præesterne, Autoriteterne, Hoffet med Snoge, de
betydende Socialdemokrater -ja, selv Pressen.
Kort sagt (bortset fra Pressen} et ualmindeligt
købedygtigt, aandsfrisk og intelligent Publikum:

The upper ten .......... 1O

13,500,000 Gange

[[illustration]]


Altsaa er det 13,500,000 Gange bedre at avertere i Kritisk

Revy end noget andet Sted.

De skulde prøve det, selv om det kun er dobbelt saa godt.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 62]


Kunst kontra Teknik.

Stiller man Spørgsmaalet: »Hvem skabte Filmen?«, vil 990 svare Edison, 9 vil svare Lumière, og een vil maaske svare Skladanowski ... og ingen af dem vil faa Ret. Disse tre, hvoraf den sidste hævder at have fremvist Film i 1892 allerede - 3 Aar før de andre - var fremragende Teknikere, der opfandt et morsomt Legetøj, en videre Ud-vikling af det stillestaaende Kabinetsfotografi. Mellem dette levende Billede og Filmen maa man sætte et skarpt Skel. Det levende Billede sattes med Rette i Datidens Lovgivning i Skatteklasse med Slangemennesker, Tandatleter og Dødscyklister; men det banede Vejen for Amerikaneren D. W. Griffith, der efter Aars Eksperimenteren naaede til at skabe den stumme Kunst. Førend 1912 kan man ikke tale om Filmens Opdagelse, indtil da havde man kun fotograferet Teater. Hemmeligheden bestod i, at Griffith var Kunstner og forstod at gøre Ingeniørerne afhængige af sig, saaledes at Tekniken underordnedes Kunsten og traadte i dens Tjeneste. Men Ingeniørerne kunde ikke finde sig i at være Stik-i-Rend Drenge for Kunstnerne; de brød ud, blev selv Instruktører, skabte Filmens Nick Carter-Periode og fik Sukces paa Sensationsfilmene med den tyndest mulige Traad, spillet af Akrobater og Mesterboksere og spækket med tekniske Uhyrligheder som Brosammenstyrtninger, Dynamiteksplosioner, Jernbanesammenstød etc. etc. Ingeniørerne gjorde glimrende Forretninger, medens de faa fremadstræbende, kunstnerisk begavede Instruktører som Ths H. Ince, Marshall Neilan, R. Barker og Griffith enten førte en haard Kamp for Tilværelsen eller mere eller mindre gav efter for Kravet om Sensationer. Sjøstrøms »Terje Vigen« og Griffiths »En Nations Fødsel« gav endelig Stødet til en Kursændring, og skønt Akrobaterne og Ingeniørerne fortsatte deres Virksomhed - helt fri er Filmen ikke blevet for dem endnu - gik den kunstneriske Film støt og stadigt fremad i Folkegunst. Denne Kurs har holdt sig indtil nu. Nu er Ingeniørerne kommet sig efter det Slag, Kunstfilmen rettede imod dem, og har samlet Kræfter til et nyt Fremstød paa hele 4 Fronter: Farvefilnl, Stereoskopfilm, Tonefilm og Talefilm.

Hvad betyder nu disse fire tekniske Foreteelser for den stumme Kunst?

Farvefilmen og Stereoskopfilmen er det lettest at klare. Det er rystende ligegyldigt, om de bliver gennemført eller ej. Intet vil være vundet derved. Med den Standard, de tyske og amerikanske Fotografer efterhaanden har opnaaet, er Kravet om Dimensioner og Farver overflødiggjort. Ingen vil falde paa at klage over manglende Perspektiv i »Faust« eller »Cat and Canaryg - og Farvefilmen har hidtil kun virket forstyrrende og forsimplende (»Ben Hur«).

Tonefilmen er den af de fire Opfindelser, der har den største Fremtid for sig. Ikke som gribende ind i selve Filmens Funktioner - det vilde kun virke forstyrrende - men som en Løsning af Spørgsmaalet: Musikledsagelse. Den Musik, der spiller under Optagelserne, vil kunne fotograferes ind paa Filmstrimlen samtidig med Billederne, og derved vil den ideelle Kontakt mellem Musik og Film kunne opnaas. Det siger sig selv, at en saadan Opfindelse vil medføre en Musikermisère af uberegneligt Omfang. Alene i Berlinerbiograferne beskæftiges 2000 Musikere ifølge en Opgørelse i :*Film- Kurier«; dette giver et Indtryk af den uhyre Skare arbejdsløse Musikere, Tonefilmen vil skabe, og man forstaar paa denne Baggrund bedre den Bevægelse, der i Amerika har stillet 10,000 $ paa Benene til Bekæmpelse af Tonefilmen. - Og alligevel maa man absolut holde paa Tonefilmen som Fremtidens Filmsmusik. Alt for ofte præsenteres man selv i de store Teatre for en Musikledsagelse, der røber fuldstændig Uvidenhed om de essentielle Elementer i Filmens Kunst; det er ikke gjort blot ved at spille »Liebesleid« i Kærlighedsscener. Ingeniørerne har her en stor Opgave i at skabe fuldtud tilfredsstillende Lydfiltre og billige og enkle Forevisningsapparater, der kan installeres selv i de mindste Biografer.

En anden Følge af Tonefilmen bliver den radikale Omlægning af Censurens Arbejde. Det siger sig selv, at det færdige Produkt med tilsvarende Musikstrimmel ikke kan beskæres uden at afstedkomme musikalsk Ragnarok. Censuren maa enten beskære Manuskriptet før Indspilningen og kræve dette strengt overholdt - hvad der vilde aabne Vejen for utrolige Snyderier - eller have Repræsentanter til Stede ved enhver Filmsoptagelse - hvad der vilde være forbundet med fantastiske Udgifter ... eventuelt kunde man jo ogsaa ophæve Censuren?

Tilbage staar Talefilmen, der har afstedkommet Panik i Filmsverdenen. Med den fører Ingeniørerne det dræbende Stød mod den stumme Kunst. Lad os da engang undersøge den talende Films Muligheder. Den kan faa stor Betydning som Bevarer af Skuespillere, Statsmænd og Forfattere; den vil kunne bringe Valgkandidater i Kontakt med en større Kreds af Vælgere - alt er sagt om og om igen, maaske fordi Talefilmens Fædre ved, at det er det eneste. der er at sige til Fordel for Opfindelsen?

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 63]

En af den stumme Kunsts største Fortjenester er, at dens Stumhed gør den international. Igennem Filmen maa det store Publikum opdrages til at forstaa andre Landes Tænkemaade og Skikke, og saaledes vil Filmen mere end Guldfyldepenne og Traktater være i Stand til at skabe Forstaaelse imellem Nationerne. Med den talende Film bortfalder Internationaliteten. Ethvert Land vil være henvist til sine egne Produkter. Ensidighed, Trustvæsen og Formaalsløshed vil være Følgen for de store Landes Vedkommende; - for de smaa Landes Vedkommende vil det betyde en fuldstændig Ophævelse af Begrebet Film; med mindre - og det vilde være værre - man kunde tænke sig, at vore hjemlige Filmsselskaber vilde indlade sig paa at forsøge at forsyne vore 500 - 1000 Biografer med Programmer.

Fremdeles vil det rent praktisk vise sig umuligt at forevise en talende Film. Hvis en af de Optrædende siger noget vittigt eller aandrigt, vil et normalt Publikum le eller klappe, i denne Larm vil imidlertid 50 - 100 m af Filmen gaa til Spilde. Man maa altsaa enten sætte Bødestraf for at more sig eller gøre Dialogen saa dødkedelig, at ingen kan føle sig fristet til at le eller paa anden Maade at give sit Bifald til Kende.

Efter Talefilmens Virkeliggørelse staar Filmens Tilhængere magtesløse overfor det gamle - nu med særlig Iver genoptagne - Skældsord »reproduceret Teater«. Reproduktion er af det onde - Talefilmen er og bliver Reproduktion, Kopi, uden den ringeste Antydning af Selvstændighed, tarveligt Plagiat af ægte Kunst, og er derfor ikke eksistensberettiget. Fred være med den! Den er dødfødt!

Men Realiteten udviser noget andet. Talefilmen er ikke død endnu. Netop nu faar vi Meddelelse om de første virkelige Talefilms: »The Lion and the Mouse« med Lionel Barrymore, Alec B. Francis og May Mac Avoy, og Warner's »The Lights of New-York« med Cullen Landis og Helene Costello. Netop nu hører vi, at de amerikanske Selskaber lader deres Skuespilleres Stemmer prøve før Kontraktfornyelser, at Amerikas betydeligste Filmsjournalist James R. Quirk lægger sit Lod i Vægtskaalen til Fordel for den talende Film, at en af de 6 Münchener-Film-Festwochen var helliget Tone- og Talefilm etc. Altsammen foruroligende Meddelelser, der synes at tyde paa et eksempelløst Sejstog gennem hele Verden for den talende Film, og dog er alle disse Fakta uden reel Be-tydning. Talefilmens Broadway-Sukces beror slet ikke paa Kravet om talende Films paa Bekostning af den stumme Kunst. Det er en Nysgerrighed, der i meget høj Grad er dikteret af den uhyre personlige Popularitet, Stjernerne nyder. Tidligere.har Teatrene efterkommet Publikums Ønske om nærmere Kontakt mellem Skuespillere og Publikum ved de ogsaa herhjemme fra Fytaarn-og-Bivogn Films samt »Jeanne d'Arc« kendte »personal appearances«, hvor Filmens Rollebesætning før eller efter Forestillingen holder en lille banal Dusintale til sine »fans« - og ved Radioudsendelser af Filmstjernerne. Naar der nu bydes en Lejlighed til at høre Yndlingenes Stemmer, eventuelt se dem i deres naturlige Farver og i tre Dimensioner, saa de næsten er lige til at føle paa, er det kun naturligt, at Folk styrter til i stor Mængde. Men det vil ikke vare længe. To Ting vil fredeligt aflive Talefilmen: dens stærkt indskrænkede Virkemidler, der slet ikke kan tilfredsstille Nutidens Filmspublikum - og de selv samme Mennesker, det selvsamme »fan«-System, der idag skaber den store Sukces. Talefilmens Indførelse vil nemlig betyde Arbejdsløshed for Tusinder af populære Skuespillere, hvis Sprog er en Hindring; men deres Uvirksomhed vil ikke vare længe, for ingen er saa trofast som en rigtig »film-fan«. Raabet paa disse Skuespillere vil blive højere og højere, indtil en Dag en smart Mand gaar hen og opfinder Filmen, den stumme Kunst, paany, sikrer sig alle de arbejdsløse Favoriter og konkurrerer det uhyggelige Misfoster, Talefilmen, ud af Programmerne paa 14 Dage.

Talefilmen vil bevare sin Magt over Sindene maaske 2 Aar, maaske 5 Aar. Folk vil hurtigt indse, at det kun er Humbug, og ty tilbage til Thalia; men den Film, der saa opstaar, vil have lært mere, være blevet modnere, og hvad der nu kun er Forsøg, vil til den Tid genopstaa som virkelig stum Kunst.

H. V. Ringsted.


Russisk Film.

»St. Petersborgs sidste Dage«, Officin Sovkino, iscenesat af den fra »Moderen« kendte Pudofkin, Hovedrollerne udført af Skuespillere, Birollerne af Typer fra Folket.

Niveauet kan ikke sammenlignes med de sædvanlige amerikanske Society-Films, vor Tids Køkkenromaner. Første Trediedel giver en Skildring af russisk Bondeliv med et Billede af en fødende Kvinde - det er stor, kunstnerisk Realisme, Zola omsat til Film.

Desværre har man disponeret galt over Stoffet, har villet have baade Verdenskrig og Revolution med. Resultatet er blevet, at Filmen opløser sig i et Flimmer, hvori det første, stærke Indtryk forflygtiges.
________

Rekrudtfilm:

Kongen erklærede sig under Manøvrerne tilfreds med den danske Lakrigskunfægt.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 64]

Pressekultur II.

[[illustration]]
[[billedtekst:]]
Herre, Hjælp det Citat, der falder i vores Kløer!
[[billedtekst slut]]

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 65]


International Orientering

Til de nyttigste Bøger hører orienterende Rapporter, der giver et sammentrængt, anskueligt Billede af Forholdene i et fremmed Land. Et ypperligt Eksempel paa Arten har vi i Herbert Iversens Amerikanske Tilstanden der gav et klart, overalt anvendeligt Skema til Afdækning af Forbindelsestraadene mellem Storindustri og Højfinans. Ogsaa den liberale Englænder Ramsay Muirs Bog »Amerika det gyldne« (Aschehoug) giver gode Oplysninger, især om Aktieselskabernes Opbygning og den fordske Detroitisme. En velordnet Haandbog, »Revolutionen i Rusland, 10 Aars Sovjet-Styre«, har Ernst Christiansen og Aage Jørgensen udgivet i Studentersamfundets Serie »Kultur og Videnskab«. Fremstillingen er partitro kommunistisk men viser helt igennem en redelig Vilje til Objektivitet. Som et Supplement kan man læse et lille Skrift af den tidligere Kommunelærer A. Kjærulf Nielsen, der har taget Ophold i Moskva som kemisk Fabrikarbejder. Pjecen, »Mit første Aar som Arbejder i Sovjet-Rusland«, er udkommet paa Arbejderforlaget.

Endvidere er kommet to Bøger, der begge behandler Nutidens England: Peter P. Rohde: »Verdenskrisen og det britiske Rige« (Koppel) og C. A. Bodelsen: »England« (Haases Haandbøger). Rohde giver først en Fremstilling af de tre politiske Hovedpartier, Konservatismen, Liberalismen og Socialismen, og undersøger derefter Kræfterne nedenunder, altsaa det økonomiske Grundlag. Bogen er et skarpsindigt, selvstændigt vurderende Arbejde. Rohde mener, at det britiske Rige trues af en Katastrofe, der kun kan afværges derved, at den stadige Industrialisering standses, og Landbruget igen gøres til en Hovedfaktor, som i alt væsentligt kan gøre Nationen selvforsynende. Men at reducere Industrien betyder at reducere Kapitalen, altsaa Kapitalistklassen. Og at øge Landbruget betyder at reducere Landaristokratiet. Industrien og Landaristokratiet udgør tilsammen den engelske Konservatisme, og det er altsaa ved en Likvidation af den, Rohde mener, den truende Katastrofe kan afværges.

En meget smuk og klog Oversigt, der paa mange Punkter indbyder til interessante Sammenligninger med Rohdes mere udfordrende Bog, giver Dr. Bodelsen. Især Kapitlet om Folkekarakterer og Aandsliv er fortrinligt ved sin omsigtsfulde Vurdering af svært bestemmelige Folkeejend'ommeligheder.

Endelig maa nævnes et Foretagende, der har sat sig den internationale Orientering til Program, Maanedsskriftet »Monde«, der redigeres af Broby Johansen og fremtræder som skandinavisk Udgave af Henri Barbusses Ugeblad. Bladet erklærer, at det ikke vil tage Parti i den politiske Polemik, hvad der dog mere synes en Frase end et alvorligt Løfte. I første Nummer bringes Artikler om Oprørsbevægelsen i Nicaragua og om Georgien, Litteraturanmeldelser m. m. Det er endnu for tidligt at dømme om, hvor meget de unge Kræfter bag »Monde« kan udrette, men Tidsskriftet har i al Fald Interesse som et Modtræk mod den Gravlund-Bukdahlske Nationalisme.

En russisk Kulturhistoriker, der bor i København, blev spurgt om, hvad der forekom ham mest paafaldende hos de danske. Han svarede:

»Mest har deres Selvoptagelse overrasket mig, deres utrolige Mangel paa Interesse for hele den Øvrige Verden. Det bedste, man kan ønske dem, er, at de en lille Stund kunde glemme sig selv og prøve at forstaa lidt af de vældige Kræfter, der andre Steder er i Gang. Altfor ofte hører man i Danmark, at alle disse Verdenskonflikter ikke vedkommer os - Danskerne lever under andre, mere fredelige Forhold. Men selvom man sidder i en lille Kahyt, som Ilden endnu ikke har naaet, er det ikke klogt at lade som intet, naar Ilden raser i Lasten.«

O. G.
________

Socialdemokratiet har virkelig Held med at trykke Bourgeoisiets Kulturrest ud over Arbejderne. Dette er, hvad en dansk Arbejder faar ud af en Studierejse i Sovjetrusland: »Alt Indbo i Salene vidnede om en vanvittig Luksus, men samtidig om en forfærdende Smagløshed hos den afdøde Tsarfamilie. Det ene Stykke Møbel svarede ikke til det andet«

(Fra »Hvad vi saa i Sovjetrusland«.)

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 66]

Rationel biograf.

[[illustration]]

Af Alvar Aalto, �bo, Finland.

Här föreliggande korta resumé av studier, som undertecknad gjort i biografteaterns rationalisering inskränker sig till det, som i en arkitektuppgift är det väsentligaste, nämligen själva teaterns system, själva den pågående töreställningens både tekniska och psykiska konstruktion.

Filmen som bild, alltså filmens tekniska typ och idé för osökt tanken till den himmelsvida skillnaden mellan t. ex. en egyptisk skulptur huggen i natursten och den lilla celluloidbiten som överallt i världen återkommer i millimetriskt samma format. Men skillnaden är lika stor jämförd med nittiotalets oljefärgstavla i guldram och ett modernistiskt konstverk i samma material med sin pockande »personliga uppfattning«. Både egyptiern och de sistnämnda kunna jämföras och kritiseras under någorlunda samma förutsättningar, den lilla celluloidbiten, som uppträder i serie hör däremot ej till familjen. Den saknar de förras huvudegenskap - individuell monumentalitet. I stället är den ett av de mest klara typföre-mål i vår tid, hela dess existens är en härledning av begreppet typ. Den representerar mindre en form än ett system. I det fallet är den ett idealexempel på tidsbetonad produkt.

Om själva filmen, alltså den rent tekniska grunden för biografen är renalstrad och i viss mening tidstypiskt färdig så står å andra sidan miljön biografteatern på ett fullkomligt motsatt plan . I flertalet fall är biografen helt konstruerad på basis av teaterns, talscenens, princip med till och med ridåer och rester av scenformation. Den har, av skäl som äro många och onödiga att här behandla varit fixerad som nästan ren dekorationsuppgift och det »praktiska« har huvudsakligen bestått i nödigt tillfredsställande av trafikala fordringar inom skrankorna av den mer eller mindre klassiska planformen. Därtill tillgodoseende av vissa nutida bekvämligheter, synvinklar etc.

Det är meningen att i detta sammanhang nu för- söka utforska vilka de grunder skulle vara, som borde uppställas då en arkitekt arbetar med en real- lösning som huvudmål. Vi befatta oss till att börja med endast med problemets kärna, och åsidosätta spörsmål, som äro gemensamma för alla samlingslokaler, eller icke direkt egenartade för biografen.

Det centrala i biografproblemet är den pågående föreställningen. Och där möter vi säkerligen dess viktigaste betingelser. Det slår oss att biografsalongen mer än något annat rum är ett Ijustekniskt problem. Det samma är fallet även med teater, dock

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 67]

[[illustration]]

sålunda att det rent ljustekniska i en talscen mera är ett problem på psykologisk bas, en fråga om rätta förhållandet mellan scen och publik etc. Därtil kommer i teatern den akustiska frågan som jämnställd faktor. I biografen däremot är ljusproblemet allenarådande, - fallet akustik skola vi behandla senare, - skådespelet här representeras av en projiserad bild och arkitektens uppgift blir att möjligast felfritt med rätt inställelse göra den åskådlig för publiken. Vi kunna kanske säga att det ljustekniska problemet här är lika centralt och allenarådande som det akustiska problemet i en konsertsal. Och lika som akustiken i konsertsalarna länga fått stå som en sekundär uppgift, lika har även biografens ljustekniska problem varit mindre beaktat. Akustiken i en konsertsal hämmas bland annat av ljud som genom reflexverkan av ofördelaktiga plan ljuda med för lång resonnans. Ett analogt fall kan konstateras i biografen. Bildens tydlighet är beroende av absolut mörker, som dock icke kan åstadkommas i en vanlig salong på grund av att den projiserade bilden i sig själv representerar en så stark ljuskälla, att den upplyser salongen. D. v. s. genom reflex från ofördelagtiga plan (väggar och tak) tillföres ögat även andra ljusstrålar än de, som utgå direkt ur den projiserade bilden.

Ansatser till en sådan behandling av salongens väggar som skulle motarbeta denna olägenhet har gjorts, dock utan att de skulle bilda egentligt system eller i bruk varande standard.

Logiken i att göra en bio svart i interiören torde faktiskt legat nära till hands i biografens tidigaste barndom, då ännu ingen tänkte på lyxditon och arki-tektur i samband därmed. Man ansåg biografen enbart som ett lustigt tekniskt trick och var føljaktligen tekniskt ärligare även vis a vis salongen. Den svarta interiören hade man dessutom preiudikat på från fotoapparatens innandöme, där den tillkommit på grund av samma logik.

En angenäm bekantskap i samma riktning, må- hända den första storbiograf som gjorts med beaktande av ljusproblemet, och en bio, som just tillvaratagit den nämnda marknadsteaterns sunda typ, är Asplunds Skandia i Stockholm. Väggarna där i svart alfresco representera en om möjligt ännu bättre ytbehandling än tältbiografen.

Då jag för en tid sedan fick ett uppdrag, som gav möjligheter för studier i frågan kan det sägas, att biografen med funktionelt färgbehandling, närmast då Scandia, stått som den tacksamma utgångspunkten. Vid en närmare analys, nödgas jag ytterligare upptaga jämførelser med talscenen. Vid talscenen är salongen under pågående föreställning alltid mer eller mindre belyst. Ehuru ljuset kastas enbart mot scenen, har den reflexiva belysningen av

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 68]


publikmassan en mycket viktig psykologisk roll att fylla. Kontakten mellan scen och publik är rättare om känslan att scen och salong i viss mening bilda samma rumsbegrepp.

I biografen sammanföra vi ej två rum utan publiken och en bild. Frånsett att bildens tydlighet och synförmågans koncentration stärkes genom en salong i »absolut mörker« få vi även en annan faktor: salongens rent arkitektoniska form blir även vid fördelaktig färgbehandling (svart), dock så pass mycket belyst, att den bildar en till sin idé skulptural omramning för bilden. I motsats till teatern är detta i biografen en olägenhet. Det fotografiska perspektivet och salongens volymkänsla äro två saker av skild värld. Vi få som resultat något som påminner om »fotografiet i ram«.

Biografsalongens lösning torde alltsd icke vara en fråga av enbart färgbehandling utan fordrar en totallösning med funktionellt konstruerad form.

Att denna lösning icke skulle kunna ernås enbart (eller ens i huvudsak) med blotta planformen (rumsformen) visade sig genast klart. Författaren gick även ut ifrån, att lösningen, om den överhuvud skulle hava större och allmännare betydelse, skulle vara en standardiseringsbar form - närmast alltså ett system. Därtill ett system med stor anpassningsförmåga.

Lösningen gavs av det förhållandet, att alla störande ljusstrålar gingo från projektionsduken mot salongen, alltså i en riktning direkt motsatt mot publikens synriktning. Det gällde alltså att konstruera en salong så, att samtliga de plan, väggar och takdelar, som voro skönjbara för publikögat, icke direkt kunde ernås av från duken mot salongen kastade ljusstrålar.

Ett skärmsystem i synliniens tvärriktning var den första användbare idén. Metodiskt utfört resulterade det i en standard, som här i illustrationer återges. En metallbeklädnad, som består i ett lamellsystem med lamellernas vassa kant mot salongens centralaxel. Bifogade croquis visar ljusstrålarnas riktning och reflektering. Vid dimensioneringen har som mycket viktig faktor det förhållandet varit bestämmande att det icke gällde att bara göra en »väggkonstruktion eller ett tak« utan en metod, som kunde användas som »form« för alla i en biografsalong varande föremål så att allt i interiören kunde vara på samma sätt ljustekniskt »neutralt« vis a vis de störande ljusstrålarna. Att vi därmed även formellt få en viss fixerad arkitektonisk grundstandard för all interiörbehandling i biograf, antingen det gäller rumsytor eller rekvisita, är givet.

Systemet har naturligtvis sina fordringar på speciell färgbehandling, ehuru det inom vissa gränser är användbart även med godtyckliga färger. De sidor av lamellerna, som äro vända mot projektionsduken och alltså mottaga i första hand dukens överskottsljus skola vara mattsvarta, lamellernas publiksida kan, utan att inverka på biografens funktion inom vissa gränser få en godtycklig färg. De sistnämndas färg bestämmes mera av biogratens andra ljustekniska problem - mellanakten. Om man betraktar sammansättningen föreställning - mellanakt som en dualism, skall man finna att lamellsystemet har en motsvarande egenskap - den svarta och den godtyckliga färgsidan. Den sistnämndas godtycklighet kan förstås så, att man därmed kan giva mellanakten dess prägel med stor frihet. Genom att belysa denna sida få vi även en riktlinje för en mellanaktsbelysning, som organiskt passar i systemet. För mina ögon hägrade först en strålkastarknippe från maskinrummet eller något annat i den stilen, som dock är ogörbart på grund av bländningsfenomen etc. I den biograf, för vilken denna studie gjorts, är det nog P. H.lampans konstruktör, som får bli fader för mellanaktsbelysningen - ja, ett mycket positivt förslag har redan i en konferans med »P. H.« sett dagen. Ehuru frågan icke är slutligt utarbetad, har jag tagit mig friheten att antyda hans idé med långa P. H. konstruktioner vid balkongbalustraderna i en av skisserna.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 69]

Som synes är ett av resultaten av lamellkonstruktionen det att föreställning och mellanakt icke arkitektoniskt bilda en konflikt utan i stället äro fria i förhållande till varandra. I biografen med dess reklamnödvändighet är det om något en fördel att interiören under mellanakten kan få nästan vilka färger och vilken prägel som hälst, ja den kan tillochmed göras variabel, så att interiören under olika sesonger får olika skepnad. Biografen har hittills oftast byggts uteslutande »för mellanakten« och en rad av kompromisser har varit följden, ja jag har sett en allvarligt menad lång artikel i »biografbyggnad«, som var en riktig högskola i arkitektonisk kompromisslära. Om jag här har haft själva föreställningen som utgångspunkt betecknas därmed ej en »ensidighet« av ovanantydda slag, tvärtom har principen »funktionell form« valts framför »funktionell färg«, bland annat därför att biokvällens båda perioder, föreställning och mellanakt skola kunna få var sin reala lösning.

Det återstår ännu att i korthet beröra några punkter i biografens problem, som ehuru gemensamma med flera andra arkitektuppgifter dock hava vissa särdräg i en biografteater. Jag utväljer bland dem endast frågorna planformation och akustik. Den traditionella teatern har alltid tillvaratagit den egenheten att skådespelet på en scen är njutbart även om åskådarens synlinje bildar en mycket spetsig vinkel mot ridåplanet, detta lika i horisontalt som vertikalt läge. Ministerlogerna vid prosceniet äro typiska exempel därpå, likaså planformerna i övrigt, amfiteaterns concentriska uppställning icke att förtiga. Biografens bildprojektion tillåter ej detta. Den fordrar en nästan 90° synvinkel mot projektionsduken. Den rutinerade »bioarkitekten« opererar med vissa minimivinklar för synlinjen. De tal, jag sett nämnas och användas i praktiken synas mig väl sangviniska. De äro måhända på sin plats, då parisoperans breda plan genom »praktiska« kompromisser omändras till biografteater med maximiåskådareantal i salongen. Men uppställer man som mål icke maximum av sittplatser utan maximum av fördelaktiga sittplatser, och går till verket utan förutfattad mening, skall biografens både plan och section snart vara funna. Rimligtvis borde bådadera närma sig formen av en avstympad sector.

Flera av de nutida storbiograferna äro s. k. »tvåparkettteatrar«. Man har velat göra gällande, att typen är ekonomisk, tillåtande ett stort antal åskådareplatser, men hålla vi fortfarande fast vid parolen om maximum förmånliga sittplatser är den nog icke vidare glädjande. I själva verket är det en blodlös kvarleva av barockteatern med nutida »förbättringar«. Redan en sådan omständighet som maskinrummets placering fäller den; trösten att publiken »nästan icke märker fel« om projicering från maskinrummet sker i 70° vinkel mot duken hör till den arkitektoniska kompromisslärans kategori. Aven höjdförhållanden och den tätt över publikmassans huvuden sväpande synlinien från bakre platser på andra parketten är en negativ sida. I stället för den andra parketten skall fondväggen i sin helhet kunna användas så, att den bildar ett system av mindre djupa rader tätt på varandra. Systemet tillåter goda och fria synlinier, systematiserad trafik, och placering av maskinrummet i fondväggens centrum. Maskinrummet kan även arkitektoniskt framhävas som sig bör - dess maskering innebär arkitektonisk kompromiss.

Akustiken - musiken är en rätt dunkel fråga i en biograf. Man har otvivelaktigt den känslan, att den rent tekniska sidan härvidlag ej är löst. Medan ljudfilm och elektriska överföringsmetoder av musik, som bäst fullkomnas och måhända komma med den tekniska lösningen, besitta den nutida orkestran flera olägenheter. Den är till sin placering och idé hemmahörande i operetten, ljustekniskt har den den sämsta tänkbara placering, men det nödvändiga »tomma rummet«, 8 - 12 meter mellan duk och första åskådarrad måste dock användas. I väntan på teknisk klarhet som förmår åstadkomma bättre praxis på vilken en standardlösning kan byggas, placera vi orkestran

[[illustration]]


[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 70]

där, tillfället bjuder. Ett vilkor skall den dock fylla. Den borde vara osynlig och ljustekniskt isolerad, men så byggd, att den akustiskt dock har inriktning mot publiken. Det förra kan möjligen tillfredsställande åstadkommas med lameller något liknande väggbeklädnaden, ehuru det innebär en nödfallsutväg.

Musiken i biografen för i dag är till sin natur ett ackompagnement, salongens akustik kan följaktligen vara mindre presicerad än konsertsalens, man kan nöja sig med det negativa förfarandet att neutralisera ofördelaktiga ljudvågor. I det hänseendet är ytbehandlingen lämplig om musikens utgångspunkt ligger vid duken. Salongfondens uppbyggnad kan fritt göras enligt akustikens fordringar. I framtiden, när bion även härvidlag är färdigare, skall det bli ett nöje att se en akustisk rätt lösning.

De här utvecklade ideerna hava framkommit under utarbetandet av ett givet projekt, de har följaktligen bland andra fel en därav kommande begränsning, ehuru författaren hela tiden haft ögat inriktat på biografens starka prägel av standardföreteelse.

Standardbiograf - låter visst ej bra i alla öron, allra minst gillas den väl av honom, som gjort U. S. A.s nyaste Cinema. Där är stämningen kinesisk park med stjärnhimlar, tempel och gamla träd. Levande kolibris och papegojor »kvittra« i salongens artificiella trädkronor. Men den har ett fel bland sina många - den blir »gammalmodig«. - Sensationsarkitekturen i salongen kan ej tävla med »duken« som varje vecka bjuder på nytt. Och sensationell monumentalarkitektur dömer sig själv, den ger prejudikat på att det snart skall komma något ännu nyare. Vi skola kanske dock ej döma kolibrimannen hårt. Hans sensationsmakeri visar det variabla, det icke monumentala i tiden, en sak, som är en realfaktor att räkna. Och skall biografen så småningom finna sin universella typ, måste det lösas med en arkitektonisk grundstandard, där det variabla, det år för år skiftande, det icke monumentala i filmens väsen är medtaget som realitet.

Alvar Aalto.

[[illustration]]

________
Der findes ikke anden Klasses Kunst, men kun anden Klasses Kunstnere.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 71]


Smaa Slag.


Skumring i »Morgenbladet«.


Litteraturhistorikeren Axel Broe er blevet afskediget fra »Morgenbladet« med den Motivering, at Bladet ønskede sin Litteraturkritik anlagt paa en bredere Basis, hvormed mærkeligt nok mentes en mere national Basis. Blandt andet gjorde Redaktøren, Hr. Valdemar Galster, sin Litteraturmedarbejder opmærksom paa, at Frøis Frøisland, hvis Bog »Fortællinger fra fronten« ønskedes anmeldt, var »en god norrøn Mand og havde støttet os i Flensborgsagen«. Man kan ikke undre sig over, at Hr. Broe, der i flere Aar med stigende Held har søgt at gøre en omsigtsfuld, humanistisk Kritik gældende i det lille forpinte og forplumrede Blad, valgte at tage sit Tøj og gaa.

Ingen kan bebrejde Hr. Galster, at han vil lede sit Blad med Konsekvens. Det var kun befriende, da Henning Kehler i sin Tid forlod »Politiken«, hvor han sad og lumskede i Kroniken, og gik over i den nationalt-religiøse Presse. Naar nu Hr. Galster samler Bukdahl, Stangerup, Elfelt og Hesselaa, har han udrettet et anerkendelsesværdigt Arbejde i Litteraturkritikens Tjeneste.

Dybbøl.

[[illustration]]

Det rigtigste var vist at sløjfe Skanserne; det er Ufredsminder og usund Kost for Ungdommen. Man har valgt at frede Terrænet - paa følgende Maade: i Stedet for at fjerne et smagløst Hotel med Taarn, Postkort- og Souvenirsboder og lignende Udslet af Turismens Kønssygdom har man tilladt Soldaterforeningerne tæt ved Møllen at oprejse den kendte hæslige Kæmpeflagstang paa »Naturstens«fundament, garneret med Kanonfotografer, maaske som Surrogat for rigtigt Artilleri. Yderligere har, hvad der er mindre kendt, sønderjysk Kommando i Skanse II oprejst den her afbildede latterlige Tingest, formentlig klinet sammen af Jenserne selv. Hvad en Mand laver paa Stenhøjen i sin private Have, vedkommer ingen, offentlige Monumenter derimod vedkommer os alle. Hvem er det, der har undladt at forhindre Anbringelsen.

S. Danneskjold-Samsøe.

Fra Boudoiret til Hospitalet.

Forfatteren Jacob Paludan, en af vore bedst begavede Reaktionære og derfor en fornøjelig Modstander, har haft nogle Hoteloplevelser i Stockholm. I sin Irritation over det hygiejnisk indrettede Værelse i et moderne Hotel tror han, at det er af praktiske Grunde, at Stuepigen har glemt at stille Askebæger og Papirkurv ind til ham - det er nok at anholde det. Men hans Hovedindstilling, at den gamle, beskidte Restaurant er at foretrække for et moderne Hotelværelse, beror paa, at han forveksler Restaurantens Opgave med Sovekammerets. Han gør da nøjagtig den omvendte Fejltagelse af Mo-dernisternes: Mens de gør Dagligstuen til et Hospitalsværelse, forlanger han Bordelhygge af Hotelværelset. Det er mærkeligt, at en Mand af Paludans Nysgerrighed overfor Problemerne ikke kan foretrække at komme ind i et Rum, hvor det har været muligt at rytte ud efter den fremmede, som gik fem Minutter før - fremfor den Hygge, man kender fra franske Hoteller, hvor et nyt Tæppe sømmes over det gamle, naar det er slidt, saaledes at Potten vælter ned over seks Lag støvet Tæppestof med tilhørende Lopper.

Hr. Paludan maa regne med, at der kræves endnu mere Præcision og Talent for at være udholdelig Reaktionær. Eksemplerne paa, at det gamle var bedre, skal vælges omhyggeligt.

*

Architeckten trykker Indsenderes Selvforsvar med Petit og Redaktionens fornyede Uartigheder med Korpus. Det faglige Stof bestaar af en indgaaende Forklaring paa, hvorfor man synger i Bad.

Tak den menneskelige Dumhed. Den er Baggrund for Intelligensen. Men selv Dumheden er begrænset i et lille Land.

En Dame paa Frederiksberg vil ikke lade sig klippe, før vi faar Sønderjylland tilbage.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy, 1928, hefte 3, side 72]


Efterskrift.

Siden Artiklen om Varieterevyen blev trykt, kom Rolfs Revy herned som det typiske Eksempel. Der er intet nyt i denne Facon, men to fremragende Artister og et dygtigt Dansepar, som tillod sig at byde Københavnerne en Apachedans - uden at et Blad har protesteret. Et stort Damekor introduceret som Matroser! Denne Dyrehavsbakketradition blev endog rost et Sted. Senere svensk Folkedans - Ingen Protest! Indfald: en Række sødladent udførte Bagtæpper i Plakatstil, stor Pressesukces! Og endelig Rolf som Satiriker i en Kommunistvise, der appellerede til Parkettets tarveligste Instinkter. Stakkels dansk Revy, som skal hente sine Impulser fra det fremmede, som kommer, og fra Pressens Holdning!

*

Tolerance er den særlige Form for Intolerance, som kræver, at alle andre skal være talerante.

*

Gak til Kaper og bliv vies.

*

Af Spejdere findes der Korpsledere, Tropsførere, Tropsledere, Kropsføre, Propskærere, Kropsvedere og Kropsvære.

*

Nordisk Pariserleben.

Vi fremhævede sidst Jacob E. Bangs Arbejde for Holmegaards Glasværk, fordi det var uaffektert og blandt andet derfor værdifuldt fra den Kreds. Der er dobbelt Grund til nu at anholde hans Møblement paa Frelsens Hærs Auktion over uafhentede Sager i Kunstindustrimuseet (»Efteraarsudstillingen for bagvendt Kunst«).

Men værst rammer Møblementet Censurkomiteen. Hvor tør den tage Ansvaret for denne Udvanding af den højskoleagtige Misforstaaelse af la vie parisiennes Demimondeinteriører, som Rafn har indført?

*

En københavnsk Civilopdager kan altid kendes paa, at han er maskeret som saadan.

*

Hvem er man?

Tidsskrift f. Kunstindustri meddeler, at man nærer en sand Tyrkertro til Arkitekterne.

*

Vor Fremtid beror paa en Misforstaaelse.

*

Type og Individualitet.

Nationaltidende har i en Kronik, »En Slags Kommunisme«, behandlet Kritisk Revys Stilling til Standardiseringen af Ejendomsfølelsen. Den Diskussion, vi paabegyndte i Artiklen sidst om Menneskets Bolig, betragtes som en ubevidst Kommunisme, og de Standardgenstande, vi her har fremhævet, eller som er frembragt af Kritisk Revys Folk, betragtes som et Angreb paa Ejendomsfølelsen. Nogle korrigerende Bemærkninger kan være paa sin Plads. Det er ikke saa vel, at en almindelig Standardisering tør betragtes som Kommunisme. Den anvendes nemlig baade i Kapitalismens og i Kommunismens Tjeneste. Amerika er Forbilledet for Sovjet i Standardiseringsbestræbelsen. Den er et Instrument, hvis politiske Værdi afhænger af, hvem der spiller paa den.

Det er ogsaa forkert, naar det hævdes, at den standardiserede Ting forhindrer den enkelte i at føle Ejendomsglæde. Den almindelige, billige og simpelt formede Genstand har gjort det moralsk muligt for mange moderne Mennesker at føle en Ejendomsglæde, som de ikke vilde bnde passende overfor det sjældne og dyre. Man ejer idag med større Glæde en Ting, naar man ved, at den ogsaa kan findes hos tusinde andre Mennesker, og man ser helst den sjældne Ting i Offentlighedens Fælleseje.

Vi fører her i Kritisk Revy ikke noget Angreb paa den enkeltes Ejendomsfølelse, lige saa lidt som vi angriber den Enkeltes Forhold til det religiøse. Hvad vi undersøger, er blot, hvad Værd Ejendomsfølelsen har socialt og pædagogisk, og dér mener vi, at en kunstig Opelskning af Ejendomsfølelsen er lige saa skadelig som en Opelskning fra Skolen af det religiøse.

Hvad endelig Forholdet mellem Standardisering og Individualitet angaar, er den Orden, som Standarden skaber, i Virkeligheden den eneste Mulighed for fin Udfoldelse af Personlighed. Det gælder Klædedragten, Omgangsformen, og hvorfor skulde det ikke gælde de Ting, hvormed vi omgiver os.

Nationaltidendes Artikel munder iøvrigt ud i en hæslig Forherligelse af Ejendomsfølelsen i Ægteskabet, et typisk Eksempel paa, hvilke moralske Defekter man skjuler bag dette Navn.
________

Ordsprog af Johannes V. Jensen: Saa blev man ham kvit, sagde Lorten.

Ansv. Red Poul Henningsen.

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Næste side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy 1928, hefte 3, omslag side 3]

[[helsidesreklame]]

[[slut på siden]]


| Indholdsoversigt | Forrige side | Vælg nyt hefte |
[Kritisk Revy 1928, hefte 3, bagsiden]

[[helsidesreklame]]

[[slut på siden]]


[[SLUT PÅ HEFTET]]