menu

Om Det Nationale Fotomuseum


 

 

 

I september 1996 navngav man på Det Kongelige Bibliotek Det Nationale Fotomuseum ved en mindre reception. Med bibliotekets udvidelse ved havnefronten har Det Nationale Fotomuseum fået udstillingsfaciliteter på mere end 400 m2 og kan fremover arrangere både særudstillinger og vise mindre udstillinger fra museets egen samling.

På grund af bibliotekets store samling af fotografisk kunst, har man i mere end 20 år talt om oprettelsen af et fotomuseum i København. l 1984 gav Kulturministeriet ideen sin principielle tilslutning. På et tidspunkt var der tanker fremme om at flytte hele samlingen ud af Det Kongelige Bibliotek og placere den i den gamle kaserne ved Kronborg i Helsingør. Imidlertid lykkedes det biblioteket at få museumsideen indarbejdet i udvidelsesplanerne, og derfor får museet ikke blot egne udstillingsfaciliteter men også en fortrinlig læsesal, Center for Kort og Billeder, som deles med Kort- og Billedafdelingen. Her er der direkte adgang til referenceværker indenfor fotografi samt et dokumentations- og avisarkiv, der rummer oplysninger om danske og udenlandske fotografer. Desuden fungerer centerlæsesalen som studiesal, hvor forskere og andre har mulighed for at studere fotografiske værker.

Da museets samling fortsat er under registrering kendes det endelige antal værker ikke, men alt tyder på, at antallet er på mere end 50.000. De registrerede værker kan søges over Internettet via bibliotekets REX-system og Den Nationale Billedbase. På grund af gældende Lov om Ophavsret ledsages registreringen ikke af billeder.

Samlingen har en stor styrke i 1800-tallets udenlandske fotografi, i århundredskiftets piktorialisme og i forskellige punktnedslag gennem det 20. århundredes udenlandske fotografi. Dansk fotografi er velrepræsenteret fra de tidlige år omkring 1839 og frem til vor egen tid. Navne som Félix Nadar, Henry Fox Talbot, Roger Fenton, Julia Margaret Cameron, August Sander og Man Ray er repræsenteret i museets samling.


Udstillingerne er åbne mandag - lørdag kl. 10 - 19

Læsesalen er åben mandag - fredag kl. 10 - 17, onsdag dog 12 - 19

Det Nationale Fotomuseum | Det Kongelige Bibliotek | Søren Kierkegaards Plads 1 | København

Postadresse:
Det Nationale Fotomuseum | Det Kongelige Bibliotek | Postbox 2149 | 1016 København K

tlf:
33 47 47 47

e-mail:
dnf@kb.dk